Lige ud for Kødbyen på hjørnet af Halmtorvet og Eskildsgade ligger den thailandske restaurant “Ban Gaw”, som har fuldt hus mere eller mindre 7 dage om ugen. Restauranten er fyldt med lokale, som nyder godt af den hurtige betjening, de lave priser og ikke mindst de lækre krydrede og autentiske retter – velkommen til Ban Gaw.
Hvor kan du ærligt få forret, hovedret og en øl, blive mæt på den gode måde og opleve hyggelig og meget hurtig betjening for ca. 250 kr. pr. person? Det er ikke ofte, det er muligt i dagens Danmark medmindre du besøger nogle af de nye “lavpris-restauranter”, som fx Restaurant Bouillon og den højaktuelle “Le Petit Rouge”, som også kommer til at tilbyde vanvittigt lave priser. Du får næsten lige så meget value for money hos Ban Gaw, det er blot større portioner, så der er mæt- og tilfredshedsgaranti.
Gæsterne vælter ind
Jeg ankommer tirsdag kl. 18.00 og beder om et bord til to personer, hvor jeg får det sidste ledige bord lige ud for deres køkken. Mens jeg venter på min medspiser, vælter det vitterligt ind med kunder, flere kommer for at hente take-away, mens andre beder om et bord. Flere bliver afvist i døren, da der er fuldt hus. Det vidner om niveauet og ikke mindst populariteten. I restauranten sidder der mange thailændere, som nyder deres mad enten som solospisere eller med familien.
Kæmpe menukort!
Normalt er et menukort med 11 forretter og 49 hovedretter et faresignal – hvilket køkken kan rumme så mange retter og lave dem til perfektion? Ikke mange, men det kan Ban Gaw faktisk, her må jeg så afsløre og tilstå, at jeg har besøgt dem adskillige gange, og hver eneste gang er smagen i top, portionerne fuldvoksne, og der har ikke været noget at sætte en finger på. Når du har bladret menukortet igennem et par gange, så lurer du, hvordan det er bygget op – de har inddelt det efter fisk, kylling, okse, and, rejer og så efterfølgende om du ønsker nudler, grøntsager og ris.
Sprøde forårsruller og satee kyllingspyd med jordnøddesauce
Jeg har flere gange fået deres forårsruller med sur-sødsauce, som smager skønt, det er ikke den store gourmetoplevelse, men de er sprøde, godt fyldt med grøntsager og gris, og så får du 4 stk. for 65 kr. Dem kan du roligt bestille. Derudover er deres “satee kyllingespyd” også glimrende – jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvad “satee” præcist er, men ikke desto mindre, så smager det godt. Her får du 4 stk. for 69 kr.
Går efter hovedretterne
Det jeg kommer tilbage efter igen og igen er dog deres hovedretter! Jeg kan anbefale deres stegte nudler med kylling, brede risnudler, soyasauce, æg og grøntsager til 125 kr., det er nr. 16 på menukortet. Det er en ret, hvor du ikke bliver væltet bagover af chili og krydderier og perfekt til dig, som holder af de brede store nudler, som minder lidt om pasta.
Derudover anbefaler jeg deres nr. 46, som er grøn karry med oksekød, kokosmælk, thai-auberginer, basilikum og limeblade – den har et godt lille kick og den skønneste sauce. Det bedste ved begge retter er, at der er rigeligt – okay, det lyder som om, at jeg kun spiser der pga. kvantitet – men det er ikke sandt – du får begge dele – også kvalitet og ikke mindst autenticitet. Prisen for denne er lidt højere – 169 kr.
Hvad mangler jeg på Ban Gaw?
Jeg mangler bedre drikkevarer, de har ærligt talt et tarveligt vinkort, som jeg vil fraråde dig at dykke ned. Derudover kan du få de klassiske fadøl fra Tuborg, sodavand og nogle ret dyre lemonader samt et lyspunkt: Singha som er en thailandsk lagerøl, der er glimrende – prisen er dog 59 kr. for en flaskeøl, så helt billig er den ikke.
Når det så er sagt, så er der ikke andre kritikpunkter hos Ban Gaw, så hvis kan du abstrahere fra denne del, skal du endelig besøge Ban Gaw.