Vesterbro er en bydel i København, som har været gennem en helt enorm udvikling fra at være et område, som primært var forbeholdt ludere og lommetyve, til i dag at have nogle af Københavns dyreste kvadratmeterpriser. På Vesterbro bor der omkring 65.000 indbyggere, hvilket var optalt i 2016, så der er nok kommet en del flere til siden da. For blot 25 år siden var det ikke anbefalet, at du vandrede rundt på Vesterbro i de sene nattetimer, da området var ret belastet af bl.a. narkomaner og kriminelle. Som tiden gik blomstrede området op, og flere børnefamilier flyttede til. I dag er tiden skiftet, og der er plads til alle på Vestebro. Områderne, hvor der florerer stoffer og hjemløse, er primært omkring Den Brune Kødby samt enden af Istedgade mod Hovedbanen og Mariakirken.
Spisesteder på Vesterbro
Hvis man tæller alt med, så er det tæt på, at der er næsten 100 spisesteder på Vesterbro, men så er det også helt ned til, at selv Prolog i Kødbyen, som primært er en kaffebar, tælles med. Hvis man kun kigger på hele rene spisesteder, så er der lidt færre, men det er ét af de områder i København, hvor der ligger rigtig mange, og du kan mere eller mindre finde alle typer. Der er lige fra de helt almindelige klassiske spisesteder, som serverer god gammeldags dansk mad som fx “Restaurant Klubben” og “Chicky Grill”, der begge må betragtes som legendariske. Der er naturligvis også en lang række gode italienske restauranter og pizzarier som fx “Itzi Pitzi”, “Dej” og “Mother” samt nogle Cofocos som fx Corsa Pizza Vesterbro.
Nærområder på Vesterbro
Vesterbro strækker sig helt fra Rådhuspladsen ned mod Halmtorvet og Kødbyen, hvor Sønder Boulevard, Istedgade og Vesterbrogade løber parallelt med hinanden. Derudover er der Enghave Plads mod Carlsberg Byen, hvor grænsen slutter ved Valby. Mod Frederiksberg slutter Vesterbro omkring Værnedamsgade.
Kødbyen
Området kaldes “Kødbyen”, fordi det både historisk og i dag dækker fødevaregrossister og kødgrossister, som leverer kød til både butikker og restauranter i Kødbyen, men også andre steder i København. Den er groft sagt inddelt i “Den Brune Kødby”, som er den oprindelige og grundlagt helt tilbage i 1878, og Den Hvide Kødby, som blev opført i 1931-1934. Hvis du besøger området siger navnene sig selv, der er vitterligt brunt i Den Brune Kødby og hvidt (og blåt) i Den Hvide Kødby.
Midt i Den Hvide Kødby ligger “Inco Kød”, som sikrer, der er friskt kød til det enorme grossistsupermarked, som du også finder i Kødbyen. Kødbyen rummer i alt 14 spisesteder både med fransk, italiensk, spansk, dansk og indiskinspireret køkken. Udover at have spisesteder og kaffebarer, så danner Kødbyen også base for en række kreative erhverv og kraftcentre, som arbejder med branding, marketing, kommunikation og kunst. Kødbyen består endvidere af fem veje, som er ret sigende for området: Høkerboderne, Slagtehusgade, Staldgade, Kvægtorvsgade og Flæskeboderne.
Seværdigheder på Vesterbro
Købehavns Tivoli
Det mest oplagte at se på Vestebro er helt sikkert Tivoli, som ligger lige på grænsen mellem Indre By eller København K og Vesterbro. Københavns Tivoli er grundlagt helt tilbage i 1843 og er en af de ældste forlystelsesparker i Danmark, som dog overgås med flere hundrede år af Bakken, som er grundlagt i 1583. Tivoli er grundlagt af Georg Carstensen og lå oprindeligt udenfor Vesterport. Det er den mest besøgte turistattraktion med ca. 4,5 mio besøgende årligt. Faktisk overgås dette tal kun af Disneyland Paris og Europa-Park i Tyskland, så der kommer mange glade turister og danskere på besøg hvert år. Det er også én af de dyreste forlystelsesparker i Danmark, så hvis du vil have adgang og turpas, så koster det 439 kr. +8 år – antaget at du bestiller online.
Enghave Plads og Enghave Park Vesterbro
Hvis du gerne vil besøge områder, som er en kende billigere, så er der også mulighed for det. I den anden ende af Vesterbro ligger Enghave Parken, som også er et besøg værd. Det koster intet, og ved Enghave Plads er det muligt at købe en god kop kaffe på enten “Kaffeplantagen” eller “Nanvløs Kaffebar”. Hvis du skal have lidt sødt til, så kan “Brød” klart anbefales, men her skal du være både tålmodig og villig til at betale. Køen udenfor er ofte lang, og prisen på en fastelavnsbolle eller lignende sniger sig nemt over 60 kr.
Musik på Vesterbro
Skal du have musikoplevelser, så ligger der både Pumpehuset og Vega, som begge er populære spillesteder. Pumpehuset har eksisteret i mange år og var oprindelig en del af Københavns første vandværk. Navnet stammer derfra, hvor huset havde tre store pumper, som blev drevet af damp. Det blev taget i brug i 1859, og i 1987 blev det omdannet til spillested, hvor det først hed “Saltlagreret”. I 2010 gik det konkurs efter at have lagt hus til store navne som John Mayer, Rammstein, Linkin Park og Robbie Williams. I 2011 genåbnede det og har været åben siden. Pumpehuset rummer på to etager i alt 1000 gæster. Vega er grundlagt i 1996 og rummer lidt flere gæster end Pumpehuset. Det består af “Store Vega”, som kan have 900 sidende gæster eller 1500 stående. Der er også “Lille Vega”, som har plads til 160 sidende eller 500 stående gæster. Begge steder har været vært for store navne som Björk, Suede, Kylie Minogue, Moby og Fatboy Slim.