Som barn husker jeg tydeligt, at Svinkløv Badehotel var noget helt særligt. Jeg vidste dog ikke, at det var så særligt, som det rent faktisk er – det gik først op for mig for ganske nylig, hvor jeg lettere spontant besøgte det smukke badehotel, som ligger tæt ved Fjerritslev. Det drives af én af de bedste kokke i verden, Kenneth Toft-Hansen, som i 2019 vandt Bocuse d’Or, og det kan mærkes i køkkenet – men ikke som du måske tror. Velkommen til Svinkløv Badehotel.
Svinkløv Badehotel ligger i den yderste klitrække i bunden af Jammerbugten. Hotellets historie går helt tilbage til 1925, men i september 2016 gjorde en omfattende brand en ende på hotellets historie. Det blev genopbygget i løbet af nogle år, hvor det så stod klar – fuldt genrejst præcis som det var, lige inden Corona lukkede Danmark ned.
Heldigvis er denne tid bag os, og nu står hotellet klar til at tage imod gæster – dag efter dag gennem deres sæson, som i 2024 er fra 12. april – 6. oktober. Hvis du ønsker at overnatte, så skal du praktisk talt sidde klar ved telefonen, når sæsonen åbner, eller tilbede lykkens gudinde, for der er udsolgt på rekordtid og så har du kun muligheden for overnatning, hvis du er heldig, at der er en aflysning.
En omvej værd
Hvis du kender Michelin-guiden, så ved du måske, at én stjerne betyder, at det er en “rigtig god restaurant i sin kategori”, og to stjerner betyder, at det er en omvej værd. Nu siger jeg ikke, at Svinkløv Badehotel burde have to Michelin-stjerner, men jeg siger, at det er en omvej værd. Jeg tager gerne de ca. 50 min i bil fra mit hjem for at besøge badehotellet – det er nemlig det hele værd.
Ny menu hver dag
Ja, det lyder næsten, som om det er noget jeg finder på, eller at køkkenet må have det værste madspild, der findes, men den er god nok, Svinkløv Badehotel skifter menuen hver dag. Årsagen er, at de bruger ret små leverandører, som ikke altid kan levere den mængde grøntsager, frugt, fisk og kød, som gør, at de kan have samme menu gennem længere tid. Derfor har Kenneth og køkkenet besluttet, at de fint kan lave en menu efter dagens råvarer. Det er både beundringsværdigt og spændende. Derfor kan du heller ikke regne med, at du får præcis samme oplevelse som mig.
Svinkløv Menu, 3 retter 545,-
Grøn Menu, 3 retter 479,-
Stor Svinkløv Menu, 5 retter 745,-
Sådan ser menuerne ud på badehotellet, og forklaringen er, at den store menu faktisk indeholder næsten alle retter fra de to andre menuer, hvilket jo er smart – igen, så det er nemmere for køkkenet. Da jeg besøgte dem, valgte jeg deres “Svinkløv Menu”, og min medspiser valgte deres “Grøn Menu”. Jeg kan godt afsløre, at det er nordjyske portioner, så du går ikke sulten derfra.
Udvalg af snacks
Udover deres menuer, har de også forskellige snacks. Du kan få østers af typen “Perle Blanc”, en lille og “kødfyldt” østers, som serveres med fermenteret chili og citron, prisen er 55 kr., og er du til østers, så er den fermenterede chili et vildt match til østers. Den fermenterede smag sammen med chilien afdæmper den, og sammen med friskheden er det virkelig lækkert. Derudover kan du få fermenterede gulerødder med frisk gedeost og sort lime – prisen er 45 kr., og det er en skøn snack, som er perfekt til deling.
En snack, som jeg synes, du bare skal smage, er deres “Svinkløv skinke 42 måneder”, som kommer fra en sortbroget gris og er lagret og tørret helt naturligt under køkkenet på badehotellet. Jeg havde fornøjelse af at blive inviteret ned og se det hele af Kenneth, som er utrolig passioneret omkring denne proces.
Rummet er uden kunstig styring af temperatur, så det er op til “Vesterhavet”, hvordan tørringen forløber. Som du sikkert kan regne ud, så bliver denne skinke en gudespise, som også koster 149 kr. på kortet, men til gengæld er der også rigeligt til to personer. Hvis I er to, så kan du sagtens bestille alle tre retter, der kommer også brød til, hvilket er perfekt til skinken.
Ekstraordinær god vinmenu
Det med at vinmenuer på danske restauranter er blevet en lettere udskældt sag, hvor kvaliteten og mængden på ingen måder er tilsvarende prisen, finder ikke sted på Svinkløv Badehotel – faktisk er det helt modsat. Der er kæmpe value for money, og det er gode vine, som ligger over mine forventninger til en vinmenu for 475 kr. Det vender vi tilbage til.
Eksplosion af grønt
Den grønne menu har rødder i naturen og varierer naturligvis efter grøntsagerne. Da jeg besøgte dem, var første ret nye hvide asparges, som sikkert er på menuen endnu, eller indtil sæsonen stopper. Den serveres med lækre spanske mandler, mynte og vinagrette på rosa grape.
En ret hvor grøntsagen er hovedattraktionen, og den gør det eminent. Vinen dertil var en rosé fra Sancerre fra Domaine Delaporte, som Robert Parker har giver 91 point. Skøn duft af friske jordbær, hindbær, solbær og en lækker frisk og elegant mundfylde – helt perfekt til de hvide asparges.
Den næste ret på den grønne menu er et syn for guder – se lige, hvor smuk den er. Retten består af violette artiskokker, fem forskellige slags krydderurter, oliven og en cremet kartoffelsauce. Præcis en ret som denne viser, hvad Svinkløv Badehotel kan med grøntsager og den omgivende natur – en lækker ret, hvor du vitterligt glemmer både fisk og kød.
Den sidste ret på den grønne menu er en “Solbær isbombe” med en solbærsorbet, solbærcreme og lakridsmarengs. En dessert med fuld smæk på syre og lakrids, så hvis det er noget, du holder af, så vil du elske denne dessert. Vi får serveret et glas “Malvira Brachetto” – en mousserende rødvin fra Italiens hjerte Piemonte. Den lette dessertvin, som kun holder 6,5% alkohol, har en skøn duft af jordbær, hindbær og karamel. I munden er den frugtig og har en let syre – skøn afslutning!
Mulighed for halve vinmenuer
Da jeg er chauffør, ønsker jeg indledningsvis ikke at drikke vin, men den søde tjener foreslår nogle små glas og en halv vinmenu, så jeg kan smage deres udvalg. Det svarer til, at du drikker ca. 1,5 glas vin, hvilket betyder, at du sagtens kan køre hjem. En halv vinmenu koster 295 kr. og ærligt, så får du nogle fornuftige glas, og det sidste glas er med lav alkoholprocent, så det kan jeg varmt anbefale.
Svinkløv Menu
Den første ret på menuen er “Flamme grillet havkat” med grøn BBQ, lardo, basilikum og lime – den er lavet på deres yakitori-grill, som jeg så de tilberedte på i køkkenet – et perfekt mix af krydderier, fedme og intensitet. Dertil fik vi en Riesling med alder – 2015 fra “Fio” i Mosel, som virkelig er klassisk old school Mosel. Duft af røg, esdragon, ananas og citron og en perfekt kombination af friskhed, cremethed, mineralitet og bagvedliggende frugtsødme. Prisen online er 350 kr., så “ekstraordinær god vinmenu”.
En ret efter Kenneth Toft-Hansens hoved!
Ærligt, jeg er kæmpe fan af Kenneth, han er nede på jorden, i øjenhøjde med gæsterne, og han laver bare mad efter sit hjerte. Hovedretten på Svinkløv-menuen var “Brødstegt slethvar”, så et stykke lækkert tilberedt fisk med hvidt brød på, som er stegt i smør. Dertil kål, som sikkert er fra området, og en fyldig muslingesauce.
Bedst som man tror, at at det ikke kan blive bedre!
Så kommer der hvid Bourgogne på bordet – igen ekstraordinært, ikke at det er hvid Bourgogne, men prisen på de vine, som de sætter på menuen. Denne koster ca. 300 kr. online. Vildeste duft af grillet citron, smør, lakrids, toast og eg – jeg knuselsker den slags Bourgogne. Du kan næsten forestille dig, at den går hånd i hånd med smørstegt fisk og muslingesauce, ikke? TAK for den Svinkløv!
En ekstra dessert fra Kenneth
Jeg har i 2019 spist sammen med Kenneth og Rasmus Kofoed, inden de tog til Lyon. Jeg var inviteret ud på kokkeskolen i Valby for at smage retten. Så jeg kan som én af de få sige, at jeg har smagt verdens bedste mad, hvilket var en kæmpe ære. Som jeg skrev i indledningen, så har Kenneth taget en del af ambitionerne med i køkkenet, men som du kan læse og se, så er det mad helt nede på jorden, og det er skønt. Kenneth kunne tilsyneladende huske mig, så der blev sørget for lidt ekstra – bl.a. en dessert fra køkkenet, som jeg faktisk havde sendt lange blikke efter.
Det er deres Pistacia Mille Feuille, som består af pistacieis, praline og en sej-sprød marengs – lækker dessert, som vi får sammen med vores kaffe som afslutning.
Svinkløv Badehotel er en lille skjult perle i Nordjylland, som du efter min mening bør besøge, hvis du er klar til “gourmetoplevelser nede på jorden”. Kenneth og teamet i køkkenet leverer fremragende mad, som er fyldt med smag og dybde. Er du glad for vin, så får du også en god oplevelse på Svinkløv Badehotel, da deres niveau er højt – faktisk noget af det højeste jeg har oplevet længe. Det eneste, som kan være en smule irriterende ved Svinkløv Badehotel, er, at alle deres værelser meget hurtigt bliver booket 😉