Denne artikel indeholder reklamelinks

Links og priser opdateret 11-01-2026

Jeg har lavet mad i mange år, men først ret sent gik det op for mig, at gode knive af høj kvalitet øger min lyst til at lave mad. En skarp kniv, som ligger godt i hånden er bare en fantastisk følelse, når man skal i sving. Jeg har gennem tiden testet mange knive bl.a. i min tid på Gastromand, hvilket betyder, at jeg har haft alverdens udgaver i hånden – næsten alt fra de dyreste knive til mere “hverdagsknive” fra fx Global eller Fiskars. I dette indlæg kigger jeg på knivene fra et nystartet firma i Nordjylland…

Læs også min guide til køb af det bedste knivsæt og den bedste kokkekniv.

Qookware er startet af de to unge passionerede mænd Mike Horup og Mathias Lydersen. De har begge en forkærlighed for madlavning, og det, der egentlig blot var en investering i en række lækre kvalitets kokkeknive fra Japan, endte med at være startskuddet til en vaskeægte iværksætterdrøm. I dag driver de (på trods af studie) deres firma Qookware – ret godt gået. Nogle gange tænker jeg ved mig selv, at ungdommen er ihærdig og bare vil fremad – fascinerende.

Køb Complete Sæt fra Qookware til 4.674 DKK.

Førstehåndsindtryk & unboxing

Knivene kommer i nogle lækre æsker og er flot præsenteret. Det første dit øje ser er det helt klare blad, hvor de i toppen har karakteristiske aftryk efter slag, hvor de er banket til knive. I bunden af bladet er der et smukt mønster, som fuldender kniven. Design og udseende er individuelt – men hos mig passer de ret godt i skuffen.

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
Velkommen til jeres nye hjem…

Qookware har lavet nogle forskellige sæt, som gør det ret let at overskue. Jeg kigger naturligvis på det hele eller “The Complete Set“, som indeholder 7 knive. Hvis vi kigger på dem fra “bunden” er der en “Rose kort urtekniv“, “Rose lang urtekniv“, “Rose nakiri kniv“, “Rose udbenerkniv“, “Rose santoku kniv” og den klassiske “Rose japansk kokkekniv” og naturligvis “Rose brødkniv“. Mit første indtryk er, at jeg har knive nok til det næste lange stykke tid.

Kvalitet fra Qookware

Når vi snakker om knive, er kvalitet uhyre vigtig. Faktisk burde hele dette indlæg næsten ikke handle om andet. Når man snakker kvalitet, kigger man typisk på kvaliteten af det stål, der er brugt og skarpheden på kniven. Alle nye knive, som er slebet på en fabrik, er skarpe, og det gælder alle lige fra de dårligste til de bedste. Det afgørende er, om de også er skarpe efter en måneds brug, og om de kan slibes op igen.

Hvis vi kigger på knivene fra Qookware, så er de lavet i 67 lags Carbon stål med et skæfte i pakkatræ. Derudover er de smedet ud fra damascus-metoden, hvilket betyder, at de mange lag stål kan ses på knivbladet. Stålet er VG-10″ Carbon stål. Allerede her er vi godt på vej, da dette er udtryk for høj kvalitet. Mange kokkeknive fra Japan er lavet i denne type stål, som har 1 % carbon og 15 % crome. “G” står i øvrigt for “Gold” – på japansk hedder de “V-Kin-10” – “Kin” betyder “Gold” på japansk.

Qookware ligger i toppen af Rockwell-skalaen

Det lyder næsten som en måling af ampere i en Marshall-forstærker ikke? Det er det ikke, det er en ankerkendt international skala til angivelse af hårdhed på en metallisk overflade, som fx en kniv. Tidligere har jeg fx testet Globals knive, som er meget kendte, og ofte ses i danske hjem. Deres knive ligger på ca. 58 HRC. Ellers ligger mange europæiske knive omkring 55 i HRC, og blot nogle få hop på denne skala betyder meget. Flere af Qookwares knive ligger på 62 HRC, hvilket er flot og højt. Du kan sagtens finde andre knive, som ligger mellem 60-62, men prisen stiger også. Det vender vi tilbage til. Dette er i hvert fald meget imponerende.

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
Kokkekniven – 20,5 cm blad…

Vi runder lige af med skæftet, som er lavet i pakkatræ, som har den evne, at det er meget vandafvisende. Reelt er det farvet træpulver, som er støbt, og som ofte bruges til knive, da de kommer i kontakt med vand, og derfor skal kunne modstå meget.

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
Skæftet er lukket med en crome-forsegling…

Selve testen af Qookware

Nu har jeg skåret og hakket de sidste mange måneder og føler efterhånden, at jeg er fuldstændig fortrolig med knivene. Jeg lavede naturligvis “rookie-mistake” og skar mig flere gange i starten. Fælles for knivene er, at de ligger godt i hånden. Håndtaget i pakkatræ er nemt at holde, og selv om de får lidt væske, så ændrer de sig ikke.

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
En meget god måde at teste kniven på – men det slider faktisk lidt på dem…

En god test er at skære i papir. Nu tænker du måske – hmm, lidt underligt, det gør jeg ikke til dagligt. Det er absolut forståeligt, men det viser, hvor skarp kniven er. Du kan se om papiret “flosser”. Her har jeg testet dem efter en uges brug uden at slibe dem. Det er måske lidt synd, men omvendt så skal de også testes grundigt, og de kan slibes op igen.

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
Efter en uges brug – faktisk ret godt gået…

Jeg bruger mest Nakiri-kniven, da jeg har lavet rigtig mange vegetarretter – årsagen dertil er blot, at jeg forsøger at skåne klimaet lidt. Næst er det svært at komme uden om Santoku-kniven, som jeg faktisk napper oftere end kokkekniven. Det skyldes, at den er lidt kortere, og så klarer den næsten alt. Begge knive koster 899 kr. stk.

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
Santoku-kniven…

Gode råd

Giv kniven et godt og langt liv

  • Vask kniven grundigt efter brug med en blød svamp eller børste. Sørg for at alle mad- og sæberester er væk.
  • Opbevar dine knive i en knivblok eller et andet sted, hvor de ikke ligger og rasler rundt med andet køkkenudstyr.
  • Undgå opvaskemaskine – det er næsten en dødsdom for dine knive! Det ødelægger med garanti skæftet, og så kan du godt regne med, at æggen skal slibes op igen af en professionel.
  • Slibning af dine knive forlænger også deres levetid generelt. Mit råd er at sende dem til slibning – flere steder tilbyder denne mulighed.
  • Selv om du har en kniv af høj kvalitet, så er den ikke lavet af jern – men tyndt stål, så inden du hakker et kyllingeben over eller skærer direkte i frosne grøntsager, så tænk lige en ekstra gang – der kan gå et stykke af æggen, som måske ikke kan slibes op igen.
Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt
Hold kniven skarp – enten med en slibesten eller ved en professionel…

Dommen over Qookware

Qookware har nu været i brug hos mig i 2 måneder, og de kommer til at være her længe endnu, så jeg skal nok opdatere indlægget. Indtil videre så holder de sig utrolig godt skarpe. Videre ligger de godt i hånden, og de holder sig pæne efter brug. Prisen er en vigtig faktor – her er Qookware godt med. De ligger mellem 399 kr. – 899 kr., og vælger du at nappe alle 6, så får du dem faktisk til 600 kr. stk i gennemsnit – hele sættet koster 3599 kr. Det er billigt, og i forhold til kvaliteten vil jeg næsten sige for billigt. Knivene scorer højt på Rockwell-skalaen, de ligger på ca. 61-62 HRC, og naturligvis kan du finde noget lignende, men ikke så billigt. Alt i alt er det svært at finde noget at sætte en finger på. Det eneste er, at nogle måske vil frygte for kvaliteten, da de er “for billige” – men tag mit ord for det – de holder. Godt gået drenge – knæk og bræk!

Anmeldelse af Qookware Rose knivsæt

De skarpe facts
67 lag japansk carbon VG-10 stål
Smedet efter “Damascus metoden”
Skæft i pakkatræ
60-62 HRC på Rockwell- skalaen

The Complete Set – 4.936 kr.

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

5 Comments

  1. Pingback: Knivsæt - Her er de 15 bedste knivsæt → Læs med her!

  2. Jens Kjærgaard Frederiksen Reply

    Hej.
    Hvordan klarer de sig her efter noget tid? Skal have skiftet knive snart og synes de lyder rigtig spændende 🙂
    Mvh
    Jens

  3. Pingback: Test-oversigt: De bedste japanske knive ifølge eksperterne

  4. Har du overvejet at QKnives ikke er en knivproducent og de fleste af deres knivsæt også er at finde på Alibaba?

    • Hej Heine,

      Ja til det første, det er jeg helt med på, de har designet “Rose” og ja jeg ved godt de ikke selv står og banker stålet ud 😌 det sidste nej, kender ikke stedet. Men jeg kender drengene og de er nogle flittige unge knægte som har et godt produkt.

      Tænker man kan finde alverdens ting på det site 🤷‍♂️

      Bh
      Mads

Skriv en kommentar