Som barn var duften af kul fra en grill altid noget, som jeg forbandt med sommer, ferie og hygge. Jeg kommer fra en familie, hvor vi stort set grillede hver eneste dag sommeren igennem. Når jeg tænker tilbage på det, så var det faktisk ret vildt, at mine forældre gad gøre sig den umage at lave salater, grille kød, pølser, brød og dække det hele op på vores terrasse. I dag er jeg dybt taknemmelig. Når jeg griller i dag, så følger der typisk også et glas vin til, og her er jeg i mit es – for det har jeg nemlig styr på. Til denne artikel har jeg derfor fundet nogle fremragende bud, som spænder utrolig bredt – god fornøjelse.
Det kan være svært at finde et godt glas rødvin til netop grillmad, hvilket skyldes flere faktorer. For det første er grillmad ofte meget forskelligt – det kan både være fisk, fjerkræ, grøntsager eller oksekød – det kan endda være det hele på én gang. Ofte er der skruet lidt op for krydderierne, når der grilles, og sidst men ikke mindst så indtages maden udenfor, hvilket betyder, at din dufte- og smagssans godt kan sænkes lidt. Derfor gælder det for rødvinen, at det er vigtigt, at vinen har noget krop og fylde, og så må den også gerne ligge nogenlunde højt på alkoholprocent, da maden ellers kan overdøve vinen.
Vi starter dog med de hvide vine, hvor der er den “tunge udgave” og den “lette”, og det skal tages i bogstaveligt – den ene er nemlig en bag-in-box, hvor jeg gerne vil erkende, at det er første gang, jeg anmelder og tester vin på denne måde. Den anden er helt standard og på flaske.
Hvis du vælger at købe en bag-in-box til din grillfest, så skal du være sikker på, at du har rigeligt – den rummer nemlig 3 liter vin som standard, hvilket betyder, at du får 4 gode flasker på en boks. Selv om jeg ikke har anmeldt denne type vin før, så ved jeg, at den ofte er undervurderet.
Ramous Elegant White Signature Blend
Denne er lavet på Sauvignon Blanc, Verdelho, Viosinho, så der er tale om et skønt blend af franske, spanske og portugisiske druer, hvilket bestemt ikke er unormalt for en vin fra Portugal. Den har duft af citrus, nektariner, solbærbusk og friske krydderier. Selv om den kun holder 12,5% alkohol, så har den en fin fylde, god struktur, fin frugtsødme samt syre. Det gør den lidt til en allrounder, som kan sættes til både fisk, skaldyr, grøntsagsretter, kylling og som en god “bællevin”, som du sætter iskold midt på bordet til grillfesten.
Point: 90/100
João Portugal Ramos Alvarinho
Alvarinho er søsterdrue til den spanske Albarino, som stammer fra Galicien og mere bestemt “Rias Baixas”. Druen er efter min mening fortsat lidt overset hos private, men på de store restauranter finder du den ofte, som hovedattraktiv på vinmenuen. Denne har 13% alkohol og en skøn duft af citrus, hvide blomster, ferskner og grape. I munden er den frisk og har en dejlig syre, som netop gør den skøn til grillretter. I munden byder den på en delikat frugtsødme og let mineralitet. Skønt glas.
Point: 92/100
Fra de hvide vine til de røde vine
Rødvine er mindst lige så populære som hvidvine, når det kommer til grillbordet, og ofte er de faktisk endnu mere populære.
Ruffino Chianti
Inden vi går til den første rødvin, som er den “tunge”, så starter vi med en let rødvin, som sagtens kan fungere til grillmad, men dog vil jeg klart anbefale, at den serveres ved ca. 10-12 grader og til grøntsager eller fjerkræ. Til fx spareribs eller en marineret steak, vil den virke for let. Den er fyldt med duft af røde, lyse bær – hindbær, kirsebær, vanilje, røde blommer, viol samt friske blomster. I munden er den elegant, livlig og med en let frugtsødme, blide tanniner og latent syre. Et fint glas, som også kan gå til fisk.
Point: 90/100
Speci Valpolicella Classico
Den næste vin er en Valpolicella Classico, som ligger på 12,5% alkohol, hvilket betyder, at du kan forvente lethed og elegance. Den er lavet på Corvina, Molinara og Rondinella, så mere klassisk bliver det næppe. På samme måde som Ruffino Chianti er denne også bedre til grillede grøntsager og fjerkræ og kan også gå til fisk. Den har en en skøn duft af friske kirsebær, jordbær, viol, rabarber og tomatstilk. I munden er den let, frisk og elegant, hvor du fornemmer en god syre og let delikat frugtsødme. I forhold til den lave alkoholprocent, så har den overraskende god dybde og eftersmag.
Point: 92/100
Ramous Reserva 2022 Winemakers Red Blend
Så rykker vi videre til den tunge ende af rødvinene, og denne bag-in-box-vin har utrolig meget value for money! Med lidt held så kan du købe den for ca. 150 kr., hvilket betyder, at du får en god flaske vin for ca. 37.50 kr., endda lidt mere end en flaske, da der kun er 700 ml. i en flaske vin i Danmark, og prisen er for 750 ml., hvis du deler de 3 liter ud på 4 flasker. Vinen er lavet på et blend af druer fra Portugal – det er ikke unormalt, at der er tale om “field blend”, hvilket betyder, at det er en blanding af en masse forskellige druer. Denne har en skøn duft af solbær, hindbær, jordbær og friske urter. I munden er den fyldig, har god dybde og frugtsødme samt en fin syre.
Point: 90/100
Apothic Red Winemakers Blend
Denne er på et rigtig powerblend: Shiraz/Syrah, Merlot, Cabernet Sauvignon og Zinfandel, som faktisk er ret vildt at sætte sammen, men det er den slags, som amerikanerne nyder at gøre. Det giver en vin, hvor der er fuld tryk på duftpaletten, og det er den helt store klinge! Solbær, jordbærmarmelade, syltede blommer, vanilje, lakrdskonfekt og kanel vælter op af glasset. I munden er den fyldig, har masser af frugtsødme, som holdes i balance af blide tanniner og en fin syre – en grillvin, som kan klare stort set hvad som helst.
Point: 91/100
Andre Brunel Cotes-Du-Rhone Villages Cuvée Sabine
Vin fra Rhone fungerer også glimrende til grill, da den typisk har noget dybde og gerne er relativ høj på alkohol, men samtidig også kan have en god friskhed. Denne er på blended “GSM”, som står for Grenache, Syrah og Mourvedre. Den er fyldt med duft af solbær, brombær og friskkværnet sort peber. I munden fremstår den let fyldig, smooth med en let frugtsødme, blinde tanniner og en god syre – til prisen er den virkelig en flot grillvin.
Point: 91/100
Andre Brunel Cotes-Du-Rhone Sommelongue
Denne kan betragtes som en storebror eller storesøster til Villages Cuvée Sabine. Den er på 85% Grenache, 5% Cinsault, 5% Mourvedre og 5% Syrah og helt klassisk, hvor du får en vin, som både har friskhed og fylde, hvilket betyder, at vinen kan rense godt igennem overfor den tunge grillmad – skøn duft af kirsebær, jordbær, vanilje, blommer og tobak.
Point: 92/100
Altitude by Duorum 2021
Douro ligger i hjertet af Portugal, og deres nationaldrue er Touriga Nacional, hvilket denne bl.a. er lavet på. Vin fra Portugal har de sidste år stormet fremad, da producenterne gerne vil øge deres salg af tør vin. Mange tror, at Portugal producerer mest portvin, da landet er kendt for netop denne type vin, men det er kun omkring 10% af deres vinproduktion, der er portvin. Denne er virkelig ideel til grillmad! Skøn duft af solbær, brombær, viol, mørke kirsebær, kakao og læder. I munden er den fyldig og har masser af powerfrugt, lidt krydderier, blide tanniner og en skøn friskhed, som gør den til en god allrounder, når det kommer til grillmad.
Point: 92/100
Hvad så med en god grillopskrift?
Du skal naturligvis ikke snydes for en opskrift, som både er nem og hurtig, når det kommer til grill. Det er en opskrift på flødekartofler med camembertost og bacon, som virkelig er fyldig og et godt bidrag til det store grillbord.
Flødekartofler med camembert og bacon
Vin til grill kan være et svært match. I denne artikel finder du en række gode bud samt en skøn opskrift på flødekartofler med camenmbert og bacon.
Ingredienser
Flødekartofler
- 1 kg. kartofler
- 1 stk. camembertost
- 1 pakke øko bacon i stykker
- 1 stort løg
- ½ liter piskefløde
Tilbehør
- 4 stk. koteletter
- 1 stk. spidskål
- Saften af en ½ citron
- Salt og friskkværnet peber
- 2-3 spsk. ekstra jomfruolivenolie
- 1 lille bundt bredbladet persille
Sådan gør du
SÅDAN GØR DU
-
Hvis du bruger gasgrill, så tænder du den på fuld gas i den ene side og laveste blus i den anden side. Lad den varme op til ca. 250 grader.
-
Du kan også bruge ovnen, så skal den stå på 180 grader varmluft.
-
Imens grillen varmer op, steger du baconet sprødt – hvis du har et sideblus, så bruger du det.
-
Skræl kartoflerne og skær dem i ca. 0,5 cm tykke skiver.
-
Hak løget fint.
-
Læg kartoflerne og løget i et fad som kan tåle grill, du kan også bruge en støbejernspande.
-
Tilsæt baconet ovenpå.
-
Tilsæt fløden.
-
Skær osten ud i tynde skiver og læg den over, så den danner et låg.
-
Sæt nu fadet på grillen i den side, hvor der er mindst varme og giv det ca. 1 time, eller indtil kartoflerne er møre.
Tilbehør
-
Imens flødekartoflerne er i gang, så laver du koteletterne og spidskålen.
-
Start med at skære spidskålen ud i kvarte, så der er et kvart kål pr. person.
-
Pensel det med lidt olie, giv det lidt salt og peber og steg det på direkte varme. Pas på det ikke brænder på.
-
Ca. 5 min før kartoflerne er færdige, så steger du koteletterne
-
Giv dem lidt salt, peber og olie og steg dem ca. 2-3 min på hver side.
-
Slut af med citronsaft over kålen og evt. lidt friskhakket persille over.
Håber det har givet inspiration til nogle gode grillvine samt en lækker og nem opskrift – rigtig god fornøjelse.