Brødrene Price vandt hele Danmarks hjerter med deres lette tilgang til kalorier – navnlig smør – for omkring 15 år siden, da deres udsendelser ”Spise med Price” blev sendt på DR. Efter en lang række sæsoner fortsatte de deres succes på restaurantscenen, hvor de åbnede deres første restaurant i Rosenborggade i København i 2016 – siden da er det blevet til 5 restauranter fordelt over hele Danmark – jeg har besøgt deres restauranter flere gange, men denne gang havde jeg mine tøser med, da Brødrene Price nu har lavet en menu til børnene – men ikke med riiiigeligt smør

På C. W. Obels Plads i Aalborg kan du besøge Brødrene Prices restaurant, der er indrettet som fransk bistro, hvilket sikkert skyldes brødrenes forkærlighed for det franske køkken. På deres menu har de både a la carte kort samt en menu. Begge dele er til overkommelige priser, og portionerne er velvoksne.

Stadigvæk mæt dagen efter

Ja, nu kunne jeg jo have holdt igen, men det er svært – som Adam Price siger i afsnittet ”La Dolce Vita” efter at have brugt over en liter fløde til sin Sportskage ”mådehold er vigtigt”. Det er det også, men jeg ville gerne smage lidt af det hele. Ved besøget havde jeg mine tre tøser med – Sophia, Noa og Smilla. Årsagen til, at vi besøgte netop denne restaurant og ikke den sædvanlige Bones i Skalborg, var faktisk, at jeg gerne ville have, at pigerne smagte noget andet og selv om, det er en ”børnemenu”, så kommer de unægtelig til at opleve andet end ”ta-selv-salat” og spareribs. Nu skal det dog indskydes, at jeg er kæmpe fan af Bones, hvilket også fremgår i anmeldelsen af Bones-restauranten. Det handler mere om, at der gerne må være lidt afveksling. Børnemenuen består af tre retter til 175 kr. Der er valgfrit snack til at starte med som enten er sprødt kyllingeskind med dip, saltede mandler eller grøntsagsstænger med pesto. Hovedretten er enten en mini-byg-selv burger eller spaghetti bolognese og som afslutning enten Prices iscreme eller marineret frugt med vaniljecreme.

”Alt på ét bræt”

Nu serveres det godt nok ikke på ét bræt, men det er muligt at bestille alle snacks på kortet samlet til 125 kr. De består af oliven og saltede mandler, kroketter af and, Prices skinke og kyllingechips med svampecreme samt surdejsbrød. Til mig og mine tre piger var der rigeligt, og det positive er, at de alle fik smagt kyllingechips, som er lavet på skindet fra kyllingen, hvilket i øvrigt passer perfekt til svampecremen.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg

De fik også spist lidt af Prices skinke, som er en god lufttørret én af slagsen. Min klare favorit var de små kroketter med confiteret and, som min yngste datter også var temmelig vild med. Det, pigerne var mest begejstrede for, var surdejsbrødet, hvor Smillas kommentar var ”de ligner små muffins, Far” – helt korrekt, og de smagte skønt.

Dagens menu

Ca. en uge tidligere var der kommet ny menu på kortet, hvor det er muligt, at få en to-retters eller tre-retters. Hvis du kommer søndag til torsdag, så får du lidt rabat på menuen, som koster 345 kr. for to retter og 425 kr. for tre retter. Prisen er 50 kr. ekstra fredag og lørdag. Jeg valgte at nappe deres menu, da den var helt ny og lød spændende. Menuen er ikke opgivet på deres kort, men du kan altid spørge tjeneren.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg
Lækker forret

Forretten er pt. laksetatar med ramsløgsmayo og ramsløgsolie samt friteret ramsløgsskud og maltkiks, som gav det sprøde indslag til den cremede og fede ret. Min ledsager i glasset var Chardonnay – Bourgogne Blanc, Domaine Faiveley, Bourgogne, som er et ret godt glas – prisen er 95 kr. eller alternativt 475 kr. for en flaske. Det er klassisk hvid Bourgogne med noter af tropisk frugt, citrus, modne pærer og en kende fad. I munden fyldig, rund og med masser af krop.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg
Glimrende Bourgogne og meget prisvenlig

Mine piger valgte at få burgere og peberbøf. Min ældste datter, Sophia elsker vitterligt kød, sauce og gode tunge retter, så en peberbøf var et godt valg. Køkkenet havde valgt at placere noget af peberet ved siden af for at tage hensyn, det, synes jeg, er godt tænkt. I afsnittet ”Some Like It Hot”, hvor Brødrene Price laver stærk mad, indgår der netop en peberbøf, hvor James virkelig kommer mange knuste peberkorn på bøffen, hvilket måske havde været for meget af det gode.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg
Prices peberbøf med pommes til

Prices burger

Vores tjener foreslog faktisk, at Noa og Smilla fik Brødrene Prices Burger i stedet for ”mini-burger”, da han mente, at de sikkert ikke ville blive mætte. Prices burger er på Bellotta sortfodsgris og serveres i briochebolle med løgrelish, skiver af semidried bøftomater og chipotledressing og sprøde pommes frites som sides. Jeg smagte selv burgeren, som var glimrende og fyldt med smag – nu har Brødrene Price vist aldrig lavet en burger, men havde de, så var den lige efter deres hjerter. Jeg troede faktisk, pigerne ville levne mindst halvdelen, men det var ikke tilfældet, de fik næsten spist op, så de har været sultne, for det er en stor burger. Dog vil jeg sige, at ”mini-burgeren” fint ville mætte et barn, når der også er snacks og dessert med i menuen.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg
Prices Burger – kan varm anbefales

Til hovedretten fik jeg confiteret gris med poppet svær, sauce på gule beder, glace og friske små gulerødder. En virkelig velsmagende ret med et godt stykke mørt gris.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg
Hovedret på deres menu

Jeg fik valget mellem to rødvine til grisen, hvor den ene var en Ripasso, Valpolicella, Tommasi fra Italien til 85 kr. glasset og den anden Diamond Collection, Francis Ford Coppola fra Californien på Zinfandel til 90 kr. Begge vine er gode, og du bliver ikke skuffet over nogle af dem. Jeg har smagt dem utallige gange – hvis du er til den lidt syrlige og mindre sødmefulde, så gå efter Tommasi – er du til den gode tunge bamsevin, så gå efter Zinfandel – begge dele fungerer til grisen.

La Dolce Vita

Det søde liv er afsnittet, hvor Brødrene Price boltrer sig i sukker og søde sager. Det må man næsten sige, at vi også gjorde til dessert. Min ældste datter fik Gâteau Marcel, min mellemste sprang på en creme brulee, og den yngste fik desserten fra børnemenuen med marineret frugt og vaniljecreme. Desserten til menuen var rabarber med vaniljeis, som smagte skønt.

Monopolet Smager på: Spise med Price i Aalborg
Der er masser af lækre desserter på Brødrene Price

Hos Price spiser man godt

En ”ædling” er en, som spiser godt – sådan sagde Birgitte Price tilbage i et gammelt DR-program, hvor de talte om ordets betydning – at en ”ædling” så ganske vist er et opfundet ord, siger vi ikke noget om. Hos Brødrene Price spiser man også godt, og der er rigeligt med mad, også til at mætte en fuldvoksen knægt som mig. Faktisk er de tre retter eller evt. en omgang snacks, hovedret og dessert rigeligt med mad. Det eneste jeg savnede, var lidt Brødrene Price eller at føle deres ånd i restauranten, måske skyldes det, at jeg kan deres afsnit udenaf, forfra og bagfra, alternativt så ville jeg gerne have flere af deres “signaturretter” på menuen, det er altid sjovt at spise noget, som man husker, de har lavet i et afsnit.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Write A Comment