På toppen af Danmark ligger nok den bedste restaurant i Skagen og reelt også én af de bedste restauranter i Nordjylland. Restauranten Oke er forbogstaverne på børnene fra en tidligere ejer, og navnet har hængt ved. Jack Cramer står i køkkenet og sikrer, at der sendes bølger af lækre retter ud til gæsterne inspireret af det franske og med respekt for legenden Michel Michaud, den tidligere køkkenchef, som bl.a. står bag den udødelige klassiske dessert Gâteau Marcel – velkommen til Restaurant Oke.

Menuen på Restaurant Oke består af 12 retter, men da flere af dem indeholder flere serveringer, så er det nærmere 20 retter, og der er ikke sparet på hverken kreativitet eller brug af lækre råvarer.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
“Pias Have”

Den første servering, du får, er en samling af snacks fra ”Pias Have”, som er Okes leverandør af lokale økologiske grøntsager, som er tilpasset årstiden. Vi fik serveret forskellige snacks bl.a. en løgconsommé serveret i et udhulet løg, en rødbedecreme bestående af letrøget gedeostecreme med bl.a. rødbedesaft serveret i en udhulet rødbede, kartoffel- porre- og ”persillesten” og en “gulerodsblomst” – minitærte m. gele af frisk gulerodsjuice, crûdité af friske øko gulerødder, mousse på creme fraiche med wasabi og tonburi marineret i appelsin-ponzu – og nej, alt det kunne jeg ikke huske i hovedet, så jeg fik restauranten til at sende detaljerne – men for pokker det vidner om et højt niveau.

Der er altid tid til at se solnedgangen

Middagen var sat til at starte kl. 18.30 – men da solen gik ned kl. 19.12, var det vanskeligt at få til at hænge sammen, men det så restauranten ingen problemer i – de lagde en fin pause ind, så vi lige kunne se solnedgangen 2 min gang fra restauranten. På vej ud skænker tjeneren lige et ekstra glas hvidvin til os, og det er præcis den slags små detaljer, som man husker og føler, er den ekstra service. Sådan er det i øvrigt hele vejen igennem på Ruths Hotel – ikke blot på Restaurant Oke.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Ikke den stærkeste ret, men en god mellemret

Efter et smukt syn ved starten og en lille skål er vi tilbage i restauranten, og næste ret bliver serveret. Kammusling med jordskok og stikkelsbær, en syrlig, subtil ret, som ikke var min favorit på dagen – nok lidt for syrlig og “nordisk”, men dermed være ikke sagt den var dårlig – bare ikke min favorit. Vinen dertil var spansk vin på Alberino fra Rias Baixas – helt perfekt match, som faktisk løftede retten.

Kongemakrel og kongekrabbe

De næste to fiskeretter er på hver sin måde utroligt lækre og vidt forskellige. Kongemakrellen er serveret med en sauce på ponzu, som sammen med den fede fisk er helt perfekt. Kongekrabben er dog helt i den anden grøft. Den er lavet ud fra en inspirationstur i Østen fra kokken Jack Cramer, hvor han fik en lignende ret serveret.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Kongemakrel

Kongekrabben er tilberedt og plukket i små stykker blandet med brød, krydderier og serveres med en slags bisque lavet på skallerne. Masser af varme, power og kraft i retten – utrolig lækker og én af de retter, som står stærkest i min hukommelse. Vinen dertil var også fremragende – Willy Schaefer fra Mosel lavet på Riesling-druen – let sødme, masser af syre – duft af tropisk frugt, citrus og petroleum, som nogle Rieslings kan have.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Fremragende ret inspireret af køkkenchefens oplevelser i østen

Snacks til hovedret – “Skoven & Heden”

Næste bølge af servering var en form for pre-hovedret og én af dem, hvor jeg også lige måtte have lidt hjælp fra restauranten, da der var fire små og ustyrligt lækre serveringer. Præcis serveringer som disse er det, som jeg elsker ved sensommermenuer.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Skoven & Heden

Vi fik fasanlever parfait med revet tørret hjortehjerte – en intens lille hapser. Videre var der bl.a. “hjerter i flødesovs” lavet som små sprængte andehjerter serveret i lille tærte med klassisk flødesovs, skalotteløg og persille. “Skoven & Heden” minder lidt om “Pias Have”, serveret “stort” med et kranie fra en buk som pynt. Netop det at der kommer snacks halvvejs er i min optik genialt, det ændrer på den traditionelle rækkefølge og giver en anden oplevelse. Vinen dertil er en Zinfandel fra Californien, dyb, intens, sødmefuld, som faktisk, på trods af at jeg ikke er kæmpe fan af netop den drue, passer rigtig fint.

Bison og havgus

Vores næste ret er bison med to slags sovs, hvor den ene er lavet på havgus og den anden en glace – toppen var en lille tuille lavet på Karl John-svampe fra sidste år.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Hovedret – bison med to slags sauce

En glimrende hovedret med en utrolig lækker 2011 La Rioja Alta Gran Reserva 904 til maden – faktisk må jeg sige, at dens niveau var væsentligt over, hvad jeg forventer til en vinmenu. Et bud er, at den ligger til en pris på ca. 350-400 kr. online, så virkelig flot vin – duft af solbær, kokos, tørrede blomster. I munden masse af “støv”, tørhed, frisk syre på trods af alderen og en lækker frugtsødme – bravo!

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Fantastisk vin med alder og friskhed

Aftenens bedste ret

Nogle gange skal det være helt simpelt, og det var det her. Pasta på en lækker ostesauce med friske trøfler fra Alba i Piemonte. Dyb og intens i smagen og én ret man ikke glemmer.

Vinen var ikke det traditionelle valg, som nok ville være en rødvin fra Norditalien på Nebbiolo, men i stedet en hvidvin fra Vouvray i Loire, som var halvtør og havde lidt sødme – et vovet men virkelig godt valg!

Bedste “salt-søde” caviar servering til dato

Sjældent har jeg fået serveret en kombination af sødt og salt, som smagte bedre end denne ret. Caviar udvalgt af Restaurant Oke serveret på en syndig creme fraiche 50 % serveret med sprøde vafler lavet med masser af kærlighed. For at skabe balance var der en is lavet på danske Discovery-æbler dertil.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Vildeste ret at få som én af de sidste på Restaurant Oke

Jeg er tabt for ord, det smagte himmelsk. Det virkede lidt som om, creme fraichen havde noget sødme, som passede perfekt til den salte caviar med de sprøde vafler. Isen fungerede som en renser imellem bidderne – helt perfekt!

“Nu er I vel ikke bange for nåle”

Sådan lød den kække afsluttende kommentar fra vores tjener, da hun serverer den sidste ret, som er en intens kirsebæris med Valrhona-chokolade og Ameretto, som sprøjtes over den med kanyle – meget sjov gimmick som afslutning.

Monopolet smager på: Restaurant Oke Ruths Hotel
Kirsebæris med Valrhona-chokolade og Ameretto

Afslutning

Prisen for maden er 1495 kr., og prisen for den tilhørende vinmenu er også 1495 kr. – så ca. 3000 kr. for ca. 20 serveringer og rigeligt med vin dertil. Niveauet er højt både hvad angår råvarer, kreativitet og smag. Vinene er velvalgte og ligger i den høje ende af min forventning til en vinmenu. De er en Michelin-stjerne værdige, mit bud er, at Michelin-guiden ikke har været forbi – derfor en kæmpe opfordring til at besøge Restaurant Oke og teamet.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar