Galicien er kendt for fisk og skaldyr og navnlig blåmuslinger og blæksprutter – men de har faktisk også fremragende kød. Hvis du besøger Galicien og én af de større byer ”Villagarcía de Arosa”, så synes jeg, at du skal lægge vejen forbi Pulperia Ruedo.
Indrømmet, jeg gik forbi restauranten flere gange og tænkte ikke videre over, at den kunne være interessant. Heldigvis har jeg en svigerfamilie, som bor i Galicien, og var heldig at være inviteret ud af dem, som kendte restauranten.

De har specialiseret sig på mere eller mindre to områder – blæksprutte og galicisk oksekød. Retten med blæksprutte er den, som hedder ”pulpo gallego”, som du måske kender? Det er kogt blæksprutte, som serveres med paprika, kartofler og masser af jomfruolivenolie. Det smager fantastisk, men jeg vil dog råde dig til at bestille én omgang til deling, for det er en hel arm, som du får serveret, og der er meget af det. En halv portion pulpo koster ca. 8 euro.

Stor rødvin til få penge
Galicien er mest kendt for sine sprøde og lækre hvidvine på Albarinodruen, som efterhånden vinder mere og mere indpas i Danmark. Hvis du ikke kender den, og hvis du godt kan lide de ranke, sprøde og syrlige vine, så prøv en Albarino. På restauranten blev det dog til en rødvin på Mencia-druen, som er mindre kendt, men utrolig lækker.

Vi fik en, som hedder ”Castrofiz Barrica”, som vitterligt smagte af stor Ribera del Duero – imponerende flot vin med duft af sorte kirsebær, solbær, vanilje, eg og lakrids og fyldt med frugtsødme, tanniner og syre – perfekt balance og fremragende til steak.
”Én størrelse kød – stor!”
Ja, den er god nok – deres bøffer ligger på 900-1500 gram, da de får udskæringer fra en lokal slagter, så derfor bør I være mindst 2-3 personer sammen , hvis du altså vil have en steak. Du får dog en virkelig fin udskæring, og der er rigeligt. Vi fik både filet og t-bone, som skæres for i køkkenet og derefter tilberedes af dig selv ved bordet, så du behøver ikke diskutere med dine medspisere, hvorvidt den skal være rød, medium eller gennemstegt, for det styrer du helt selv. Det er en hyggelig måde at spise på, da det forlænger middagen ret meget.

Det foregår ved, at du får en trækulsgrill ind midt på bordet, som så brændes af med lidt fedt fra kødet, der bruges som fedtstof til grillen. Herefter lægger du blot kødstykker på og steger dem efter eget valg. Du får kartofler og salat til kødet.
Verdens bedste ”doggybag”
Det er lige før, at jeg ville ønske, at jeg var hund på den restaurant, for der må virkelig falde nogle gode stykker kød af til den, da det er umuligt at spise op, når ens steak er på over ét kilo. Du kan dog vælge at få resten med hjem, hvilket vi valgte, så der var en pose med godt 400 gram kød, som blev gemt til en god steaksandwich.
”Whisky-pie”
Jeg kunne ikke lade være, og da der var en ”pie med whisky” på kortet, så måtte jeg prøve, velvidende at det nok ikke var en kæmpe oplevelse. Den smagte dog ret godt, selv om whiskyen var en ”J&B Blended”, som er en billig whisky. Flasken stilles blot på bordet, og så kan du ellers selv hælde det over din tærte, som var en istærte. Der blev grinet lidt ved bordet, da den blev serveret, overhældt med whisky og efterfølgende nydt.

De fleste dage, så har Pulperia Ruedo kun åben til frokost, hvilket sådan set er rigtig fint, da det er et stort måltid, som kræver en lille gåtur at fordøje efterfølgende. Jeg har indsat åbningstiderne herunder. God fornøjelse.
Hvad: Pulperia Rudeo Villagarcia
Hvor: Av. Rosalía de Castro, 26, 36600 Vilagarcía de Arousa, Pontevedra, Spanien
Pris: $$$
Åbningstider: Mandag: Lukket. Tirsdag til torsdag kl. 11.00 til 16.00. Fredag og lørdag kl. 11.00 til 16.00 og kl. 20.00 til 24.00. Søndag kl. 11.00 til 16.00.