I 2021 holdt jeg en stor kåring af “Årets Bobler”, hvor en af de store overraskelser blev Calmel + Joseph Les Effervescents Cremant Brut, som vitterligt tog fusen på alle i en blindsmagning. Folk gættede på stor Champagne, men det var en Cremant, som kunne købes for sølle 88 kr! Jeg var selv blevet blæst bagover af niveauet, og derfor tænkte jeg, at hvis resten af deres portefølje var bare halvt så god, så var det noget, som alle burde kende – tillad mig at præsentere Calmel + Joseph. 

De fleste franske vinhuse kan ofte datere deres historie flere hundrede år tilbage i tiden, men Calmel & Joseph har grundlagt deres vingård i 1995 – det må man kalde for et ungt vinhus. Gør det dem så mindre gode end andre? Ikke hvis du spørger mig – faktisk kan jeg allerede godt afsløre nu, at dette er fremragende vin og kæmpe value for money. Derfor har jeg allieret mig med Andrup Vin, som har sendt mig hele deres portefølje. Alle deres bobler, hvidvine og rødvine finder du i artiklen her – rigtig god fornøjelse. 

Calmel + Joseph Les Effervescents Cremant de Rose

Det er præcis denne type bobler, som ofte kan tage fusen på folk – den fremstår elegant, fyldig og i flot balance. Denne Cremant de Limoux Rose har en skøn duft af citrus, hindbær, jordbær, hasselnødder og brød. I munden er den mousserende, tør, let, syrlig og med blide bobler, som løfter vinen flot op på et højt niveau i forhold til prisen. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

169,95 kr. -v/ 6 stk. 149 kr.

Point: 93/100

Calmel + Joseph Villa Blanche Chardonnay 2022

Efter rose er det passende med de fire vine, som ligger i den lave ende af skalaen, hvor den første er deres Chardonnay – Villa Blanche.

Den er ukompliceret og utrolig nem at drikke – præcis hvad der kendetegner denne Chardonnay. I næsen har den duft af tropisk frugt som mango, melon, ananas, men også syrlige noter som citrus og et lille hint af lakrids. I munden er den fyldig, har flot balance mellem sødme, friskhed og syre – den gør sig absolut fremragende til fisk med en lækker cremet sauce til. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 92/100

89,95 kr. – v/ 6 stk. 59 kr.

Calmel + Joseph Villa Blanche Marselan 2022

Marselan er en krydsning mellem Cabernet Sauvignon og Grenache og dyrkes med stor succes i mellemøsten, men oprindelsen er Frankrig. Det er en drue, som giver en vin med intens duft af modne kirsebær, solbær, kaffe, lakrids, vanilje og balsamico. I munden er den fyldig, hvor der er masser af power og frugt, men også tanniner og et lille syrebid til sidst. Den gør sig fremragende til en bøf med pebersauce. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 92/100

89,95 kr. – v/ 6 stk. 69 kr.

Calmel + Joseph Villa Blanche Pinot Noir 2021

Pinot Noir fra Frankrig er lig med Bourgogne og koster mange penge, ikke? Ikke nødvendigvis – denne “Villa Blance Pinot Noir” fra Calmel + Joseph er et godt eksempel på, at det ikke altid passer. Prisen er banket i bund, og der er virkelig meget vin at hente for pengene. I næsen har den duft af jordbær og hindbær, men også mere mørke bær som brombær, hvilket skyldes, at den kommer fra det sydfranske. Du finder også duft af vanilje og peber. I munden er den frisk, let syrlig og med masser af frugtfylde, som giver en virkelig flot vin. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 93/100

89,95 kr. – v/ 6 stk. 69 kr.

Calmel + Joseph Villa Blanche Syrah 2020

Calmel + Joseph har naturligvis også en Syrah, som kan købes for billige penge. I næsen har den en skøn duft af solbær, brombær, blomme, eg, chokolade, mynte og peber. I munden er den kraftig, og der er masser af smag, men vinen bliver aldrig kluntet, den holder sig i flot balance, hvor syre og fine tanniner styrer den flot i mål. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 91/100

89,95 kr. – v/ 6 stk. 69 kr.

Calmel + Joseph Le Domaine Le Penchant 2021

Efter de fire første vine, som ligger lavest i pris, så er det kun naturligt at gå til næste niveau, hvor den første naturligvis er en hvidvin på Roussanne. Det er svært at sige, at druen minder om mere kendte druer som fx Chardonnay eller Sauvignon Blanc, for den er helt sin egen. I næsen har den duft af citrus, melon, hyldeblomst, pærer, flint og et lille hint af honning. I munden er den frisk med lag på lag af lækker frugtsødme – dog i balance – en skøn vin. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 92/100

119,95 kr. -v / 6 stk. 99 kr.

