Roskilde Festival er meget mere end musik – det er også en rejse gennem mangfoldige smagsoplevelser. Faktisk er det endnu mere, og det kan du læse om i artiklen “Hvad er The Orange Feeling“, men lige her handler det primært om mad – for det er unægteligt også et vigtigt aspekt for en vellykket festival. Her er mit bud på fem fantastiske spisesteder, der giver dig alt fra klassiske danske retter til overraskende madoplevelse, til saftige burgere og fisk på den helt rigtige måde.

Lad det være sagt med det samme, der er utrolig mange lækre steder på Roskilde Festival – faktisk er det næsten umuligt at blive skuffet. Sagen er nemlig den, at barren på Roskilde Festival er sat højt, niveauet skal op, der skal være fokus på kvalitet, økologi, og så skal der være noget for alle – og det er der så sandelig også.

1. Burger Heavens – for der er flere af dem!

Er du på jagt efter den ultimative burgeroplevelse, så er Roskilde Festival virkelig stedet. Jeg har nu besøgt den fast siden 2018 – dog afbrudt af COVID-19 naturligvis – men jeg forsøger faktisk at holde igen med at besøge deres forskellige burgerbarer, da udvalget er så vildt. Jeg vil dog fremhæve nogle stykker. Den åbenlyse og sikre vinder er “Halifax Burgers”, som leverer varen hver gang – deres saftige burgere med lokalt produceret kød, friskbagte briocher og hjemmelavede dressinger gør den til et populært valg blandt festivalgæsterne.

Disse spisesteder synes jeg, at du skal kigge efter på Roskilde Festival 2025
Burger-heaven

Den overraskende var helt sikkert “The Sloopy Burger”, som ligger lidt gemt af vejen, men lige bagved Food Court (i 2024). Du får en vanvittig burger til 88 kr., som er proppet med smag og en høj mæthedsfaktor. De har også en vegatarudgave, som er mindst lige så god. Den sidste jeg vil fremhæve er “outsideren” – og det skyldes kun, at den ligger udenfor festivalpladsen og starten af campen – det er “Big As Diner”, som bl.a. har en “Crispy Chickenburger” og en tilhørende milkshake, som ganske vist koster 120 kr. for begge dele – men I guder, hvor begge dele smager – et must try, hvis du er burgerlover.

2. Bedste fisk og skaldyr

“Hooked” er stedet for dig, der elsker fisk og skaldyr. Her kan du nyde friskfanget fisk fra danske farvande serveret med kreativt tilbehør. Deres signaturret, lobsterroll med masser af hummer, citrusmayo og grønt og tilhørende vinegar-fries, er en perfekt kombination af smage fra havet og sommerens friskhed. Du skal dog sikre at komme på “de rigtige” tidspunkter, da køen ofte er utrolig lang.

Disse spisesteder synes jeg, at du skal kigge efter på Roskilde Festival 2025
Det er værd at vente på!

3. Den bedste danske klassiske mad, som du kan få

For en autentisk smag af Danmark skal du besøge “Rørt”, som for mange år siden også lå på Vesterbro i København. De serverer klassisk dansk smørrebrød til 115 kr. for 3 stykker, som både er vellavet og højbelagt. Det er hygge og nostalgi på en tallerken – perfekt til en pause fra festivalens hektiske energi. Det bedste er næsten, at køen er kort, hvilket jeg slet ikke forstår, for det er noget af det bedste på Roskilde Festival.

Disse spisesteder synes jeg, at du skal kigge efter på Roskilde Festival 2025
Måske bedste “value for money” på hele Roskilde Festival

4. Den du hverken kan eller bør undgå

Du har måske gættet det, men på trods af en pris på 110 kr. så er Meyers flæskestegssandwich en sikker vinder. Der er så meget velsmag, gods og kvalitet i den sandwich. Prisen er højere end på fx “Big As Diner”, men mætheden er også væsentligt højere. Det skyldes den gode surdejsbolle, som netop Meyer er så kendt for.

Disse spisesteder synes jeg, at du skal kigge efter på Roskilde Festival 2025
Flæskestegssandwichen fra Claus Meyer

5. Hvor får du den bedste, men mest uventede oplevelse?

Dette skifter fra år til år – men hvis “Baka D’ Busk” igen er på Roskilde Festival, så vil jeg klart lægge vejen forbi dem. Sidste år lavede de “Danmarks længste kartoffelmad”, hvor du for sølle 100 kr. fik en stor kartoffelmad på surdejsbrød med kartofler, mayo, chip og frisk grønt, en cocktail og snaps fra Nordisk Brænderi ad libitum – se det var en pris, hvor alle kunne være med. Om den kommer igen er uvist, men hold øje med den.

Roskilde Festivals kerneområder

Roskilde Festival handler om mere end bare mad og musik. Festivalen er kendt for at skabe en platform, der fremmer:

  • Musik: En bred vifte af genrer og kunstnere fra hele verden.
  • Frivillighed: Festivalen drives af tusindvis af frivillige, der skaber en unik atmosfære.
  • Kunst: Installationskunst og performances på tværs af festivalpladsen.
  • Aktivisme: Fokus på sociale og politiske emner som ligestilling og retfærdighed.
  • Arkitektur: Innovative byrum og midlertidige strukturer.
  • Grøn omstilling: En konstant stræben efter at reducere festivalens CO2-aftryk.
  • Gastronomi: Et bredt udvalg af madoplevelser med fokus på kvalitet og bæredygtighed.
  • Teknologi og innovation: Eksperimenter med nye løsninger og digitale oplevelser.
  • Social bæredygtighed: Støtte til udsatte grupper og fokus på fællesskab.
  • Kulturelle vækstlag: Muligheder for upcoming kunstnere og iværksættere.
Disse spisesteder synes jeg, at du skal kigge efter på Roskilde Festival 2025
Mere end bare en festival

Roskilde Festival: Mere end bare en festival

Roskilde Festival er et globalt samlingspunkt, der tiltrækker mennesker fra hele verden. Hvad gør den så særlig? Det er en festival, hvor kultur, fællesskab og mening smelter sammen. Deltagerne kommer ikke kun for musikken eller maden – de kommer for oplevelsen af at være en del af noget større.

Her handler det om at dele øjeblikke, skabe minder og være en del af en levende kultur, hvor alle kan bidrage. Festivalen giver også deltagerne mulighed for at engagere sig i aktuelle problemstillinger som bæredygtighed, lighed og innovation. Det er en oplevelse, der ikke kun underholder, men også udfordrer og inspirerer. I min første artikel om Roskilde Festival 2019 er én af mine overskrifter “Pure Love”, og jeg fortæller om “The Blues”, som mange oplever efter en uge med oplevelser, interaktioner med andre mennesker, som du aldrig havde forstillet dig, at du ville møde, musikoplevelser og spiseoplevelser, som du skal vente et år på at opleve igen.

Disse spisesteder synes jeg, at du skal kigge efter på Roskilde Festival 2025
Vi ses lige om lidt til RF25

Roskilde Festival er og bliver noget helt særligt, som venter lige om hjørnet! Hvad tænker du? Har jeg ret?

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar