Argentina har i mange år været et populært vinland, mest fordi det favner utrolig bredt og rummer mere eller mindre alle druer, der findes. For mange er Argentina lig med tunge, varme, sødmefulde rødvine, som er lavet på Malbec, men jeg slår gerne et slag for, at det er langt mere. Sammen med Husted Vin har jeg fået lov til at smage og teste hele porteføljen fra “Riccitelli”, som jeg har modtaget fra Husted Vin – et af deres nye huse, og jeg vil godt afsløre, at jeg er imponeret.

Riccitelli, Hey Malbec! 2020

Normalt starter man med bobler, så rosé, hvidvin og derefter rødvin. Vi starter dog med rødvin, mest fordi jeg synes, denne “Hey Malbec!” udtrykker Riccitellis stil ret tydeligt. I næsen har den mange af de noter, du typisk forbinder med Argentina og Malbec, hvor der er modne mørke bær som brombær, solbær og blommer samt eg, vanilje, mørk chokolade, lakrids og friskkværnet peber. Selv om vinen kommer fra et område med høj varme, så har den tørhed og syre, som holder det hele i balance og styrer den kraftige og bløde vin sikkert i land. Etiketten taler for sig selv – kampfed og med tanker til 70’er tegneserier – mega blæret!

Vinanmeldelse:
Fedeste etikette på denne vin!

Pris pr. stk. 169 kr. / ved køb af 6 stk. 152 kr.

Riccitelli, Kungfu Pet Nat

Så er vi tilbage, hvor vi bør starte, nemlig ved bobler. Dette er “Pet Nat” eller “Pétillant Naturel”, som er en metode at lave mousserende vin på. I modsætning til Champagneproduktionen, så bliver den primære fermentering her stoppet, inden den er færdig, hvor den sekundære fermentering foregår i flasken selv, indtil gærcellerne har nedbrudt sukkerresterne. Denne proces skaber så en reaktion i Pet Nat-vinen, som danner kuldioxid og derved skaber de naturlige lette bobler. Denne er lavet på et blend af Malbec og Pinot Noir og giver en vild, lidt rå og kantet vin med masser af attitude og sin egen stil. I næsen har den vilde jordbær, kirsebær, toast, solbær, viol og rosenblade. I munden er den syrlig og sødmefuld på samme tid – et skønt mix hvor man hele tiden fornemmer, at vinen vil noget mere. Et vildt godt bud til en forårsvin med masser af kant – hvis du er i tvivl, så tjek etiketten.

Vinanmeldelse:
Fremragende Pet Nat

Pris pr. stk. 229 kr. / ved køb af 6 stk. 179 kr.

Riccitelli, Hey Rose! 2021

Jeg elsker etiketterne på disse vine, den her 70’er tegneseriestil, som flere af deres vine har, er vildt blæret. Nu drikker jeg ikke vin for etikettens skyld, men det er altså fedt! Den er lavet på Malbec og har en skøn næse med duft af jordbær, hindbær, citrus, vandmelon, tomatstilke og grape. Den har den dybde, som jeg ofte føler, at jeg mangler, når jeg drikker rosé, og kombineret med en fin syre og god frugtsødme er det sgu en lækker rosé.

Vinanmeldelse:
Fremragende rosé på Malbec

Pris pr. stk. 169 kr. / ved køb af 6 stk. 152 kr.

Paso a Paso Orange 2021

Orangevin vokser og vokser i Danmark – årsagen er simpel, den er sin egen og adskiller sig fra masserne. I næsen har den klare noter af appelsinskal, abrikos, hyben og en let sødme. Den er mineralsk og syrlig i munden og har en let sødmefuld smag. Den fremstår meget ren i udtrykket og tilsat den rette mængde solskin, så er den i sit es!

Vinanmeldelse:
Orange vin med lidt kant og kæmpe smag

Pris pr. stk. 179 kr. / ved køb af 6 stk. 161 kr.

Krontiras Cosmic Amber 2021

En “kosmisk” Chardonnay? Det må være den første af sin slags, ikke? Denne adskiller sig væsentlig fra de andre Chardonnays fra Riccitelli. Den har fået 7 måneder på egetræsfade med skind, kerne og hele molevitten. Hvad gør det så ved en vin, ja det gør den vel kosmisk – i hvert fald gør det, at vinen ikke ligner de andre eller traditionel Chardonnay, om man vil. I næsen har den noter af grapefrugt, appelsin, timian, hasselnød og minder faktisk lidt om en IPA øl. Den har tanniner, bitterhed og en let frugtsødme, som gør den til en hvidvin, som er helt sin egen.

Vinanmeldelse:
Kosmisk Chardonnay!

Pris pr. stk. 169 kr. / ved køb af 6 stk. 152 kr.

Riccitelli, Gualtallary Chardonnay 2019

Hvis du er til Chardonnay uden fad, så er dette lige dig – faktisk er det imponerende, hvordan Chardonnay fra et område som Mendoza med så meget varme kan udvikle sig som en vin som denne. I næsen har den florale noter, grønne æbler, fersken, “hvide sten”, som jeg bedst kan beskrive som mineralske noter. I munden er den sprød, livlig og bider lidt fra sig – frugtsødmen er trukket tilbage, og friskhed samt mineralitet fremstår helt tydeligt.

Vinanmeldelse:
Chardonnay som er rang og let mineralsk fremfor tung

Pris pr. stk. 259 kr. / ved køb af 6 stk. 233 kr.

Riccitelli, Blanco de la Casa Blend 2021

“Husets hvidvin” fra Riccitelli er lavet på et blend af tre forskellige klassiske franske druer – Sauvignon Blanc, Semillion og Chardonnay, som høstes på tre forskellige tidspunkter – vovet og i mit univers nytænkende! I næsen har den – ja jeg vil næsten sige det hele – citrus, limeskal, grape, grønne æbler, pærer, hyldeblomst, hø og et hint af salt. I munden er den fyldig, har masser af krop, en god mineralitet og en diskret frugtsødme. Det er en vin, som har masser af energi og fart på – ellers også får den det, lidt som etiketten antyder.

Vinanmeldelse:
“Husets hvidvin”

Pris pr. stk. 289 kr. / ved køb af 6 stk. 260 kr.

Paso a Paso Red Blend 2020

Dette kunne også være deres “Husvin”, hvis man forholder sig til prisen, det er nemlig en af de billigste fra Riccitelli. Den er lavet på Malbec og Bonarda, som giver et lækkert blend. I næsen har den tydelige noter af blomme, blyantspidser, vanilje, tobak og mørke bær. Der er også en “kølig” duft over vinen, som leder tankerne mod kærnemælk eller fløde. Det klæder den godt! I munden er den blød, læskende og har en fin syre og god koncentration af frugt. Et glimrende glas som står perfekt til en god omgang grillmad.

Vinanmeldelse:
Fantastisk blend

Pris pr. stk. 179 kr. / ved køb af 6 stk. 161 kr.

Riccitelli, Tinto de la Casa, Malbec 2020

“Husets rødvin” – og nej, det er ikke den, som de ikke har kunnet sælge, som har stået lidt for længe, og som serveres ved 25 grader til 100 kr., som du muligvis har fået den serveret tilbage i 1990’erne? I næsen har den noter af blomme, brombær, tobak, mørk chokolade og nelliker. Den har i modsætning til mange af de andre vine fået fad, hvilket jeg faktisk synes godt om – så længe det er kontrolleret, og fadet ikke tager over, så er det skønt. I munden har den en god frugtsødme, er smooth, har en let syre og fine tanniner. Hvis det er husets vin, så bestiller jeg den fremover, når jeg spiser ude.

Vinanmeldelse:
“Husets rødvin”

Pris pr. stk. 289 kr. / ved køb af 6 stk. 260 kr.

Riccitelli, The Party, Malbec 2020

“Get the party started on a Saturday night” – etiketten antyder klart, at der skal være fest og fart på. Denne er på 100 % Malbec, og jeg forventede faktisk at blive sendt i gulvet af kraft, varme og power – men det var ikke tilfældet – misforså mig ikke, der er fart på denne vin, og den er til den kraftige side, men det kan blive meget værre. Malbec er en drue, som kan give en rigtig powervin og navnlig, hvis den får godt med fad. Det er ikke tilfældet her, denne har kun ligget på betontanke, hvilket har givet den et mere køligt udtryk – thank God for that! I næsen har den mørke kirsebær, jordbær, blomme, solbær, lakrids, vanilje og et hint af cedertræ og tobak. I munden er den blød, rund, har en fin syre og godt med frugtfylde – det er helt sikkert den rigtige beslutning, at den ikke har ligget på fad. Et glas som afgjort vil overraske dine gæster.

Vinanmeldelse:
Vinen hvis du skal holde fest 🥳

Pris pr. stk. 219 kr. / ved køb af 6 stk. 197 kr.

Riccitelli, Gualtallary, Malbec 2018

En glimrende Malbec, som er fermenteret i betontanke og kun har fået lidt fad, hvilket fungerer utroligt godt til en drue som Malbec, medmindre du naturligvis er til de tunge fadbamser, som smager af marmelade? Hvis det er tilfældet, så er dette nok ikke din favorit – er du omvendt til vin med lette noter af viol, kirsebær, solbær og fine tanniner, syre og en let frugtsødme, så er denne vin lige noget for dig! Jeg er kæmpe fan – fedt at se noget utraditionelt fra Malbec.

Vinanmeldelse:
Godt bud på en alternativ Malbec

Pris pr. stk. 259 kr. / ved køb af 6 stk. 233 kr.

Riccitelli, Gualtallary, Pinot Noir 2020

Inden vi når til den sidste vin i porteføljen, så gør vi stop ved deres Pinot Noir. Man kan frygte, at en drue som Pinot Noir får for meget varme, når vi er i Argentina, men markerne ligger heldigvis ca. 1400 meter over havets overflade, hvilket betyder, at der trods alt er køligere. Varmen fornemmes dog i vinen, men sammen med både syre, lette tanniner og en god tørhed, så det hænger sammen. Faktisk er det den bedste Pinor Noir fra Argentina, jeg nogensinde har smagt. I næsen har den syrlige kirsebær, jordbær, solbær, tomater (lidt som når du åbner en dåse med cherrytomater), eg og et diskret hint af vanilje. Det er en lækker vin, som viser, at Riccitelli favner bredt i deres udvalg af vin, og at de mestrer det hele.

Vinanmeldelse:
Pinot Noir i kølig stil

Pris pr. stk. 259 kr. / ved køb af 6 stk. 233 kr.

Krontiras Malbec Natural 2021

Vi slutter af med Riccitellis “Krontiras”, hvor navnet stammer fra den gamle Grækenland, hvor “Kronitri” var en type fade, som blev brugt til at blande vin i – en “Krontiras” var den person, som lavede disse fade, så navnet leder tankerne hen mod oprindelsen af vin. Denne vin er biodynamisk og ren natursaft. I en blindsmagning havde jeg aldrig gættet på Malbec. I næsen er den “urtet”, har noter af tørrede blomster, lakrids, svampe, syrlige bær og læder. I munden er den let, floral, har masser af syre og tanniner. Det er en en interessant vin for dig, som elsker naturvin og gerne vil smage noget, som er lidt “off the rails”, men alligevel på vej i en bestemt retning.

Vinanmeldelse:
Krontiras Malbec Natural 2021

Pris pr. stk. 169 kr. / ved køb af 6 stk. 152 kr.

Håber det gad inspiration til en omgang lækre vin, som bestemt er noget helt andet naturvin end det jeg ellers har smagt. Hvis du vil have mere indblik i naturvin, så kan jeg anbefale artiklen “Naturvin – galt eller genital?Hvad synes du om naturvin? Er det kommet for at blive?

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar