100.000 mennesker, et hav af forlystelser, stress, fart, frustrationer, en tømt bankkonto kombineret med ét af de mest magiske steder i verden og ikke mindst en række minder for livet, det er den kontrast, Disneyland tilbyder. For mange børn er det en drøm at se det fortryllende Disneyslot, møde alle de kendte figurer og opleve magien, hvor drømme bliver til virkelighed. For forældrene er det noget af en beslutning, hvis de vælger at tage af sted. Jeg har selv været der tre gange og har efterhånden luret en række små hacks og tips til at få mest muligt ud af turen, som nemt kan koste 30.000 kr. for 3-4 overnatninger.
Nu må du ikke misforstå mig. Disneyland Paris er for mig det sted, hvor jeg har oplevet mest med mine børn nogensinde. De snakker stadigvæk om den første tur som deres livs ferie. Dog er det også med en vis afstand til konceptet, at jeg deler disse tips, for det er ærkeamerikansk, kunstigt og klinisk renset for fejl og skævheder. Videre så er jeg ganske enkelt ikke tilhænger af nogle af disse tips, da jeg synes, de bringer en side frem i folk, som fremhæver egoisme, og det ønsker jeg ikke. Derfor vil jeg lade det være helt op til dig, hvis du ønsker at bruge dem, lov mig dog én ting – hold døren for andre, lad dem komme foran i køen, smil og vær glad og vis hensyn til de andre gæster, det smitter nemlig, og ærligt så mangler det lidt i Disneyland. God fornøjelse.
Tip 1: Bo på et hotel som tilbyder adgang til parken før officiel åbningstid.
Disneyland har dagligt ca. 30.000 besøgende, og en stor del af dem bor naturligvis ikke i parken. Som gæst på flere af hotellerne herunder Disneyland Paris Hotel og New York Marvel Hotel har du adgang fra 08.30, hvor den officielle åbningstid først er 09.30. Denne time lyder ikke af meget, men den er guld værd for dit besøg. Du skal være 15-30 min i parken, før den åbner. Hvis du vil i Walt Disney Studios, så er ca. 15 min nok, hvis du vil i Disneyland, så skal du være der 30 min før. I Walt Disney Studios placerer du dig i køen helt til venstre for indgangen, lige meget hvor lang den er. Når der er 5-7 min til klokken slår 08.30, så åbnes der flere indgange op mod venstre, og så lister du over til dem, så du står forrest. Allerede her har du sparet masser af tid i køen, som ofte er langsom, da folk er utålmodige og ikke forstår at bruge deres ”Magic Pas” til sluserne – i øvrigt også dybt frustrerende.

Tip 2: Udvælg den bedste sprinter i familien og gå målrettet efter én forlystelse
Når klokken slår 08.30, og du står forrest eller næsten, fordi du har fulgt ovenstående tip, så sættes sprinten ind – om det er dig eller en anden er lige meget. Som en dopet galophest pisker du af sted mod den udvalgte forlystelse, og et par min senere står du forhåbentlig klar til at prøve den. I Walt Disney Studios er ”Crush” den mest populære, som stort set dagen lang har mellem 90-120 minutters ventetid. Jeg vil gerne erkende, at Smilla og jeg sprintede, og vi nåede at prøve den 5 gange uden særlig meget ventetid – kønt var det ikke, men vi nåede det.

Tip 3: Udvælg et område dag for dag
Jeg har i gennemsnit gået 15 km om dagen, hvilket er ret tåbeligt. Årsagen har været, at jeg er marchereret fra sted til sted for at ramme de forlystelser med kortest ventetid. Problemet er bare, at den tid jeg brugte på at krydse parken slet ikke gav mening. Derfor er mit råd, at du vælger et område om formiddagen, et om eftermiddagen og hvis du kan overskue det, så kan du ”cherrypicke” om aftenen.

Tip 4: Tidligt op og sent i seng
Præcis som “Gilli” synger det: “Tidligt op og sent i seng“. Søvn er reelt en luksus i Disneyland, eller omvendt så er det nogle dyre timer, som du sover væk, hvis du vælger at prioritere således. Det er der to grunde til: mellem 08.30-09.30 har du den time, hvor der er væsentligt færre besøgende. Fra ca. 21.00 begynder folk at samles om Mainstreet for at få en god plads til lysshow og fyrværkeri. Her kan du udnytte, at ventetiden er reduceret med 60-70 %, så mange steder er den nede på ca. 15-20 min. Ønsker du derfor at få det hele med, så er du faktisk tvunget til, at komme tidligt i gang og være oppe sent.

Tip 5: Gå efter de forlystelser hvor turen opvejer ventetiden mest muligt.
Nogle forlystelser har over en times ventetid. Det er voldsomt og dybt frustrerende. Dog er det sådan, at nogle af dem også varer ret længe. Derfor hjælper det, hvis du ved, hvilke der er lange. Jeg har lavet en oversigt over ventetid kontra den tid, forlystelsen tager, så du kan se, hvordan du kan udnytte din tid maksimalt. Læg mærke til at der ved nogle forlystelser er 40 minutters ventetid for 1 minuts forlystelse, og omvendt er der nogle med få minutters ventetid til en forlystelse af længere varighed.
Forlystelse | Gennemsnitlig køtid | Turen tager ca. | Ventetid pr. min i forlystelse |
Blue Thunder | 50-60 min | 4-5 min | 11 min |
Indiana Jones | 15-25 min | 3 min | 6-7 min |
Crush | 90-100 min | 2-3 min | 38 min |
Oblivion | 40 min | 1 min | 40 min |
Buzz Lightyear | 35-45 min | 4-5 min | 9 min |
Alice in Wonderland Maze | 10 min | 15-20 min | 0,50 min |
Karrusel bag Disneyslottet | 30-40 min | 1 min | 35 min |
Haunted Maission | 45 min | 6-7 min | 7 min |
StarTours | 45 min | 5 min | 9 min |
Disney Show | 30-60 min | 35 min | 1,5 min |
Hollywood Tower | 15-25 min | 3-4 min | 5-6 min |
Chef Remy | 45-55 min | 4 min | 12,5 min |
Slinky Dog | 35-45 min | 1 min | 40 min |
Aladdin | 35-45 min | 1 min | 40 min |

Hvis du føler, at det er helt uoverskueligt med alle de muligheder i Disneyland, så er mit bedste råd at vælge et show, som du kan se, så er der ganske vist lidt kø, men omvendt så varer det også lang tid, så ventetiden er godt givet ud.

Tip 6: Hvis du vil se lysshow og fyrværkeri tæt på
Der er sådan set to tips her. Hvis du virkelig vil det, så køber du sodavand, kaffe, chips eller andet lækkert og sætter dig lige foran slottet i midten af ”rundkørslen” ca. 21.00. Her sidder du så og venter i to timer på, det hele starter. Det er lidt op ad bakke, men det fungerer – mit råd er at gøre det én gang og så acceptere, at du ikke ser det de andre gange. Det andet tip modsiger det lidt, for ærligt så skydes fyrværkeri sjovt nok op i luften, og den ild der kommer, kan også ses flere 100 meter væk. Så om du står 200-300 meter væk, så gør det ikke oplevelsen betydeligt dårligere.
Hvor lang tid skal jeg bruge for at opleve Disneyland?
Du skal beregne, at første og sidste dag bliver kortet lidt af, og navnlig den sidste dag da du skal beregne tid fra Disneyland til lufthavnen. Ellers når du langt, hvis du har sammenlagt to hele dage i parkerne. Derfor vil jeg anbefale dig mindst to overnatninger – tre overnatninger betyder, at du har to hele dage i parkerne, og næsten lige meget hvor hård du er, så bliver det virkelig en voldsom og lidt trættende oplevelse. Hvis du vælger tre overnatninger er der dog den fordel, at du kan lægge lidt mere tid ind til pause, afslapning på hotellet og den slags – spørgsmålet er så bare, om du mener, det er pengene værd – det gjorde jeg ikke.

Hvad er den billigst måde at komme fra lufthavnen på?
Den billigste måde er at tage et regional tog fra lufthavnen ind omkring Paris, skifte og så videre til Disneyland, det tager dog op mod 90 min pga. ventetid. Derfor vil jeg råde dig til at bruge en Uber eller hyre en privatchauffør, da prisen her ligger mellem 50-70 euro.

Hvad er den nemmeste måde at komme til lufthavnen på?
Den nemmeste måde er at benytte den direkte linje ”TGV”. Den kører ca. én gang i timen direkte fra Disneyland. Du finder terminalen lige udenfor Disneyland Hotel og før Disney Village. Prisen er ca. 30 euro pr. person, og medmindre dine børn er helt små, så er det samme pris for dem. Turen tager 11 min og er meget effektiv, men to voksne og to børn koster så også 120 euro svarende til 900 kr.
Hvad koster en tur til Disneyland Paris?
Det er svært at sætte et helt præcist beløb på, men lad os starte med at sige det er dyrt – rasende dyrt, og alt hvad du køber i Disneyland er tilsvarende dyrt. Før Corona var det muligt, at få et tilbud på 25 %, hvis du rejste før 1. april og endda inklusiv halvpension, den tid er slut. I dag er det billigste at benytte den officielle side til bookning, og så handler det om at være ude i god tid, sikre dig at der er masser af fleksibilitet, så du kan skubbe ferien en uge frem og tilbage, så er det nemlig muligt at finde det til en “nogenlunde pris”. Jeg slap med ca. 20.000 kr. for 3 overnatninger i et værelse med to dobbeltsenge med morgenmad og ét betalt måltid pr. dag. Billigere tvivler jeg på, det kan gøres.
Giver det mening at købe måltider på forhånd?
Ja og nej – reelt er der en fin besparelse, og du får på en række udvalgte restauranter en “fixed menu med drikkevarer”, dog ikke alkohol. Dog er mange af de populære restauranter som “Bistrot Chez Rémy”, altså restauranten fra Ratatouille booked 3-4 måneder ud i fremtiden, så faktisk giver det kun mening, hvis du elsker at planlægge. Mit råd er at springe over tilkøb af pension. Min erfaring var, at jeg brugte alt for lang tid på at finde en restaurant, som havde plads, hvilket betød, at jeg faktisk spildte tiden. Jeg endte derfor med at gå rundt fra restaurant til restaurant, hvor alt var booket, og til sidst måtte jeg benytte nogle af de steder, hvor der ikke kan bookes bord, dog betød det naturligvis kø for at kunne spise – ikke det man har mest lyst til i Disneyland, hvor man står rigeligt i kø.

Er det pengene værd?
Det spørgsmål har jeg fået utrolig mange gange. Det er svært at svare på. Vores tur kostede med mad, transport og diverse små udgifter ca. 30.000 kr. Det kan man rejse sydpå i en uge for, bo på et lækkert hotel og endda have penge til mad. Sammenligner man det sådan, så er svaret nej, for der er ingen afslapning i Disneyland, det er “all-in” og fuld ild fra tidlig morgen til sen aften. For mig så er det dog en anden oplevelse, og den tid, jeg har haft med mine piger, er “pricesless”. De siger i dag, at deres livs ferier og største oplevelser nogensinde er Disneyland. Vi griner fortsat af vores første tur, hvor vi fejlagtigt prøvede “Hollywood House of Terror” og alle skreg og hylede. Vi har sammen skabt nogle minder, som vi aldrig havde fået på en ferie sydpå. Nu er jeg helt med på, at oplevelser skabes sammen med ens nærmeste, men dele af Disneyland er bare “magisk”. Jeg synes, billedet, som jeg slutter af med, taler for sig selv.

Tak for en uforglemmelig tur, piger. Om der bliver en tredje tur, ved jeg ikke – nu må vi se. Jeg håber artiklen giver nogle gode tips og tricks som du helt selv skal vælge, om du ønsker at gøre brug af – hvis du har spørgsmål, så tøv ikke med at skrive en kommentar.