Kvinder på etiketten, kvinder i vinkælderen, kvinder som laver vin er, hvad denne artikel handler om. Jeg har sammen med Husted Vin fundet 6 forskellige vine, som alle leverer et solidt cirkelspark – okay, måske mest “Kung Fu Girl”, men jeg tænker, du er med.
For mange år siden smagte jeg Kung Fu Girl for første gang, og jeg var ærligt blæst bagover. Det var i Kødbyen, hvor selveste Charles Smith var på besøg fra USA. Han er vinmageren, som står bag konceptet, og var ejer af både “Kung Fu Girl” på Riesling, “Eve” på Chardonnay, “Chateau Smith” på Cabernet Sauvignon, “Boom” på Shiraz og “Velvet Devil” på Merlot – en portefølje af vin, som vitterligt fik mange af kunderne til at ændre deres syn radikalt på vin. Jeg oplevede selv at flere gæster, som fik serveret fx “Kung Fu Girl” udbrød: “Hold da op, kan Riesling smage sådan”, og ved “Velvet Devil” på Merlot nævnte flere: “Jeg troede faktisk ikke, jeg kunne lide rødvin, men det kan jeg åbenbart”.
Dette var for mig startskuddet til at lære mere om vin, smage mere vin og udforske det næsten uendelige område, som findes, når det kommer til vin. I artiklen jeg har sammen med Husted Vin fundet 6 stk., som har et “kvindeligt touch” på en eller anden måde. Håber du synes om dem.
Grololo Pet Nat
“Pet Nat” vinder virkelig indpas overalt, hvor jeg kigger – den er den “naturlige mousserende vin”, som er lavet med minimal indblanding, når det kommer til arbejdet i vinkælderen. Denne må jeg sige blæste mig bagover! 295 kr. og så kan du få den ned på ca. 265 kr., hvis du tager 6 stk. Hands down – det er sygt godt. Duft af citrus, æbler, pærer, kvæde og et lille hint af tropisk frugt – men utrolig underspillet og holdt i balance. I munden er den let, elegant og utrolig drikkevenlig. Jeg synes, at du skal servere den for én, som mener, at vedkommende ikke kan lide mousserende vin – hun/han vil blive omvendt på 10 sekunder eller efter første slurk.
Den kvindelige del taler næsten for sig selv, hvis du kigger på etiketten, ser du et par glade kvinder uden ret meget tøj. “Grololo” er en krydsning af ordene “Gros”, som betyder “stor” og “lolo”, som betyder “bryster” – bruges også i Frankrig som slang.
Point: 94/100
Pris: 295 kr.
Hareter Root Chardonnay
Vi bliver ved det naturlige ved denne vin – “Root” – “rødder”, som referer til familien “Hareters”, der holder deres passion for vindyrkning helt nede på jorden. På etiketten ses Barbara Hareter (1885-1976) fra familien. I dag er det Thomas Hareter og Claudia Hareter-Kroiss, som sikrer, at familiens stolthed i kraft af vindyrkning bringes videre.
Vinen er på Chardonnay og har en skøn duft af vilde blomster, citrus, appelsinskal og “flint”. I munden har den masser af mineralitet, syre og en god let frugt, som ligger bagerst i paletten – sæt den sammen med en omgang fisk og skaldyr eller grøntsagsretter med syre, så har du et perfekt match.
Point: 94/100
Pris: 185 kr.
Kung Fu Girl Pinot Noir
Bestselleren, som har taget verden med storm, kommer nu i den (hvis du spørger mig) meget længe ventede udgave i Pinot Noir, og det er næsten til at græde over – på den gode måde. Jeg vil gerne erkende, at jeg er lidt farvet og nok har allerede parader nede, så træk evt. 10% af glæden fra, når du smager den.
Den seje østligt inspirerede Kung Fu Girl er tilbage, men bare rolig hun hverken sparker eller slår – hun er faktisk sød og utrolig indbydende. Klassisk “Pinot Noir”-duft af kirsebær, hindbær, jordbær, transbær, men også tomatstilk, noter af let ristede nødder og friske blomster. I munden har den frugtsødme, præcis som søstervinen på Riesling har, og den er flot i både syre og mineralitet, så balancen er perfekt. Min nye “hus-Pinot Noir” er fundet.
Point: 94/100
Pris: 129 kr.
I Turrizzi Etna Rosso
Den lokale drue Nerello Mascalese er måske ikke den mest kendte, men til gengæld er den derfor heller ikke stukket helt af i pris, da mange endnu ikke har fået øjenene op for den. Den har en del ligheder med Bourgogne og smager fremragende! Skøn duft af vilde jordbær, solbær, lakrids, sorte oliven, violer og røg. I munden er den let krydret, har masser af blide frugtnoter og mineralitet. Fremragende glas, som passer perfekt til absolut intet andet end dit og nogle gode venners selskab.
Det kvindelige indspark på denne vin er billedet, der bruges til Etna Rosso-vinen. Det viser en gammel græsk vase med et figurativt kvindeansigt, og som sandsynligvis blev brugt til at servere vin i. Vasen er opbevaret på Museet i Randazzo, og den er knækket præcis, som du kan se på billedet lavet af kunstneren.
For producenten er det vigtigt at bringe budskabet om den kvindelige tilstedeværelse i vingården, da ejeren, Virginia Lo Rizzo, er en ung, passioneret og meget målrettet pige.”
Point: 94/100
Pris: 150 kr.
Jura Arbois Love Poulsard
Hvis du som jeg er fan af Pinot Noir, så kommer du til at elske Poulsard, som minder ret meget om den. Mange tror, at druerne stammer fra samme DNA-streng, men de er faktisk forskellige. Årsagen, til at de ofte forveksles, er nok, at de dyrkes i områder, som både klima- og jordbundsmæssigt ligner hinanden. Denne fra Chateau Bethanie har en skøn duft af friske jordbær, hindbær, læder, viol, røg og læder. I munden er den let – den danser vitterligt hen over din tunge – lækker syre, blide tanniner og elegant på alle måder – præcis derfor er der også en kvinde på etiketten.
Point: 94/100
Pris: 295 kr.
Massimago MariaBella Ripasso
Du skal starte med at glemme alt, du tror, du ved om Ripasso – bare nulstil det hele for den her er virkelig noget helt andet. Her snakker vi innovation, kreativitet på marken men også i vinkælderen. Årsagen skyldes Camilla Rossi Chauvenet, som betragtes som en “guardian” i forhold til Massimago. Hun har mere end 15 års erfaring med produktion af vin og tager sit udgangspunkt i naturen – hun udtaler selv, at “naturen er langsom, men ustoppelig” – lidt som denne vin.
Sagen er nemlig den, at den også udvikler sig langsomt i glasset og er én af de mest vellavede Ripassoer, som jeg nogensinde har smagt. Duft af vilde hindbær, syrlige kirsebær, tranebær, friske blommer samt mere dybe noter af sorte oliven, timian, mynte og læder. I munden er den frisk og med et skønt frugtbid samt blide tanniner – mageløs Ripasso!
Point: 94/100
Pris: 340 kr.
Hvis du vil have mere inspiration til vin, så er der masser at hente på bloggen – fx “Hey Malbec! Skal vi danse?, hvor der bl.a. er Malbec, som du sikkert aldrig har smagt det før – der er også De skønneste vine fra Touren – Viva la France, som faktisk er aktuelle hele året – selv om Touren naturligvis er en sommerting – god fornøjelse.