For en del år siden begyndte dansk rom lige så stille af boome i Danmark. Det var i slipstrømmen på den internationale “rom-bølgen” som væltede indover os! Rom begyndte at blive en spiritus som utrolig mange kunne forene sig med – ren spiritus med sødmefuld karakter og ofte til billige penge! Whats not to like? Jeg vil godt tilstå, at den rene spiritus for mig altid vil være Single Malt, men til tider kan jeg godt lige noget afveksling og så er rom et godt bud. Min fantastiske ven Anders Skotlander har lavet to “danske rom”, som jeg kigger på i dette indlæg…

Skotlander Great Dane Rum
Great Dane Rum og Great Dane White Rum…

Skotlander Rum

Anders Skotlander grundlagde i 2013 Skotlander Rum, og hans mission har været at gøre op med den gængse opfattelse af, at rom helst skal være fra Caribien for at være godt. Siden 2013 er der dog sket meget for både Skotlander Rum og denne opfattelse. Som jeg indledningvis skrev, så har Danmark været gennem en “rom-bølge”, som dog virker til at være stilnet en kende af. Det er den dog ikke hos Anders – han tordner fremad og er hamrende passioneret. Jeg havde fornøjelsen af, at hygge med ham over en kop kaffe på hans lager i Nordjylland, hvor vi talte om rom, gin, det danske marked og om god kaffe.

Skotlander Great Dane Rum
Skål… Læg mærke til båden i baggrunden – Ohøj!

Det første spørgsmål jeg bliver spurgt om, når jeg møder mennesker som gerne vil drikke rom er – “jamen er det ikke bare spiritus fyldt med sukker” – egentlig en ret fair antagelse og til tider kunne man sagtens have den opfattelse. I størstedelen af Anders produkter er der ikke tilsat sukker.

Great Dane White Rum

Den er lavet på et mix af Jamaica pot-destillater fra Hampden og Worthy Park, Trinidad kolonne-destillat fra Angostura og efterfølgende justeret til 47 % alkohol med vand fra Danmark. Jeg smagte denne rom for nogle måneder siden først gang hos en kammerat, som faktisk serverede den blindt for mig. Jeg vil godt tilstå, at jeg var på herrens mark først. I næsen har den en pæn mængde alkohol, da den holder 47 % ABV, men efter den lige damper lidt af, så kommer der genkendelige noter af tropisk frugt frem. I munden har den et dejligt varmt kick fra alkohollen og let smag af ananas og mango.

Skotlander Great Dane Rum
Great White Dane Rum… En lækker rum både neat men også i en cocktail…

Jeg vil sige, at du skal være glad for ren alkohol for at nyde denne, hvis ikke, så er den fremragende i en cocktail, hvor det åbenlys valg er Daiquiri eller Mojito – men ellers så fungerer den også sygt godt med en pink tonic, frisk lime saft en kende sukkersirup og masser af isterninger. Hvad denne cocktail hedder ved jeg ikke, men den holder!

Du kan læse mere om Great Dane White Rum rommen på Anders Skotlanders hjemmeside.

Great Dane Rum

Denne rom er virkelig for dig, som gerne vil have det bedste af to verdener – her får du et blend fra eksklusive fade, som Anders selv har udvalgt fra destillerier i Guatemala, Den Dominikanske Republik, Barbados, Jamaica og Panama. Den er destilleret og lagret i Mellemamerika hvor efter den har fået det, som man kalder “cask finish” i fade der tidligere er brugt af Skotlander Rum. Altså får du det bedste fra de to verdener. Anders beskriver det selv således:

Du får altså det bedste af to verdener: En klassisk sød rom i caribisk stil med et strejf af dansk verdensklasse.

Citat: Anders Skotland…
Skotlander Great Dane Rum
Sødmefuld i balance og en gennemført rom…

Den har fået mellem 3-8 år – så hvis vi oversætter til whiskyverdenen må den kun kaldes en “3 års” – men i romverdenen må den kaldes en “8 års” indenfor deres solera-system. I næsen har den noget mere sødme en “Great Dane White Rum” – jeg fornemmer klart finsk lakrids, karamel og masser af sødme. I munden er den også sødmefuld, men bestemt i balance og her kunne jeg faktisk sagtens kunne have brugt højere ABV end de 40 %. Nu ved jeg, at det er én af Anders’ bestsellere og 40 % tiltaler ganer som er nye i denne verden med ren spiritus, så jeg forstår det skam godt.

Jeg tænker en “Great Dane Cask Stenght” kunne være næste skridt – velvidende om, at det måske bliver vanskeligt med de mange blends. Ikke desto mindre så er det en flot rom og til 350 kr. får du et lækkert produkt.

Du kan læse mere om Great Dane Rum rommen på Anders Skotlanders hjemmeside. Prisen ligger på 350 kr. for 70 cl.

Håber det har givet inspiration til dansk rom – skål og god dag!

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar