Den bedste, dyreste og mest omtalte restaurant på Svalbard er ”Huset”. Den ligger 1,5 km fra Radisson Hotellet og er et gammelt spisested, hvor minearbejderne kom for at få dagens ret. Videre var der alkoholkvote, så der måtte kun købes én flaske vin pr. mand, hvis man også bestilte mad. I dag er det en gourmetrestaurant, som efter min mening er en Michelin-stjerne værdig – om den nogensinde falder, ved jeg ikke – men én ting er sikkert; et besøg er afgjort en omvej værd – velkommen til ”Huset”.
Billedet på forsiden er fra visitsvalbard
Husets historie går mere end 100 år tilbage i tiden, og det har rummet både kiosk, posthus, biograf, teater og spisested. I dag bruges det fortsat som biograf, hvor det på første sal er muligt for byens indbyggere at komme til særlige forestillinger. Tidligere på året afspillede de ”The Shining” (Ondskabens Hotel) – uha, jeg ville nok være lidt stresset, hvis jeg skulle gå 1,5 km tilbage til byen i høje snedriver efter sådan et gys. Nu er det dog ”Huset”, det handler om.
14 retters menu
Huset tilbyder en 14-retters menu, som faktisk er det eneste, du kan få. Tidligere har de har haft a la carte, men det har de ikke længere. Det var før Corona. Huset har også en tilhørende bistro, hvor du kan bestille a la carte og anden mad. Huset er dog flagskibet og deres gourmetkøkken.
”Smagen af Svalbard”
Vi ankommer 18.30 efter en lille omvej, hvilket skyldes, at jeg lige skulle vise ”at-jeg-sagtens-kan-finde-vej-uden-Google-Maps” – guess not. Imens jeg står og skifter fra vinterstøvler til mere komfortable sko, bliver vi budt velkommen med et kæmpesmil af vores vært. Der er ikke noget med himlende øjne over, at jeg står i strømpesokker. Kort efter sidder vi ved bordet med udsigt til et sneklædt bjerg, hvor solen på trods af, at det er aften står højt på himlen (det er i maj, så der er midnatssol og lyst 24 timer i døgnet).
Vores første ret er surdejsbrød med en lækker pisket smør med sennep og krydderier. Hertil får vi et stykke røget rensdyr. Dertil beder Jeg om et par glas bobler, hvor vi får en skøn Blanc de Blanc – Voirin Jumel Grand Cru – et fremragende glas med duft af toast, mandler, smør og vanilje. Vores næste servering er ”Shot of happiness”, som er en jordskokkesuppe med tørret og revet tang over. Normalt kan jeg ikke fordrage tang, men her var det lækkert og gav en dimension af umami til retten.
”Vinmenu med øl”
På Huset har de sommerlier, som er fra Spanien – han fanger hurtigt, at jeg går op i vin, da jeg spørger lidt undrende til, at der er en del australske vine på deres vinmenu. Årsagen til min undren er, at de ofte er ret sødmefulde, tunge og med høj koncentration af frugt, hvor min tanke er, at det vil være et mismatch til retterne. Jeg erfarer dog lynhurtigt, at jeg kan være helt rolig. Derfor hopper vi ombord på vinmenuen.
Vi starter dog med en øl fra det lokale bryggerier, som er en kølig stout. Den er ledsager til én af de bedste serveringer, jeg nogensinde har fået: ”rensdyr fra Svalbard med svampe og grillet skumfidus infuseret med den stout”, som er den, vi også drikker. Den er en lille bid af himlen, som har titlen ”Cabin Life” på menuen. Jeg har smagt mange snacks i mit liv, men aldrig denne sammensætning, som fungerer helt utroligt godt.
”King Crab Lollipop”
Slikkepind med kongekrabbe er det jo dybest set, eller rettere det er det. Det er et stykke kongekrabbe, som er rullet i tang og dertil en skum på persille. Jeg må nok konstatere, at jeg åbenbart godt kan lide tang, for det smager i hvert fald godt til denne servering.
Snart 20.000 vine i kælderen
Efter denne ret har vi faktisk allerede fået fem serveringer, så vi beder om en lille pause. Imens nyder vi vores vine, som jeg er ret imponeret over. Prisen for deres vinmenu er 895 norske kroner, som omregnet svarer til ca. 550 kr. Kvaliteten er høj, og vinene er nøje udvalgt.
Hvis du skulle få lyst, så har de et vinkort, som næsten skal rulles ind til bordet. Lige nu har de kun omkring 15.000 vine i deres ekstravagante kælder, men de går efter at få ca. 20.000, så du kan finde mere eller mindre alt.
