Inviteret: Loca Gruppen står bag en række kendte restauranter i og omkring København – du kender sikkert både Almanak i Operaen, Stud!o og Radio. For nylig åbnede de “Kilden i Haven”, som ligger, hvor den tidligere vegetariske restaurant Gemüse lå. Det seneste medlem af familien er “Restaurant Gaarden”, som ligger i Hvidovre. Jeg besøgte dem for nylig og testede deres “Social Dining Menu” – læs hele anmeldelsen her.
Loca Gruppen går ind for bæredygtig gastronomi, som er et gennemgående mantra i deres forretninger. Denne bæredygtighed handler ikke blot om, at Loca Gruppen har en holdning til, hvor deres råvarer dyrkes eller kommer fra, men også om at deres personale arbejder under ordnede forhold og ikke mindst, at de formår at passe på miljøet. Denne del ses faktisk ved første øjekast, når du sætter dig ved bordet. Her bemærker du, at der på servietten står, at den kommer fra aflagte tekstiler fra “Danish Industrial Laundry Group”.
“Social Dining”
Social Dining er et koncept, som fortsat er populært på diverse restauranter i hele Danmark. Det betyder, at køkkenet kan servere retterne til flere på én gang. Det betyder så, at prisen kan holdes lidt nede, da det kræver færre hænder, og dermed mere value for money for gæsterne. Fordelen er også, at portionerne kan fordeles lidt bedre mellem gæsterne – for mig betyder det typisk, at jeg får mere mad, da jeg spiser meget, og min medspiser spiser lidt mindre, og så er konceptet med “social dining” bare hyggeligt. Prisen pr. person for 8 serveringer er 395 kr.
Rumænsk vin kan virkelig noget!
Vi starter med en fremragende vin fra Rumænien – den er lavet på Aligoté, som faktisk er en fransk drue, der stammer fra Bourgogne. I en blindsmagning kunne den godt minde en del om Chablis – duft af sommerblomster, citrus og friske pærer. I munden er den syrlig og har en fin diskret sødme, som gør den glimrende til vores første retter. Den hedder La Sapata Crama Delta Dunarii og kommer fra Donau-deltaet i Rumæniens østlige del.
Hvide asparges og burrata
Til vinen får vi serveret hvide asparges, aspargesmayonnaise, skagenskinke og karse. Jeg synes generelt, det er ret fedt, når køkkenet laver en mayonnaise på fx asparges. Det kan gøres ved fx at lade nogle stykker asparges trække i en neutral olie ved svag varme og så lave en mayonnaise på den. Udover denne ret får vi burrata med glaserede gule beder, syltede tomater, reduceret æbleeddike, urter og fennikelpollen, hvor det sidste virkelig løftede retten.
Frilandsgris – velfærdskylling – økologisk fisk
På menukortet finder du frilandsgris, velfærdskylling og økologisk fisk, som i skrivende stund er moules marinières med økologiske linemuslinger. Grunden til jeg nævner det er, at der er fokus på velfærd og bæredygtighed, præcis som mantraet på Restaurant Gaarden er.
På deres “social dining” menu er der frilandsgris med blomkålspuré, glaserede gulerødder, syltede stikkelsbær, sprød flæskesvær og sherrysauce, hvor du får en god stor portion til deling. Udover dette er der både høbagt knoldselleri med sprødt brød og en ustyrlig lækker persillehollandaise samt cremet perlebyg, stegte svampe, confiteret skalotteløg, palmekål og citronskal, så ja du bliver 100 % sikkert mæt. Selv en stor knægt fra Nordjylland som mig måtte faktisk levne en lille smule.
Jeg elsker ost,
derfor er jeg nok også nem at imponere, når det kommer til en omgang god ost. Servering med ost er en del af de 8 serveringer, som du får på “social dining”. På menuen lige nu er der en “Knøs”, som er en fast komælksost samt en lækker “trøffelbrie” og der til hjemmelavet knækbrød og nødder i sirup.
Ledsageren til osten er Poggio del Sole fra Davaz på Sangiovese med en lille smule Merlot. Jeg kender vinen ret godt – det er en formidabel vin med skøn duft af kirsebær, læder, træ og umami. I munden er den tør med gode tanniner og en fin frugtfylde, som går perfekt til vores oste.
Dessert efter mit hjerte
Vaniljesoftice, rabarberkompot, sprøde marengskys, hvid chokolade og nøddeknas – det er præcis sådan, jeg elsker en dessert. Hvis det skal fungere bedst for mig, så skal den være sød, knasende og gerne med en lille smule syre – den kommer her i form af rabarberne.
Derfor synes jeg, du skal besøge Restaurant Gaarden
Der er masser af gode grunde til at besøge Hvidovres nyeste restaurant – jeg vil nøjes med at nævne tre. For det første har de fokus på bæredygtighed og økologi – det synes jeg, man skal støtte. Den næste er den åbenlyse – maden! De laver glimrende mad med gode råvarer – fokus på smag i bedste “comfortfood” stil. Til sidst så overrasker deres vinmenu meget – det er helt tydeligt, at de lægger ret mange kræfter i at finde gode vine som fx den rumænske, hvor du både får en vin, som du med garanti ikke har smagt og samtidig en stor vinoplevelse til fornuftige penge – det er virkelig godt gået.
Navn: Restaurant Gaarden
Hvor: Hvidovrevej 241, 2650 Hvidovre
Pris: $$