Berlin rummer ret mange lækre michelin-restauranter og imodsætning til Danmark, så er de til at betale sig fra. Jeg har besøg både ”Facil” og ”Tim Raue” som også er to-stjernede michelinrestauranter. Horváth var lidt af en satsning, men står som én af de bedste overraskelser jeg har fået på en michelinrestaurant nogensinde.
That akward moment…
Når tjeneren siger ”Well Sir we where expecting you yesterday” og koldsveden breeder sig. Heldigvis var vi heldige, da vi på trods af en lille fejl i datoerne, kom dagen efter vores reservation. Herefter kunne aftenen begynde. Horváth har med deres ambitiøse køkkenchef Sebastian Frank i spidsen primært fokus på fisk og grøntsager. Sebastian Franks filosofi er, at hver element spiller lige så rolle, hvilket gælder både om det er grøntsager, fisk eller kød.
”Social-dining” på en michelin-restaurant
Du har mulighed for at bestille 5 til 120 euro eller 7 retter til 145 euro på Horváth og dertil kan du bestille to yderligere retter som er Sebastian Franks Signatur-retter som koster 15 og 18 euro. Et lille tip er, at du faktisk kan bestille Signatur-retterne som deleretter og dertil også vin, som du kan dele. Det valgte jeg at gøre. Retterne er store nok til, at du sagtens kan få en fornemmelse af dem. Dertil vil jeg så sige, at du får rigeligt med mad, så du skal nok blive mæt. Det betyder så, at du kan få 7 retter på en 2-stjernet michelin-restaurant for ca. 1000 kr. Det sker vist ikke i Danmark.
“Knoldselleri modnet og frisk” og “Champion Foie Gras”
Okay – det er løst oversat, men du forstår sikkert retterne. Den første er knoldselleri, hvor de har dehydreret og lagret knoldsellerien i 12 måneder. Ved siden af finder du så et stykke helt frisk knoldselleri, så du kan smage forskellen. Ret godt tænkt.
Den anden Signatur-ret er faktisk ikke foie gras, hvilket sådan set er rigtig fint. Jeg vil godt tilstå, at jeg tidligere har spist en del foie gras, og faktisk holdt meget af det. Denne ret er dog helt perfekt, da det smager fuldstændig som foie gras.
Dertil får vi en lækker sødmefuld vin fra østrigste Thomas Schwarz “Syss 2.0” med en let oxideret duft og en “sherry-agtigt” finish – helt perfekt til denne “snyde foie gras”. Jeg ville umiddelbart sige, at den minder lidt om Heston Blumenthals “Meat Fruit” dog mest i smagen og ikke helt så visuelt flot.
Let the show begin:
“Liquid Memories – Corn & Zucchini” er vores første servering. Den er flot anrettet, super simpel og utrolig velsmagende. Min eneste tanke var, at det kunne være flot med mørke kaviar, men helt fair, den er også flot som den er.
“Sebastian Frank er det tyske svar på Bo Bech – grøntsagens mester”
Det er så sandt som det er sagt, flere af retterne var nemlig “bare” grøntsager. Reelt en meget smart måde, at holde udgifterne nede på, men også et godt eksempel på, at grøntsager virkelig kan noget. Min skønne kæreste var ellevild over vores næste ret, som blot var en aubgerine, der var langsomt tilberedt og serveret med en kraftig reduceret grøntsagsfond.
Det smagte også skønt og dertil fik vi en øl lavet på selleri, dog må jeg erkende, at det var lidt for meget “grøntsagsjuice med bobler” til mig.
Inden vi skulle videre til fisken fik vi “Tipsy Sturgeon” med “rose mushroom”, som jeg faktisk ikke kan oversætte, hvis du kan, så lad mig endelig høre? Igen en meget enkelt ret, hvor min kæreste var helt vild med det godt nok 🙂
Vinen dertil husker jeg tydeligt – ikke mindst da etiketten var ret blæret. Matthias Warning er en ung og meget ambitiøs vinmager, som laver en utrolig sprød og frisk Grüner Veltliner, som også er elegant og har dybde, som passede helt perfekt til den afsluttende grøntsagsret.
Vores sidste ret inden de søde retter er hvidstør, og selv om, at jeg adskillige gange har nydt den enorme fisks æg, har jeg faktisk aldrig spist stør. Det var faktisk lidt af en overvindelse, hvis du har set fisken, som jo er et kæmpe urdyr, der reelt nok burde have været uddød for mange år siden ved du hvad jeg mener. Men ikke desto mindre, så endte det med at være én af de bedste retter for mig.
Verdens bedste “biscuit”
Altså her vil jeg godt tillade mig at være uenige, det var det ikke, men en rigtig fin afslutning. Forud denne fik vi solbær granite men sirup lavet på grankogler, Rene Redzepi ville have fældet en tåre og taget den direkte tibage til NOMA, dog med meget mere syre. Ærligt, jeg er ikke kæmpe fan af de her retter, som skal rense munden. Jeg synes det er for syrligt, koldt og det mangler sødme. Jeg hørte engang Søren Gericke sige det helt perfekt “Min dessert skal være sød!” Jeg kan kun være enig. Heldigvis var denne “bisquit” også sødmefuld og lækker – der var solbær og enebær emulsion dertil, som bandt det fint sammen.
Håber det giver lidt inspiration, hvis du vælger at besøge Berlin og gerne vil spise “billig” Michelin-mad på en spændende restaurant.
