Jeg elsker sangen, som Metallica har spillet på Garage Days – mega fedt nummer, som er skrevet af Thin Lizzy. Som kæmpe Metallica-fan, så var det naturligt og oplagt for mig at besøge en steak og burgerbar, som “Whisky in the Jar”, som virkelig lever op til sit navn.

Der findes steder, hvor man kommer for maden, og steder, hvor man kommer for stemningen – og så er der Whiskey in the Jar-kæden, som spreder sig som en grøn, ølduftende epidemi over polske bykerner: Poznań (to gange, for de kunne ikke få nok), Wrocław, Łódź, Warszawa og Gdańsk. Jeg har dog kun besøgt den i Warszawa.

Whiskey in the Jar, Polen – irsk pub-stemning med polsk power
Fedt sted – kan varmt anbefales

Konceptet er ikke til at tage fejl af: irsk pub møder polsk gæstfrihed, live musik, der buldrer ud af højtalerne, og et menukort der signalerer “kom som du er, gå når du falder om”. Det er ikke fine dining med pincet-anrettet mikrogrønt – det er stedet, hvor en pint, en whisky eller bourbon og en burger smager bedst, når der spilles cover-rock i baggrunden, og bordet vibrerer en lille smule.

Beliggenheden er meget tæt på centrum i Warszawa og ligger på Marszałkowska. Man kommer ikke ved et tilfælde forbi disse steder; de ligger der, hvor turister og lokale alligevel render forbi, og det irske flag blafrer som en invitation til “bare en lille én”.

Stemningen

Som du sikkert har regnet ud, så er stemningen høj, hyggelig, lidt rodet på den gode måde. Det er ikke stedet for romantisk candle-light, men perfekt hvis man vil synge med på en sang, man ikke kender teksten til, mens man deler en platte med noget friteret. Det er et sted, som du tager hen med dine venner, veninder, hvis du har brug for at blive blæst lidt igennem.

Maden – burger og bøffer!

På Whisky in the Jar finder du pub-klassikere lige efter bogen – tænk burgere, ribs, og noget der involverer meget ost. Ingen kulinariske revolutioner, men det er heller ikke det, man kommer for. Man kommer for at fylde maven, før aftenen for alvor går i gang. Dette er deres “Supreme Burger”, som kommer med ost, løgringe, 300 gram bøf og en mega lækker hjemmelavet dressing. Prisen er ca. 150 kr., det er da til at overkomme.

Whiskey in the Jar, Polen – irsk pub-stemning med polsk power

Priserne på kød varierer naturligvis lidt alt efter, om du vil have deres bedste udskæringer som fx Tomahawk steak eller Wagyu – men vælger du fx en striploin eller ribeye, så kan du få 200-300 gram kød for 250 kr. til 350 kr. Nogle gange er det muligt, at du kan bestille forskellige udskæringer og dermed smage lidt af hvert og endda spare lidt penge.

Whiskey in the Jar, Polen – irsk pub-stemning med polsk power
En god omgang kød

Hvad med whiskyen eller er det bourbon?

Ja, som navnet på restauranten afslører, så må der jo også være whisky, ikke? Jo, en smule, men de har faktisk mere bourbon, hvilket også er whisky, dog skal det staves med med “e” – whiskey. Men de har mange af de store bourbonbrands som Jim Beam samt deres “small batch”-udgaver, som fx Knob Creek, Basil Hayden og Bookers, hvor jeg smagte den første.

Whiskey in the Jar, Polen – irsk pub-stemning med polsk power

I perioder som fx nu kan du smage specielle whiskyer. Lige nu er der næsten hele den serie, som Diageo udgiver hvert år, som hedder “Special Release”, hvor fx Oban, Talisker og Singleton udgiver nogle særlig aftapninger. Priserne er mellem 150 kr. og 300 kr. for 4 cl., hvilket er helt fair for en god whisky.

Dette mener jeg, at du skal gå uden om på Whiskey in the Jar

Deres desserter er desværre ikke noget at råbe hurra for. De er ganske fine, men virker lidt præfabrikerede. Jeg smagte bl.a. deres cheesecake med jordbærkompot, og det var ikke den store oplevelse. Så jeg vil hellere bruge flere penge på en forret eller en ekstra stor bøf frem for desserten.

Whiskey in the Jar, Polen – irsk pub-stemning med polsk power
Cheesecake med bærkompot

Derfor mener jeg, at du skal besøge Whiskey in the Jar

Hvis du leder efter den perfekte aften med dæmpet belysning og sommelier-anbefalinger, så kig et andet sted hen. Men hvis du vil have en øl, høj musik og mad, der ikke kræver bestik-etikette, så er Whiskey in the Jar et sikkert (og underholdende) bet lige meget hvilken polsk by, du strander i. Til sidst så er der prisen – nu er den desværre ikke helt så lav, som før Corona og deres tårnhøje inflation, men det er fortsat til at betale.

Navn: Whisky In The Jar 
HvorMarszałkowska 53, 00-676 Warszawa, Polen
Pris: $$$

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar