Pressetur/Inviteret
For mange år siden så jeg en anmeldelse af en whisky på YouTube, som vakte alle mine sanser, og beskrivelsen af denne whisky betød, at jeg begyndte at interessere mig for ”livets vand”. Det var Highland Park 25 års, hvor anmelderen Gerry Tosh fortæller, at whisky kan sammenlignes lidt med en tur til Orkney, hvor de rejsende bliver overrasket over det barske klima, hvor der ofte er hård vind, storm og endda orkan. Vinden er kølig, og selv om der vokser palmer på Orkney, og den gennemsnitlige temperatur ligger på 8 grader, så er det noget andet, end de fleste er vant til. Efter noget tid vænner man sig til klimaet, og så begynder de fleste at holde af øen og får øjnene op for, hvor skønt der er på Orkney. Denne artikel giver tips og inspiration til et ophold på øen og tager udgangspunkt i mit seneste besøg på Orkney.
Orkney er også kendt som ”Orkney Øerne” eller ”The Orkney Islands” og ligger nord for Skotlands kyst. Øgruppen består af 70 små øer, hvor de 20 af dem er beboet. Den største ø hedder ”Mainland” og er den 10. største af de britiske øer og den 6. største af de skotske øer. Hovedbyen hedder Kirkwall, og der bor ca. 7000 fast i byen. I højsæsonerne bliver dette tal dog væsentligt større, da mange krydstogtskibe ligger til uden for Kirkwall, hvor turisterne besøger byen. Dette er kun muligt, fordi turisterne fragtes ind til byen på mindre både, og så er der ellers gang i byen.
Byen har utroligt meget at byde på, der er først og fremmest dens historie, som de fleste finder inspirerende. Netop på Orkney har der været mennesker de sidste 8500 år, og der findes mange historiske monumenter, som selv den, der ikke er historieinteresseret, vil finde spændende.
For mit vedkommende var det anden gang, jeg besøgte den fantastiske ø – første gang var i 2013, hvor jeg formåede at miste min bagage på vej derop, men overlevede ved at købe tøj i Tesco 😁 På denne tur smagte jeg bl.a. whisky direkte fra fad – et fad fra 1968, som findes på destilleriet endnu – desværre er det tomt.
Hvordan kommer du nemmest til Orkney?
Nå, men inden opholdet starter, så skal du lige dertil – der er to muligheder, og det er naturligvis afhængig af, hvor du befinder dig. Hvis du har Danmark som udgangspunkt, så er fly det nemmeste. Der er ruter direkte fra København til Aberdeen, og så skal du videre til Kirkwall. Det er også muligt at rejse fra København til London og så direkte til Kirkwall. Lige meget hvad så er min klare anbefaling, at du lægger noget buffer ind mellem flyvningerne, da Kirkwall ofte er påvirket af det hårde klima, og dertil kommer så, at lufthavnen er lille, så er der fx for meget vind, er landingsbanen så kort, at det er svært at komme dertil eller derfra.
Den anden mulighed er at tage med færgen, som du kan tage fra Skotland, det er naturligvis billigere, men det kræver så, at du er i Skotland. Den korteste rute tager omkring en times tid.
Hvad kan du spise på Orkney?
Når du så er ankommet, vil du bemærke, at der mere eller mindre står haggis (en skotsk specialitet, som består af indvolde fra et får, som koges i en fåremave) på samtlige menuer på Orkney. Okay det er sat lidt på en spids – men de formår at få det indarbejdet alverdens steder.
Det serveres på forskellige måder, hvor du kan få det kogt, friteret eller stegt, og det serveres både til morgen-, middags- og aftensmad eller som tilbehør i en burger eller på pizza – så der er faktisk ingen undskyldning for ikke at smage. Det smager af krydret leverpostej, dog med lidt mere smag af indvolde, så du skal ikke frygte det.
Jeg kan anbefale, at du besøger “The Storehouse”. Den ligger et stenkast fra havnen og har et skønt menukort, hvor der er en god blanding af fisk, som er fanget omkring Orkney, og lidt lokale retter. Hvis du gerne vil smage haggis i friteret form, så er det en rigtig god ide at prøve det her.
Ellers kan jeg varmt anbefale deres “Fish and Chips”, hvor du får et kæmpe stykke fisk i den sprødeste batter med gode fritter til og en hjemmelavet tatarsauce. De har naturligvis også lokale øl og Highland Park til. Da jeg besøgte øen både første gang i 2013 og nu i 2023, smagte jeg naturligvis haggis så mange gange som overhovedet muligt.
Navn: The Storehouse Restaurant with Rooms
Hvor: Bridge St, Wynd, Kirkwall KW15 1JD, Storbritannien
Pris: $$
Tre historiske monumenter du ikke må gå glip af
Ring of Brodgar
Ring of Brodgar minder en smule om Stonehenge – det er en samling af sten, som er placeret i en cirkel, hvor man faktisk ikke helt ved, hvorfor eller hvordan de er lavet. Stenene er ca. 3 meter høje, men går lige så langt ned i jorden, som de stikker op. Oprindeligt var der 60 sten, men der er kun 27 tilbage, som danner en 104 meter stor cirkel. Det gode spørgsmål er naturligvis – hvad blev stedet anvendt til? Bedste bud er ceremonier som bryllupper. Alderen på Rings of Brodgar er usikker, nogle steder anslås det, at de er ældre end Stonehenge, men meget tyder på, at begge steder er fra omkring 2500 år f. Kr., så derfor er det tæt på umuligt at fastslå. Én ting er dog sikkert, det er storslået og meget historisk at besøge.
Da vi besøgte monumentet på turen var det i hård vind og næsten snestorm, men det gør kun oplevelsen bedre, det hele bliver bare en kende mere autentisk.
Navn: Ring of Brodgar
Hvor: B9055, Stromness KW16 3JZ, Storbritannien
Pris: Gratis
Yesnaby
Yesnaby er en klippe, som ligger på vestsiden af Mainland, hvor det er muligt at se, hvordan bølgerne nådesløst banker ind mod klippevæggene. Ofte er det også muligt at se sæler i dette område. Grunden til at netop dette punkt er værd at bemærke for mig er, at det var her min tur startede, da jeg besøgte Orkney og Kirkwall i 2013. I blæsende vejr fik vi skænket en Highland Park 18 års whisky, som jeg selv den dag i dag husker som værende noget af det bedste, jeg nogensinde har smagt. Da jeg i 2013 forlod øen, var netop denne whisky også den sidste, jeg smagte.
Navn: Yesnaby
Hvor: Yesnaby Rd, Stromness KW16 3LP, Storbritannien
Pris: Gratis
Highland Park Destilleriet
Det sidste historiske monument virker måske til at være lidt ungt eller måske endda kommercielt – men tro mig, der ulmer af historie på Highland Park destilleriet. I modsætning til de to første monumenter, så er det ikke helt gratis på Highland Park, men du kan dog købe en rundtur inklusiv smagning i deres “Tasting Room” for ca. 250 kr.
Allerede i lufthavnen ser du Orkneys stolthed – The Highland Park Distillery, hvor der er deres logo på dørene til lufthavnen, deres flasker er udstillede, og tidligere var der endda fly, som havde deres logo på vingerne. Highland Park er grundlagt i 1798 af Magnus Eunson, som var kirketjener og slagter, men om natten destillerede han også livets vand og endte med at grundlægge noget af den bedste og mest gennemførte whisky i verden.
I byen har de bl.a. en eksklusiv shop, hvor du kan købe flere af deres udgivelser bl.a. deres 25 års, 30 års, 40 års, 50 års og endda deres 54 års, som der kun findes meget få flasker af i verden (225 stk.). Derudover har de Highland Park i alle barer, værtshuse, restauranter og hoteller. Lige meget hvad du besøger, så ved de, hvad Highland Park er.
Omkring år 1977 begyndte Highland Park at lave single malt whisky, og deres 12 års så dagens lys. Før det lavede de primært whisky til blended whisky og leverede til andre destillerier. I 1998 udgav de deres 18 års, som har vundet adskillige priser og nok var den whisky, som definerede Highland Parks DNA. I dag slår de omsætningsrekorder år efter år og har flyttet deres fokus fra primært at være på deres ”core range” – et udtryk for de whiskyer, som er i deres faste portefølje – til at have fokus på de mere eksklusive produkter.
En whisky jeg aldrig glemmer
Jeg har smagt Highland Park 50 års for nogle måneder siden, da jeg var til smagning, hvor den var hovedattraktionen. Det var en fremragende dram, som jeg faktisk tænkte ville være “det bedste, jeg nogensinde” ville få smagt. Selv om 50 års var enestående, så overgås den af denne 54 års, da omgivelserne, stemningen og alt omkring os gav de perfekte rammer. På vores tur var der allerede den første aften arrangeret en lille tur til Highland Park destilleriet, hvor der var arrangeret en lille privat smagning. Jeg var spændt som en lille flitsbue og kan huske, at jeg forsøgte at holde spændingen og min iver tilbage. Smagning fandt sted i det legendariske Magnus Eunson room, som faktisk ikke er åben for offentligheden, men jeg var heldig at få lov til at opleve stemningen derinde.
Vores vært Martin Markvardsen, som er én af de bedste og mest passionerede whiskyeksperter i verden, stod for denne del. Martin har arbejdet med whisky i mere end 30 år og er i dag en del af Highland Park destilleriet, deres produktion og deres DNA – du kan læse hvorfor i dette interview med Martin Markvardsen.
Hvis du er glad for Highland Park, så er rummet helt enestående. Alt ulmer af historie, og så snart du synker ned i de tunge Chesterfieldsofaer med en dram i hånden, så føles alt bare rigtigt. Martin fandt både særlige aftapninger og core range frem. Det skulle nemlig være sådan, at der var noget for alle – personligt, så har jeg smagt enormt meget Highland Park – faktisk er det nok det brand, hvor jeg har smagt mest, så jeg var særlig begejstret for at smage den i midten, som er en særlig aftapning lavet til velgørenhed i forbindelse med 50 års jubilæet for de redningsbåde, der er tilknyttet Kirkwall Havn. Den udkom i 2021 og kun 582 flasker var frigivet med en alkoholstyrke på 61,5%. Ved en whisky som denne får du den fulde og for mig mest ægte oplevelse, ingenting er vandet ned eller tilpasset, den er præcis, som fadet har skabt den, og det er for mig den bedste oplevelse.
Vi smagte også Martins egen whisky, som hedder Highland Park Ambassador’s Choice 10. En fremragende whisky, som Martin i øvrigt påpegede slet ikke var hans, men et produkt, Gordon Motion havde fremstillet. Nu kender jeg Martin ret godt og ved, han er ydmyg og beskeden, så mon ikke han har haft en finger med i spillet? Inden denne aften sluttede, nåede vi også at smage deres Highland Park 15 års og Twisted Tattoo – som mine medrejsende fandt rigtig gode. Aftenen sluttede med en Vintage 1970, som er en 40 års whisky – noget af det bedste jeg har smagt til dato.
Tilbage i 1968…
Altså året inden ordene “This is one small step for mankind” og 31 år før Berlinmuren faldt – i en tid, hvor der stod flowerpower på alles læber. Verden var i gang med en opstilling – den første pengeautomat så dagens lys, The Beatles indspillede “The White Album”, og Martin Luther King blev dræbt – i dette år blev i alt 10 whiskyfade lagt til at sove. 4 af dem var på 4 refill butts-fade og 6 refill hogsheads-fade. 40 år senere – i 2008 – blev de 2 fadtyper kombineret og hældt på europæiske first fill sherry butt-fade og har fået yderligere 14 år. Ét af de fade er nu vækket fra den dybe lange søvn, som startede i 1968.
Hvordan smager historie så?
Lad os starte med at slå én ting fast med det samme. Man kan ikke lave noget, hverken vin, cognac, champagne, rom eller whisky, som retfærdiggør en pris på ca. 340.000 kr. for en flaske eller som her en dram på 2 cl. til en pris på ca. 10.000 kr. Så at tro at smagen bare accelererer med prisen er utopi – men det, der kunne retfærdiggøre en whisky til denne pris, er netop historien. Jeg kan få kuldegysninger ved tanken om, at dråberne har ligget på Orkney, imens der har været krig i verden, imens klimaet har forandret sig, imens vi har gået på månen. Dertil kommer så det, at 54 år på fad gør noget spændende ved smagen. I næsen har den duft af kampfer, eg, tørret frugt, hasselnødder men også en friskhed – det samme oplevede jeg faktisk ved deres 50 års., hvilket er dybt imponerende. Den slutter naturligvis af med en diskret smag af røg, som er blevet fuldstændig velintegreret i smagen – skål og tak for en enestående oplevelse.
Navn: Highland Park Destilleriet
Hvor: Holm Rd, Kirkwall KW15 1SU, Storbritannien
Pris: Ca. 250 kr. til 11.000