Grisen ligger på Nørrebro og var faktisk ét af de første steder, jeg besøgte, da jeg startede med at komme fast i KBH for 5 år siden. Jeg husker turen ret tydeligt, da jeg var temmelig ny i København og var ude at spise med én, som jeg vildt gerne ville imponere. Hvorfor jeg så lige valgte at flæske mig igennem en kæmpe bøfsandwich med sovs på Grisen, er mig fortsat en gåde. Heldigvis endte det hele godt og kvinden, som skulle imponeres, er selv lidt af et madøre, så hun havde intet problem med at gå all in på grease.
Grisen er indrettet som din Mormors stue med masser af nostalgisk pynt på væggene, hvor du finder ”Mågestellet”, Dannebrogsflag, ”Madam Blå” og ting, som reelt hører til på et loppemarked, men det hele er med til at omkranse stemningen på ”Grisen”.
Grisen har de helt klassiske grillbars-retter på menukortet. De har deres bøfsandwich, som er lavet i bedste jyske stil, hvor der netop er overhældt brun sovs udover hele burgeren og ikke blot under den øverste bolle. Den servers med hjemmesyltede agurker og rødbeder samt en hjemmelavet sennepsmayonnaise. Du kan også få deres ”Jysk Hævner”, hvor den klassiske bøfsandwich bliver serveres med ketchup, remoulade, sennep og kartoffelchips. Jeg smagte den almindelige til 89 kr., og den er virkelig god.
Det vigtigste er, at bøffen er stegt korrekt, og efter min mening er det medium/rare, frem for at den bliver welldone. Det er den på Grisen. Bollen er blød, lækker og kan suge rigeligt med brun sovs op. De hjemmesyltede agurker og rødbeder smager netop hjemmelavet og har et godt syrebid, som er nødvendigt til den fede ret. Sovsen er god og har masser af dybde, men for pokker hvor bliver du mæt.
Min medspiser fik deres flæskestegssandwich med hjemmelavet kamsteg, syrlig rødkål, syltede agurker, som også er hjemmelavet. Dertil er der en god sennepsmayonnaise. Jeg kunne desværre ikke overtale min medspiser til, at hun valgte deres ”Kæmpesvin”, hvor der er mere steg og brun sovs, så jeg måtte nøjes med at smage deres ”standard”. Den koster 79 kr. og smager glimrende. Næste gang så napper jeg sådan én.
Dog fik hun en skål med bearnaise sovs on the side, som der livligt blev dyppet bølgefritter i. Reelt ikke nødvendigt for at blive mæt, men når nu man kan få bearnaise, og den oven i købet er god, så hvorfor ikke?
Møllehjul og pølsemix er også at finde på menuen, hvis du ikke kender et ”Møllehjul”, så er det en hakkebøf, hvor der er bølgefritter omkring, så de danner et ”hjul”. Der serveres brun sovs og remoulade samt rå og ristede løg til. Deres pølsemix er med friterede pølser, bølgefritter, karryketchup, rå og ristede løg samt remoulade. Jeg nåede ikke at smage disse på mit besøg, det må blive næste gang.
Har du besøgt Grisen Grillbar, og hvad synes du om den?