Inviteret af Loca-Gruppen
Paula åbnede den 12. juni 2025 i Paulas Passage 5 midt i Carlsberg Byen lige ved den oprindelige kilde, der i sin tid leverede vand til brygmester Jacobsens øl, og hvor den daværende Michelin-restaurant STUDIO også lå. Paula er kommet til byen og hun har et koncept under armen, som er kommet for at blive – nu skal du bare høre!
Konceptet er enkelt og er opdelt i to størrelser. Besøger du Paula mandag til lørdag, kan du frit vælge 5 retter fra deres menu til 995 kr. Besøger du Paula tirsdag til torsdag, så kan du vælge 3 retter for 495 kr. Okay, tænker du nok – så er det sikkert nogle små retter, som knap nok mætter. Svaret er nej, de har nemlig det koncept, som jeg kalder “Aalborg-portioner” eller i hvert fald tæt på – så tro mig, du bliver rigeligt mæt. Det er retter som “pighvar stegt på brød, med grillede hvide asparges i yuzu-miso og sauce på ristet pighvar”, “stegte danske jomfruhummere med små danske gulerødder, puré på karamelliseret gulerod og klassisk sauce nage”, “tatar af sommerbuk” og “hvide asparges tilberedt i smør”. Så jeg lover dig, at du bliver fyldt af gode indtryk og ikke går sulten derfra.

Inden du starter …
Så får du et par snacks, som varierer meget og er lavet med masser af kreativitet. Da jeg besøgte dem, var det sommerfrugter i en syltet syrlig lage samt friteret øllebrød med parmesan – ja, det lyder måske spøjst, men det smagte skønt!

Jeg elsker fisk!
Så derfor smagte jeg også deres ceviche på håndfangede norske kammuslinger
med frisk kimchi på pak choy, syltede radiser og havesyrejuice – en frisk og skøn ret, som er perfekt til dig, der er glad for fisk. Min medspiser derimod er mere til den stegte fisk, så hun smagte deres jomfruhummer med små danske gulerødder og en himmelsk sauce nage.

Vores vin dertil var en “Sattlerhof” på Sauvignon Blanc fra Østrig fyldt med noter af lime, citrus, grønne æbler og en lækker frisk og syrlig mund.

Nu hvor vi snakker om vin!
Så vil jeg råde dig til at besøge Restaurant Paula nu – faktisk ved jeg ikke helt, om jeg overhovedet må afsløre det her, men deres vinmenu er virkelig sublim lige nu. Om det fortsætter på dette niveau, ved jeg ikke helt, men jeg ved, at de har overtaget en del af de vine, som STUDIO havde på kortet, så niveauet er temmelig højt. Et godt eksempel er, at “Sattlerhof” online koster 310 kr. hvilket er meget for en vin, der er med på en vinmenu.

Udover kammuslinger og jomfruhummer smagte jeg deres kartoffelret, som er grillede nye kartofler og ærter marineret i solbærolie med æggeblomme, syltede grønne jordbær og sauce på Hallands Siren. Retten smager vitterlig af sommer! Vi bliver i det kødfri hjørne, da næste ret faktisk var en NOMA-inspireret-ret – nemlig selleri-kebab med selleri-hasselnøddecreme, gastro unika caviar, syltede courgetter, fyrtårnsost og sauce på fermenterede selleri og svampe. Sellerien er tilberedt på et lille spyd, så den ligner en kebab, og du bruger så et stykke selleri til at fange “lidt af det hele”. Det er både kreativt og lækkert.
Min pointe med vinen
Den gentager jeg lige igen – Maibachfarm Spätburgunder Terrassen ØKO fra 2017 koster online ca. 400 kr., og den smager himmelsk – en vin, hvor der blev efterskænket gavmildt. Skøn duft af kirsebær, ribs, jordbær, røg og svampe. Syrlig med masser af lækker frugtsødme og blide tanniner – kongevin!

Denne fik vi til hovedretten, som pighvar stegt på brød med grillede hvide asparges i yuzu-miso, sauce på ristet pighvar, grønne asparges og tørrede ærter, toppet med friske sommertrøfler – tror du, at det var et godt match? 😉
Mælkesnitte for voksne og dansk vin fra Ørnberg
Nu sagde jeg godt nok, at forrige ret var et fremragende match – eller nærmere – det lå implicit i min holdning. Men afslutningen var tæt på at slå den. Nu kalder jeg den “mælkesnitte for voksne”, men det er lidt af en tilsnigelse, for det er det faktisk ikke.
Desserten er en “Tuma yellow-chokoladeis” med saltet mælkesis, friskpresset solsikkeolie, karamelliseret vanilje-miso-creme og mælkesnitte-kage på toppen. Dertil fik vi “Sort”, som er én af de tre dessertvine, som Ørnberg Vin tilbyder. De har “Hvid”, “Mønster” og “Sort”, hvor den sidste er på Rondo og Pinot Noir-druerne. Det smager vitterlig som et godt glas koncentreret rødvin, hvor der er skruet op for både syre og sødme – helt perfekt.

Paula kombinerer klassisk fransk kokkehåndværk med nordiske råvarer og japanske smagselementer. Resultatet er et køkken med stærkt fokus på umami, præcision og sæsonens bedste ingredienser – især fisk, skaldyr og vildt – i afslappede rammer uden formaliteter som lange tastingmenuer
Køkkenchef Stefan Hansen, tidligere fra Kong Hans Kælder og Frederiksminde, står i spidsen for Paula, og de leverer et virkelig højt niveau! Stedet er perfekt til jer, der vil sammensætte jeres egen aften og nyde sæsonens smagsoplevelser i smukke omgivelser.
Hvad: Restaurant Paula
Hvor: Paulas Passage 5, 1799 København V
Pris: $$