De fleste har hørt om Harry’s Bar i Venedig, som står bag den italienske klassiker carpaccio og den skønne forfriskende cocktail “Bellini”. For at få bord skal du være ude i god tid, være svineheldig eller meget tålmodig, da stedet besøges af tusindvis af glade turister dagligt – men er det rent faktisk hypen værd, eller har det overlevet sig selv og blevet en vaskeægte moderne turistfælde, hvor priserne er skruet urimelig højt i vejret? Få svaret i artiklen.
Harry’s Bar i Venedig er en af verdens mest legendariske restauranter, som siden den tilbage i 1931 blev grundlagt af Giuseppe Cipriani har været samlingssted for både kunstnere, forfattere og aristokrater.
Navnet opstod, da Giuseppe Cipriani hjalp en ung amerikaner ved navn Harry Pickering, som befandt sig i økonomiske vanskeligheder. Giuseppe lånte ham penge, og et par år senere vendte Harry tilbage – ikke blot for at betale sin gæld, men også for at give Cipriani en sum penge som taknemmelighed. For de penge åbnede Giuseppe en lille bar nær Markuspladsen og kaldte den, med stor loyalitet, Harry’s Bar.
I dag er Harry’s Bar at finde i hele verden
Det lille lokale, som dengang rummede få borde og en zinkbar, blev hurtigt et samlingspunkt for intellektuelle og kunstnere. Ernest Hemingway, Peggy Guggenheim, Orson Welles og Truman Capote var blandt stamgæsterne, og stedet blev et symbol på den særlige blanding af diskret luksus og uformel charme, som kendetegner Venedig. Siden 1931 er der dog kommet en del restauranter og barer til i familien i verden, og de findes både i New York, Miami, Dubai, Hongkong og Monte Carlo. I alt tæller gruppen i dag omkring 25–30 steder, afhængigt af hvordan man opgør barer, hoteller og eventlokationer.
Da jeg besøgte dem var det målrettet for at smage deres carpaccio og Bellini, som mange kommer for at smage. Det er trods alt her, hvor de er opfundet, så reelt må det jo være det bedste af det bedste, ikke? Inden vi når dertil, så starter vi ved begyndelsen. Jeg ankommer præcis kl. 19.10 – da reservationen hedder kl. 19.15, og vi danskere kommer ikke for sent. Efter ca. 15 min bliver jeg vist til bords, som er placeret mere eller mindre midt i lokalet, tilstødende et andet bord, så jeg faktisk spiser delvist ved nabobordet – men fair nok, der er travlt, og jeg kommer en torsdag aften.
“Er dette en forret eller hovedret”?
er mit spørgsmål til tjeneren, da jeg ser prisen på en omgang carpaccio til 60 euro. “All the same”, svarer han og iler videre. Jeg tænker okay, 450 kr. for én ret er mere end, hvad en enkelt ret på selv de dyreste Michelin-restauranter koster i Danmark, men det er sikkert godt. Jeg bestiller også en Bellini, som koster 22 euro, og læner mig tilbage og forsøger at nyde den kaotiske stemning på Harrys Bar. Jeg prøver at forestille mig, at det var en tid uden SoMe, uden IOS-opdatering, 87 notifikationer i timen og stress og jag. Jeg ser Ernst Hemingway stå i baren og diskutere højlydt med James Joyce. Min tankestrøm bliver afbrudt, da Bellinien landet på bordet.
Her fik Bellinien sit navn fra
Den anden berømte opfindelse er Bellini-cocktailen, en blanding af mousserende vin (oprindeligt Prosecco) og puré af hvide ferskner. Giuseppe Cipriani skabte den i 1948 og navngav den efter Giovanni Bellini, en venetiansk renæssancemaler, fordi drinkens lyse rosa farve mindede ham om et af Bellinis alterbilleder.
Lille men ganske god
Ret skal være ret, Bellinien er faktisk god, og jeg lægger mærke til, at de “builder den” – altså opbygger den fra bunden i baren, det er ikke noget premix, som bare hældes op. 22 euro er dog i overkanten, det er 165 kr., så næste gang jeg hører, at cocktails er dyre på danske cocktailbarer, så trækker jeg på smilebåndet.
Hvordan fik retten carpaccio sit navn?
Den blev opfundet omkring 1950, da en stamgæst, grevinde Amalia Nani Mocenigo, fik at vide af sin læge, at hun ikke måtte spise kogt kød. Cipriani fandt en løsning, der både var let og smuk: råt oksekød i papirtynde skiver med en delikat dressing. Farven på retten mindede ham om nuancerne i maleren Vittore Carpaccios værker, som på det tidspunkt blev udstillet i Venedig – og således fik retten sit navn.
Vis dog lidt stolthed, Harrys Bar!
Kort efter ankommer min carpaccio, som jeg gætter på er omkring 80-100 gram. Den legendariske dressing af mayo, hvidløg, worchestersauce og sherryeddike er sprøjtet i det fine mønster, som jeg husker retten for. Tilbehøret er en skål med icebergsalat, gulerødder i strimler og radiser, som jeg er sikker på kommer fra en pose! Brødet er en kende tørt, men den jomfruolivenolie, tjeneren kommer med, er dog ganske fin – men ærlig talt, vi er i Italien, og de har et væld af grøntsager, som de kunne diske op med – men de vælger en præfabrikeret løsning. Efter et par minutter har jeg tygget carpaccioen i mig. Den smager til gengæld godt.
Højdepunktet er desserten
Jeg er af naturlige årsager ikke mæt, heller ikke selvom jeg guffer mig gennem den kedelige salat og spiser alt brødet. Jeg beder 3-4 gange om et dessertkort, men der sker intet, jeg er endda meget højlig og beder pænt. Jeg indser dog efter 10 min. at det faktisk skyldes, at køkkenet kommer ud med én af hver dessert på et stort fad (de har kun kager), hvor du så vælger én af dem. De bliver præsenteret grundigt, og jeg spørger pænt om den mest ikoniske – det er deres “Lemon Merinque Pie”, som også ser lækker ud. Jeg vælger en “Fernet Branca” dertil, mest fordi jeg gerne vil føle mig lidt som “Alfred” i scenen, hvor han besøger Italien i den sidste “Dark Knight” og netop bestiller en Fernet Branca. Prisen var 20 euro, så jeg fortryder meget mit køb.
I dag står Harry’s Bar stadig på sin oprindelige adresse nær Markuspladsen. Lokalet er beskedent i størrelse, men atmosfæren er intakt – en tidslomme, hvor både glamour og enkelhed sameksisterer. Den er stadig ejet af Cipriani-familien, der har gjort det lille venetianske ikon til et globalt symbol på italiensk gæstfrihed og stil.