Calmel + Joseph Le Domaine Le Sentier Pinot Noir 2021

Søstervinen til Le Domaine Le Penchant -i hvert fald hvis vi kigger på  samme prisklasse – er Le Domaine Le Sentier Pinot Noir, som er en fremragende Pinot Noir til prisen. I næsen har den duft af jordbær, kirsebær, ribs, blommer, vanilje og peber. I munden er den fyldt med frugtsødme, en blid syre og afsluttende en krydret eftersmag. Den kan sagtens klare lette grillretter eller fx kylling med en pebersauce. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 92/100

119,95 kr. – v/ 6 stk. 99 kr.

Calmel + Joseph Les Crus Saint Chinian Le Saint Festin

En lækker hvidvin, som er lavet på et spændende blend af 40% Grenache Blanc, 30% Roussanne, 20% Rolle og 10% Viognier. I næsen har den tydelig duft af citrus, lime, hyldeblomst, pære, melon, men også et hint af honning. I munden svæver den mellem det elegante og det kraftige, videre fornemmes både tørhed, syre og en fin frugtfylde, hvilket skyldes de forskellige druer, som bidrager til vinen med hver sin egenskab.

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 93/100

149,95 kr. – v/ 6 stk. 129 kr.

Calmel + Joseph Les Crus Terrasses du Larzac L’Art du Vers

Calmel + Joseph laver også en fremragende “GSM” på de klassiske druer “Grenache, Mourvedre og Syrah”. Den er en glimrende vin, som har masser af duft af solbær, brombær, enebær, blomme, peber, espresso og laurbær. I munden er den fyldig, har masser af frugt og friskhed samt blide tanniner. En god vin, som placerer sig i toppen af “hverdagskategorien”.

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 92/100. 

149,95 kr. – v/ 6 stk. 129 kr.

Calmel + Joseph Les Crus Pezenas Entre Amis 2019

Calmel + Joseph har flere vine på det klassiske blend  “Grenache, Mourvedre og Syrah”, hvor Les Crus Terrasses du Larzac L’Art du Vers er den ene og så denne Les Crus Pezenas Entre Amis i samme prisklasse. Hvor den første er både fyldig og frisk, er denne mere en powervin, hvor næsen er fyldt med lag på lag af duft af brombær, krisebær, svampe, umami, peber, ymer og et hint af røg. I munden er den fyldig med masser af frugt og blide tanniner. Begge vine er gode, det handler blot om, hvilken du er mest til

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 92/100

149,95 kr. – v/ 6 stk. 129 kr.

Calmel + Joseph Les Cuvee Rares Corbieres Le Roc 2017

Calmel + Josephs topvin når det kommer til Grenache, Mourvedre og Syrah er deres Les Cuvee Rares Corbieres Le Roc. Den er fra 2017 hvilket betyder, at den har fået lidt kærlighed på flasken, hvor de har modnet nogle år, hvilket er kommet den til gode. I næsen har den duft af solbær, brombær, sorte kirsebær, vaniljetobak, lakrids, kaffebønner og et hint af svampe. Munden er fyldig og har masser af power, frugt og flotte modne tanniner, som skaber en flot vin i balance. Den kan sagtens ligge mange år endnu, men er bestemt også charmerende og klar nu. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?


199,95 kr. – v/ 6 stk. 179 kr.

Point: 94/100

Calmel + Joseph `Le Domaine` La Madone 2016

Én af topvinene fra Calmel + Joseph er `Le Domaine` La Madone 2016, som er lavet på 80% Grenache Noir og 20 % Syrah. I næsen har den tydelig duft af modne sorte kirsebær, krogmodnet kød, peber, lakrids, nelliker og kardemomme – giv den tid i glasset, for duftpaletten fortsætter længe under iltningen. I munden er den fyldig og intens, men har også en friskehed, som gør, at den ikke bliver kluntet men nærmere en elegant franskmand – flotte tanniner, som er velintegreret i smagen. Den gør sig godt til retter med steaks og fyldige pastaretter. 

Calmel + Joseph - bedste franske vin til pengene?

Point: 95/100

399,95 kr. -v / 6 stk. 349 kr.

Håber det giver inpisration til nogle spændende vin, som alle har kæmpe value for money – jeg vil næsten garantere dig, at du ikke bliver skuffet over Calmel + Joseph.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar