I smukke Helsingør finder du Hotel Marienlyst, som er indviet i 1861. Det ligger nord for Kronborg og er et 4-stjernet hotel, som rummer mere eller mindre alt, hvad hjertet begærer af luksus. De har spa, pool, restauranter med et enormt vinkort og endda et casino, hvis du er den spillelystne type. Men hvad adskiller Marienlyst Strandhotel fra andre hoteller af samme type? Få svaret i artiklen her.

Historien

Hotel Marienlyst er bygget i 1859-1861 og indviet i 1861. Hotellet er kendt for besøg af adelige fra både Danmark og hele Europa, hvor bl.a. Kong Christian IX var hyppig gæst – efter sigende skulle hans favoritværelse være nr. 15 – så hvis du vælger at besøge Marienlyst Strandhotel, så kan du jo passende høre om netop dette værelse er ledigt. I sine mange leveår har hotellet dog langt fra været populært og en overskudsgivende forretning. I 2017 blev det overtaget af kapitalforvalteren Artha, som måtte kæmpe med underskud, faldende antal besøgende og i det hele taget et hotel, som havde mistet sin gejst. Dog lykkedes det på få år at vende skuden og gennem bl.a. en gennemgribende renovering med 94 nye værelser, strandspa, wellnessoase tæt på verdensklasse at øge populariteten så meget, at det blev solgt for mere end 500 mio kr. i 2019. Men hvad så fire år senere? Er kvaliteten i top?

I toppen over besøgte steder

Nu kender jeg jo ikke niveauet før 2017 eller lige efter renoveringen, men jeg kan i 2023 allerede nu berette, og så er jeg med på, at det spændende skal gemmes til sidst, ellers stopper du nemlig med at læse, at det er i særklasse. Men hvad er det, som gør, at lige netop Marienlyst Hotel er fremragende? Inden du får dette svar, så dykker vi lige ned i, hvad hotellet tilbyder.

Restauranterne på Marienlyst Hotel

Der er tre restauranter på hotellet, så selv om du vælger at bo der gennem flere nætter, så kan du nyde din middag flere forskellige steder. Deres hovedrestaurant er “Restaurant 1861”, som er en fransk-/nordiskinspireret restaurant. Her kan du nyde en 5-retters til 595 kr., en 7-retters til 745kr., eller a la-carte. Et alternativ er Restaurant Isabell, som er mere franskinspireret – de har få retter på deres kort, hvor størstedelen er franskinspirerede. Hvis du besøger Hotel Marienlyst med børn, så har de bl.a. “Den børnevenlige rejecocktail” og “Kylling & Asparges”, som er kyllingespyd og spyd med asparges og bacon.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Morgenmaden – cocktails på Roxy og nederst cocktails og yatzy på Isabell

Den sidste mulighed er “Roxy Bistro & Bar”

Roxy er sådan set en bistro, men jeg vil dog kalde den en “gourmet bistro” – hvis det udtryk altså eksisterer. De har både lette retter som østers med citron, vinangrette og tabasco eller i en luksusudgave med syrnet fløde, citrongelé, dildolie og rogn. De har også caviar på brioche, vafler med ibericoskinke og gruyère – men du kan også nappe en omgang tatar, en cheeseburger eller moules frites.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Østers – vafler med ibericoskinke og gruyère og en enestående udsigt

Jeg kan varmt anbefale deres caviar med brioche, mayo og rødløg. Det er 30 gram fra Rossini og hans Black Label, som smager fantastisk. Æggene er lysegrønne/gyldne og har en skøn smag af nødder og karamel. De kommer naturligvis med perlemorsske, så du kan smage dem helt rent, prisen er 495 kr. for 30 gram (Onlineprisen er ca. 375 kr. så faktisk en fair pris.)

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Black Label, caviar fra Rossini med brioche, mayo og rødløg

Ellers er deres ibericoskinke, som kommer på sprøde vafler med revet gruyère også lækre. Prisen for disse er 125 kr., du skal måske spørge efter dem, da retten nogle gange er væk fra kortet.

Priserne på Isabell og “Roxy Bistro & Bar” ligger ret tæt på hinanden – her kunne jeg godt ønske, at der var lidt forskel, så den ene var en kende billigere end den anden. Dog skal det siges, at begge har virkelig gode køkkener.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Restaurant 1861

Restaurant 1861

restaurant 1861 er niveauet højt, og serveringerne er helt skarpe. De har også et fremragende vinkort, hvor du kan få næsten alt, hvad hjertet begærer. Du kan naturligvis også bestille en vinmenu med fire glas vin til 595 kr., hvis du som jeg er kæmpe vinelsker, så har de en “luksus vinmenu” til 995 kr., hvor de tilbyder nogle noget bedre glas. Hvis du kigger på value for money, så skal du gå efter den dyre menu, og er du glad for vin, så bliver du ikke skuffet.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Luksus vinmenuen på Restaurant 1861

Ved vores besøg fik vi serveret en klassisk dansk starter – stenbiderrogn på en lille luftig kartoffelkage med creme fraiche og karse – en fremragende servering, som faktisk koster 245 kr. på deres kort. Nu var denne vist med lidt mindre stenbiderrogn, men det ændrer ikke på, at det var en perfekt starter.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Lækker forret, som naturligvis kun er der i sæson

Vinen dertil var en Crement De Bourogne, som er en del af menuen. Normalt så er bobler enten en del af en vinmenu eller tilkøb, men på Restaurant 1861 er de en del af deres fem- eller syvretters menu. Det var et ganske fint glas bobler, men i forhold til resten af vinmenuen, så stod det lidt alene. En ide kunne være at tilbyde et glas Champagne mod en mindre merbetaling, så oplevelsen med boblerne og luksus vinmenuen var i bedre harmoni.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Gravad laks med ørredrogn og citron

Næste ret var også dansk-/nordiskinspireret. Vi fik gravad laks med ørredrogn og citron, som var en fin opfølger på den første ret. Masser af fedme fra laksen samt syre og så de delikate små rogn. Vores ledsager dertil var den amerikanske Ramey på 100 % Chardonnay, som kommer fra Russian River Valley nord for San Fransisco. De har tidligere været ret fadtunge i deres udtryk, men denne årgang 2019 var lettere og mere syrlig, hvilket var perfekt til første ret.

Hvem elsker ikke hvide asparges?

Jeg gør i hvert fald, og når sæsonen er på sit højeste, så er det den skønneste spise, der findes. Denne var lavet med brændenælde, som de havde rørt en mayonnaise på – det kan måske lyde lidt underligt, men det fungerede virkelig. Kammuslingerne var friterede, og dertil fik vi en hummersauce, som var fantastisk, og de var ikke nærrige med saucen – sådan! Du har mulighed for at tilkøbe caviar, som også er Gold Label, det koster 125 kr. pr. person – det vil jeg dog råde dig til at springe over. Det er ganske vist ca. 5 gram, men de forsvinder lidt i retten, så gem hellere de penge til to cocktails.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Fremragende mellemret – kammuslinger bliver kun bedre af en fritering

Vinen dertil var fra Loire Pouily Fume på Sauvignon Blanc, som havde masser af friske noter – grønne æbler, stikkelsbær, hyldeblomst og citron. En flot elegant vin til vores ret.

Oksefilet til hovedret – prikken over i’et var Calvados

Det er efterhånden sjældent, at jeg ser oksekød til hovedretten på restauranter, det er lidt som om, det er gået af mode. Restaurant 1861 har dog en glimrende hovedret med oksefilet, mandler og Calvados, hvor du får et stykke Angusfilet, som serveres med knuste Maracona mandler, friske nye gulerødder, forårsløg og en skøn sauce på Calvados. Til retten kan du bestille trøffel, som rives over til sidst. Prisen er 135 kr. pr. person – det kan du roligt vælge.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Hovedretten – perfekt tilberedt og virkelig skøn med friske trøfler over

Vores afslutning var rabarber på en lækker lille mazarinkage med hvid chokolade. En skøn dessert som ikke var for stor, hvilket for mig var rart, da mætheden var begyndt at sætte ind. Vores ledsager var et glas Sauterne fra Bordeaux fra den høje ende af skalaen. Tydelig duft af grillet citron, karamel og kandiserede æbler. I munden var den sødmefuld og perfekt til vores afsluttende dessert.

Afslutning

Jeg afslørede tidligere min begejstring for Marienlyst Strandhotel, og årsagen dertil skyldes oplevelsen af kombinationen af idyllisk stemning, hvor man fornemmer de 162 års historie, sammen med den nutidige luksus. Deres spa er utrolig lækker og at sidde ved deres “infinity pool” med udsigt til Øresund, Sverige og Kronborg er helt unik. Ellers kan du lægge dig i en af de mange solsenge og trække stikket fuldstændig ud.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Infinity poolen udenfor med udsigt over Øresund

De tilbyder både afslappet stemning og luksus, men ønsker du ikke fine-dining og gourmet med dyre flasker Champagne på Restaurant 1861, så besøger du bare Rory Bistro & Bar, hvor du kan nyde lette retter til fornuftige penge. Marienlyst Strandhotel er det eksklusive hotel, hvor alle er velkomne – der er højt til loftet, god stemning og et lille stykke af Danmarks historie. Det er tæt på, at jeg vil kalde det en luksuriøst tidslomme på den absolut bedst tænkelige måde.

Monopolet besøger: Marienlyst Strandhotel
Jeg kalder det “en luksuriøs tidslomme”

Det må næsten koste en formue, ikke? Nej, det gør det ikke – et superiorværelse med havudsigt, adgang til spa på ankomst og afrejsedag, fem retter og et glas bobler koster for to personer 4800 kr. Dertil kommer så drikkevarer og evt. frokost, som jeg også købte. Men hvis du holder igen med vinen, så kan det gøres for fornuftige penge, og udnytter du spa’en til fulde, så er er det value for money.

NavnMarienlyst Strandhotel
HvorNordre Strandvej 2A, 3000 Helsingør
Pris: $$$$

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Write A Comment