”Sæl og tangbearnaise”
Den næste ret er en kende grænseoverskridende, men sikke en sammensætning af smag. Det er en vaffel med masser af smør og faktisk også lidt tang, røget ringsæl, syltede blåbær og bearnaise på med tang. Håber du fik det hele med – det er ret meget. Smagen er dyb, kraftig, intenst, fed og kun brudt af blåbærret, som bidrager med syre til retten. Det er nok én af de mest grænseoverskridende retter, jeg har smagt i mange år. Vores ledsager dertil er en rødvin, hvilket undrer mig lidt, da jeg så forventer, at vi er færdige med fiskeretterne.
Vores næste to serveringer er kammusling med en pure af knoldselleri med søpindsvin og dertil en fermenteret sauce på honning og hindbær. Retten er i perfekt balance, god smag og den delikate kammusling bliver komplimenteret af knoldselleri, søpindsvin og saucen.
Den næste ret vil jeg gerne tilstå, er ikke min favorit. Det er torsk med en sauce lavet med plankton og collagen med grillet kål og krystalliseret dild. Det er muligt, at både plankton og collagen er godt for huden, men smagen af hav, bitterhed og lidt af tang tager efter min mening over. Heldigvis er torsken meget flot stegt, så jeg kan undlade at overdynge den i sauce, hvilket gør den overkommelig.
”Tid til snaps”
Yes – den er god nok – ”haps-haps-haps” du ved! Jeg undrer mig over, at vi pludselig får et glas til en dram, men okay – vi har fået Champagne, øl, hvidvin, rødvin, hvidvin og nu snaps – Huset bruger ikke den traditionelle rækkefølge, og det gør intet! Det skaber liv og overraskelser, når man skal igennem ”Taste of Svalbard”.
Snapsen er lokal fra Spitzbergen og udgør en lille mundrenser, som kommer med en rødbedeskum på en syrlig is. Jeg smager snapsen, men vælger at lade lidt gå ud, der er nemlig ret meget vin, så ingen grund til at overdrive.
Mere rensdyr og vin fra Australien
Hvis du besøger Svalbard vil du se, at der er ret mange rensdyr på øen, faktisk vrimler det med dem, derfor er det også en ret populær og almindelig spise. Det minder ret meget om fx rådyr eller kronhjort. Til vores hovedret, hvor den australske vin kommer på bordet, er det rensdyrmørbrad med glaserede gule beder, løgpuré, brombær og en guddommelig portvinssauce.
Vores rødvin dertil er fra Yara i Australien og slet ikke, som jeg havde regnet med. Duft af læder, peber, mokka og røde bær og kølig i udtrykket – særdeles fremragende og perfekt til aftenens hovedret.
Myseost til dessert – et barndomsminde
Da jeg var lille, kunne eller rettere ville jeg ikke spise ost – ikke på vilkår! Jeg var en lille stædig dreng, som var lidt kræsen. Jeg var dog ret interesseret i en ”chokoladeost”, som min mor og far havde i køleskabet, det troede jeg i hvert fald, det var. Den spiste jeg med største fornøjelse. Osten var en myseost, som var en del af vores dessert, som var lavet som en mandelkage med et helt tynd karamelliseret skive myseost, det lyder vildt, men smagen var ren barndom.
De altid spændende petit fours
Jeg elsker at få petit fours til kaffen, de er en skøn afslutning og typisk her, hvor køkkenet har fået lov til at være ekstra kreative. En gang var det sådan, at du faktisk kun fik de små hapsere, hvis du netop bestilte kaffe eller te, men i dag så er det flere steder blevet en del af menuen. Vi fik en macaron med brændt limeskal – sej, sød og ”cheewie”, en fyldt chokolade med plankton og lavendel – her tænkte jeg allerede ”nej ikke mere”, men den smagte helt fantastisk. Den sidste var faktisk ”flæsk”, som du kender det fra jul – lavet på hindbær, jordbær og rullet i hvid chokolade – tre skønne små hapsere, som afsluttede vores aften ved bordet.
”Huset rundt”
Efter middagen bliver du budt rundt i Huset og hører om historien, fortællingen og hvordan, det hele er startet. Du får også en masser historiske fakta om Svalbard og Longyearbyen, om hvordan den startede som en kulmineby, hvor kullet var af særdeles høj kvalitet, og derfor blev byen langsom større og større.
Du får også deres enorme vinkælder at se samt den gamle biograf på første sal – historien lever i ”Huset”, og du kan fortsat være en del af den. Efter middagen valgte vi at gå den lille tur tilbage – klokken var ca. 23.00, og solen stod højt på himlen – det var helt enkelt en oplevelse, jeg aldrig glemmer.
