Der er stort set alt på menuen hos Streetfood i Friis Centret i Aalborg, hvor du finder 12 madboder og intet mindre end 300 siddepladser – derudover er der også en bar, hvor der udskænkes alkohol, du kan altså på én lokation få mad fra 12 forskellige køkkener. Jeg besøgte dem for nylig med mine piger. Læs anmeldelsen her.

Udover Streetfood i Friis Centret har vi også i Aalborg et andet Streetfood-område, som ligger ved lystbådehavnen i vestbyen. Det har tidligere haft det lidt vanskeligt grundet manglende besøgende, hvilket jeg faktisk ikke forstår, for der er utrolig hyggeligt. Jeg kan allerede nu sige, at Streetfood i Friis Centret ikke, som det ser ud nu, kommer til at døje med manglende besøgende – faktisk vil jeg sige, at der er en kende for mange, så mit indledende råd til dig er at besøge det uden for peak hours eller undgå weekenden.

Hvis jeg skal remse op, hvad du kan spise hos Streetfood i Friis Centret Aalborg skal jeg lige trække luft ind: pizza, pasta, döner, kaffe, sushi, bao, poke bowls, kage, is, burger og fisk. Jeg har muligvis overset noget, men det er mere eller mindre, hvad du kan nyde.

Dette kan anbefales

“Hobros bedste burgerbar er flyttet til Aalborg”

Jeg smagte deres burger fra “Din Burgerbar”, som faktisk kommer fra Hobro, men har fået husly i Aalborg – velkommen til. De har bl.a. en MacDad 2.0 med en saftig oksekødsbøf, cheddarost og bacon – simpel og lækker. Du kan også få en ustyrlig lækker Blue Cheese Burger, der byder på blåskimmelost og sprød bacon – en menu koster 109 kr. og burgeren koster omkring 80 kr. Den kan du roligt bestille.

“En bid af Berlin”

Den populære dönerbar ligger allerede to andre steder i Aalborg og er helt sikkert det bedste bud på den klassiske tyske dönerkebab, du finder. Du skal være opmærksom på, at der er travlt, og besøger du dem i peak hours, så tager det 20-25 min. De har heller ikke en smart “bibber”, som fortæller dig, når maden er klar, så du kommer til at gå lidt til og fra dit bord.

Monopolet smager på: Streetfood i Friis Centret Aalborg
En stor bid af Berlin!

Vælger du at spise hos En bid af Berlin, så sæt dig tæt på boden, det gør det hele nemmere. Men nu til smagen som faktisk er i top, det er lækkert kalvekød, som skæres på den helt klassiske måde fra et spyd. En dönerkebab fyldt med kalv (eller kylling eller halloumi), rødkål, salat, tomat, agurk og tre slags dressing koster 85 kr., og der er mæthedsgaranti. Jeg ville dog ønske mig, at dressingen var fordelt bedre, ellers er det vildt godt.

El Santo – mexikansk inspirerede lækkerier

Hos El Santo får du så hatten passe – måske ikke hvis du render rundt med en los umbrellos hat – men det er tæt på. En fuldvoksen burrito koster 89 kr., hvor du så kan få ekstra oksekød for 30 kr. Vil du have guacamole til, er det 20 kr. Den er fyldt med kål, salat, bønner, salsa og kød, og der er ærligt talt rigeligt til to personer. Du kan få 3 stk. quesadilla for 59 kr. med ost og salsa, som smager glimrende – dog var de lidt bløde, men det skyldes muligvis, at jeg skulle skyde billeder af dem 😁

Monopolet smager på: Streetfood i Friis Centret Aalborg
Rigeligt til to personer!

Hvad kan gøres bedre?

Vi starter med DL Fried Chicken, hvor jeg egentlig synes, de gør det godt, men prisen er helt off. Deres fried chicken “Nr. 8 Salad Menu” koster 89 kr., og det er en “børneportion”, nu kunne man måske argumentere for, at det er en glad øko-kylling, og salaten er ekstra spændende, men det er ikke tilfældet – det er ærligt bare ikke godt nok. Videre render deres ejer rundt og deler smagsprøver ud, hvad der virker lidt skævt – der er i forvejen rigeligt med mennesker og en lettere kaotisk stemning, hvilken han sådan set blot gør endnu værre.

Monopolet smager på: Streetfood i Friis Centret Aalborg
Nr. 8 fra DL Fried Chicken til 89 kr.

Det leder mig faktisk til det sidste punkt – den kaotiske stemning. Du sidder næsten “ryg mod ryg” på bænkene, hvilket betyder, at du næsten ikke kan komme ud og ind. Hvis du så oven i købet ikke aner, hvornår din mad er klar, så er det ret frustrerende. Mit råd er her, at der fjernes nogle bænke, og antallet af pladser justeres fra 300 til 280 – fjern to borde og fire bænke. Det vil give luft og accepter så, at der måske kommer lidt færre kunder – jeg er sikker på, det går med de priser, du finder derinde.

Kommer jeg igen?

Ja, det gør jeg, men det bliver på en mindre travl dag, hvor jeg kommer til at smage fra nogle andre boder, og så placerer jeg mig i et hjørne og forsøger at finde lidt mere plads.

Lad mig endelig høre hvad du synes om Streetfood i Friis Centret Aalborg

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Write A Comment