Kaotiske vejrmeldinger fra TV2 – torden – 65 mm regn og ét af de vådeste år i Roskilde Festivalens 52 års levetid – men alligevel valgte mere end 130.000 deltagere at tage på “Ros” for at opleve “The Orange Feeling” – hvordan kan det være?

Jeg har altid været modstander af Roskilde Festival. Jeg tænkte, det var en flok hippier, som traskede rundt på en mark i mudder i en uge mere eller mindre sanseløst berusede, dog til lyden af fremragende artister. I 2018 blev jeg klogere – meget klogere. Det var året, hvor jeg besøgte Roskilde Festival for første gang, og jeg blev taget med storm og forelsket ved første øjekast.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Allerede på vejen, når dette syn møder mig, kan jeg mærke sommerfuglene i maven
På vej ned mod Roskilde Fesitvalen

Det skyldes ikke artisterne

Selv om navne som Rollings Stones, Bob Dylan, Coldplay, Metallica, Iron Maiden, Paul McCartney, Muse, Kanye West, Eminem, Oasis, The Weeknd og mange mange flere har gæstet Roskilde Festival og den legendariske Orange Scene, så var det faktisk ikke årsagen dertil. Årsagen var den øjeblikkelige “hjemlige følelse”, jeg fik få timer efter ankomsten.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Så slemt var vejret altså ikke

Tanken om at Dyrskuepladsen i Roskilde i en uge er Danmarks 4. største by bygget på skuldrene af mere end 30.000 frivillige, som arbejder for en non-profit social organisation, der donerer sit fulde overskud til velgørenhed kombineret med en uendelig mangfoldighed, overskud, hygge og samvær ét fælles mål – nemlig at nyde nuet – var grunden til, at jeg blev forelsket.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Hatten af for alle jer frivillige

Man snakker om “The Orange Feeling”

Udtrykket stammer naturligvis fra Orange Scene, som er symbolet på Roskilde Festival, men hvad handler det om, og hvorfor snakker man ikke om lignende følelse på andre festivaler? For mig er denne følelse en kombination af musik, frihed og fællesskab. Du mærker det tydeligt efter nogle timer, hvor du med stor sandsynlighed støder ind i nogle andre festivalgæster, som du falder i snak med, måske får du endda en øl med dem, nyder en koncert eller fester dagen lang med dem.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Skønne mennesker på Roskilde Festival

Selv har jeg oplevet det hele, festet i timer med ukendte festivalgæster, været til whiskysmagning med forbipasserende fordi vi skulle samme vej, siddet i flere timer foran Orange Scene og lyttet til tilfældige kunstnere med en folk tjenere og kokke fra en restaurant i København. Det er præcis det, Roskildes Festival kan – den samler folk, bringer dem sammen, får folk til at glemme hverdagens stress og jag i en uges tid.

I 2024 kendte jeg stort set ingen kunstnere

Nuvel, jeg kendte måske 4-5 stykker – men ud af 200 artister er det ikke mange. Alligevel ville jeg afsted – allerede månederne op til, hvor min app (Roskilde Festival) begyndte at komme med push-meddelelser kunne jeg mærke det: “FOMO” (Fear of missing out). Tanken om at jeg ikke kunne opleve friheden i de 4 dage, hvor jeg altid gæster festivalen var ikke til at bære.

Fokus på bæredygtighed i flere former

Noget, som bestemt også løfter min “Orange Feeling”, er tanken om, at bæredygtighed er højt på dagsordenen. Det er en gennemsyret del af Roskilde Festival, hvor der er høj fokus på miljøet – forestil dig, hvor mange plastikkrus 130.000 tørstige festivalgæster kunne få brugt på den uge festivalen forløber? I stedet bruges der genbrugskopper, som faktisk koster 5 kr., nu kunne jeg sikkert godt have råd til bare at sætte dem fra mig og købe en ny, men under hele festivalen, så gik jeg faktisk op og afleverede dem, så jeg sparede 5 kr. hver gang. Samlet set blev det også til en slat – men endnu vigtigere, så belaster det slet ikke miljøet på samme måde.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Et vigtigt mål for Roskilde Festival – bæredygtigheden

De går efter at være CO2-neutrale inden for det, som kaldes “scope 1” (det er kilder, som du ejer eller kontrollerer) og “scope 2”, som er lidt mere omfattende, da det er indirekte emissioner fra dit varme-, damp-, køle- og strømforbrug.

De små ting, som du måske ikke bemærker

Jeg kunne snakke længe om “The Orange Feeling”, fællesskab, kunstnere og den mangfoldighed, som du møder på Roskilde Festival, men jeg synes, det er værd at nævne de små ting, som måske ikke alle lægger mærke til. Fx var der bygget en basketballbane, hvor flere tilfældige lige dannede et par hold og hyggede sig nogle timer. Der var også aktiviteter med fodbold, som forklarede vigtigheden i sport og det, at sport samler mennesker. Reelt skulle man tro, at de fleste “blot” ville feste – men ikke én eneste gang hvor jeg passerede en aktivitet med sport, var der ledigt – altid fyldt med glade mennesker.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Dette billede siger det hele om “The Orange Feeling”

Med tilladelse fik jeg lov til at dele dette billede – to tydeligt forelskede unge mennesker sidder for sig selv, men alligevel blandt alle i deres egen lille boble midt på Dyreskuepladsen. Jeg synes, det er et skønt billede, som siger det hele om “The Orange Feeling”.

Hvad så med maden og næsten vigtigere endnu – hvad med drikkevarerne?

På Roskilde Festival kan du smage alt mellem himmel og jord. Som du kan se i baggrunden på billedet ovenstående, er der en “Champagne Lounge”, hvor du kan få østers og bobler. Derudover så kan du naturligvis få burgere, hotdogs, pizza og alt det traditionelle.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Du spiser godt på Roskilde Festival

På billedet er nogle af de steder, jeg besøgte, hvis du overvejer at besøge Roskilde Festival 2025, så kan jeg anbefale følgende steder:

Halifax Burger – lækker, klassisk cheeseburger til 95 kr. og ja, det er “festivalpriser”, men den er pengene værd. Hvis Baka d’ Busk kommer næste år, så besøg dem for Guds skyld! Det er vegetarisk, og noge af det bedste, jeg har smagt. Dette år havde de lavet “verdens længste kartoffelmad”, som du kunne smage inklusiv fri Akvavit og en cocktail for 70 kr., helt latterligt billigt og lækkert! Næste er Meyers, som er en sikker vinder – hans flæskestegssandwich koster 110 kr. og er svinelækker! Ved siden af finder du “The Slobby Burger” som er med coleslaw og kødsauce – en snasket og mættende fætter til 88 kr. Så er der “Big As Diner”, som laver en god kyllingeburger med en endnu bedre milkshake til – faktisk den bedste jeg har smagt på en festival – prisen er 120 kr. Til sidst – “Rørt CPH”, som tilbyder 3 stykker “luksushåndmadder” for 115 kr. – jeg fik en kartoffelmad, en hønsesalat og en skaldyrssalat på smørristet rugbrød – vildt lækkert!

Lidt alkohol ryger der også ind på Roskilde Festivalen

Der er mange gode steder, og fælles for alle er, at både cocktails, drinks og andet er lavet med omhu, jeg har aldrig rigtig fået noget, som har skuffet mig på Roskilde Festival. En klassisk Tuborg er måske ikke det sjoveste, men foran Orange Scene smager den som en drøm.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Cocktails – Akvavit – Tuborg – Margarita – Booze N Shakes

“Rebæl” laver gode cocktails til 70-80 kr., som er “on tap”, men de smager glimrende og udvalget er rigtig fint. Akvavitten, du ser øverste til højre, er fra Baka d’ Busk og kommer fra Nordisk Brænderi i Fjerritslev. Nederst ser du en klassisk “Margarita” med 8 cl. Tequila i fra “Gringo Bar” – den er god og koster 139 kr. så set ud fra centiliter er det value for money. Til sidst ser du “Milkshake N Booze”, som er en shake med kaffe, likør, vodka og vaniljeis – du får den på “Grande Bar” foran Orange Scene til 99 kr. og er perfekt, hvis solen skinner – men pas på, du kan snildt drikke 3-4 stykker af dem.

Det som manifesterer min “The Orange Feeling” for 2024

I 2024 var der et plejehjem på Camp Øst, hvilket skyldes, at en række af plejehjemsbeboerne havde et brændende ønske om at komme tilbage til Roskildes Festival. Flere af dem var kommet der i årtier, men grundet alderdommen havde de ikke længere de muligheder. For at imødekomme deres ønske blev der bygget et skur, hvor de evt. kunne overnatte og nyde livet på campen, dog i lidt bedre læ for regnen. Modtagelsen var enorm, og de fik besøg af utrolig mange unge mennesker, som kom forbi for at lytte til dansktoppen, spille ballontennis og til en hyggesnak. Flere af pensionisterne kom også til koncerter, og nogle mødte endda deres børn og børnebørn. Den slags varmer mit hjerte og understreger den enorme mangfoldighed, der findes på Roskilde Festival – det er indbegrebet af The Orange Feeling.

Roskilde Festival 2024: Hvad er
Take care – vi ses i 2025

Har du været på Roskilde Festival?

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar