Jeg har tidligere fortalt jer om min ven Riccardo, der kommer fra Sicilien og er utrolig god til at lave autentisk italiensk mad, det sidder i hans gener! Sidst vi var i sommerhus lavede vi en hurtig og lækker pasta ret til os og alle børnene med tomatsauce, stegte auberginer og frisk ricotta som var godt saltet. Opskriften tager ikke længe at lave og den er vildt lækker – faktisk perfekt til en forårsdag som nu…
Jeg elsker virkelig det italienske køkken og enkelte opskrifter med få ingredienser og masser af smag. Denne er et super godt eksempel på, at lækker mad ikke behøver at være hverken kompleks eller tage lang tid at lave.
Opskrift på nem pastaret med stegte auberginer og frisk ricotta som min ven Riccardo laver den…
Her får du en nem og skøn autentisk pasta ret med tomatsovs, stegte auberginer toppet med frisk saltet ricotta, håber du synes om den!
Ingredienser
TOMATSAUCE
- 1 dåse tomatsauce fra “Il Fornaio” eller Tomatoes Passata fra Urtekram
- 2 spsk god ekstra jomfru oliven olie
- 2 fed hvidløg
- 2 tsk sukker
- salt og friskkværnet peber
- 200 gram friskrevet parmesan
Pasta
- 400 gram tørret spaghetti
- 1 bundt frisk basilikum
- 200 gram saltet ricotta eller parmesan ost
Friteret auberginer
- 1 aubergine
- 1 liter solsikke olie
- salt
Sådan gør du
TOMATSAUCE
-
Varm olien op til middelhøj varme på en sauterpande.
-
Riv, hak eller pres hvidløget.
-
Når det begynder at boble lidt tilsættes tomatsaucen.
-
Hvidløget må endelig ikke branke, så bliver det bittert og ødelægger retten.
-
Lad det nu koge sammen i 10 minutter og smag det til med sukker, salt og peber.
-
Så nemt er det faktisk!
Pasta
-
Kog spaghettien – og det skal du altså gøre rigtigt.
-
Find en stor gryde med masser af vand og salt.
-
Når vandet koger tilsætter du spaghettien (uden at knække det) og lader det synke ned i vandet.
-
Kog det 7 minutter så det beholder lidt bid.
-
Til sidst blander pasta og tomatsauce sammen.
-
Top op med rigeligt auberginer.
-
Server med masser af friskrevet ost og lidt basilikum blade.
Friteret aubergine
-
Skær auberginen ud i små firkanter af 1×1 cm.
-
Varm en tykbundet gryde op med olien.
-
Læg en enkelt aubergine ned, når det begynder at syde omkring den er olien varm.
-
Læg nu auberginen ned af flere omgange, så gryden ikke overfyldes.
-
Læg dem på køkkenrullen imens og giv dem først salt til sidst.
Denne ricotta er næsten umulig at skaffe, da den er importeret fra Sicilien, men du kan godt finde et godt bud i specialforretninger ellers kan du erstatte med parmesanost.
Du kan vende auberginerne i mel, men hånden på hjertet gør det faktisk ikke en særlig stor forskel. Du kan også lave luksusudgaven, hvor du laver en beignetdej, som du vender dem i.
Håber det har givet inspiration til en lækker forårs ret!