Jeg besøger ofte Warszawa og spiser som regel ude 3-4 gange, når jeg besøger byen. De sidste tre år har jeg besøgt byen 1-2 gange om måneden, hvilket jo betyder en del restaurantbesøg. Det skyldes mit arbejde, hvor jeg i mit andet liv, hvor jeg ikke bruger tid på at blogge, arbejder i finansbranchen. Derfor har jeg lavet en række artikler og en rejseguide til Warszawa, hvor der er en del af de restauranter, jeg har besøgt. Den første, vi starter med, er nok den billigste og mest lokale, jeg har besøgt. Nederst finder du link til den samlede guide.

CK Oberza ligger ca. 500 meter fra Palace of Culture and Science og laver traditionel polsk mad, som på ingen måder er nutidig, det er så klassisk, som noget kan være. Den ligner ærligt noget fra krigens tid og er placeret midt i et ret besøgt område, hvor der ligger store shoppingcentre og andre restauranter på langt højere niveau. CK Oberza serverer bl.a. klassisk polsk mad til meget billige penge. Deres menukort stikker lidt i både øst og vest, og de har ret meget forskelligt. Jeg valgte at smage deres tatar, som er helt frisk og ganske fin – den mangler dog lidt sprødt til – fx noget ristet brød eller lignende. Bortset fra det er den god.

Warszawa spiseguide: CK Oberza
Vodka – Husets suppe med kogt pølse og æg samt tatar

Ellers kan jeg anbefale deres skank fra gris, som er braiseret i mørk øl. Den serveres med pommes, som ganske vist kommer fra en pose, og nogle stykker syltet agurk – ikke meget grønt på den tallerken, men det smager godt, og kødet er smeltende mørt. Du får tilmed to kæmpe stykker, så der er mæthedsgaranti. Prisen for en kæmpe portion er ca. 80 kr.

Warszawa spiseguide: CK Oberza
Masser af grønt på tallerkenen 🤣

Derfor mener jeg, at du skal besøge CK Oberza

Du skal besøge den, fordi den er lidt af en tidslomme, som ikke er fyldt med turister. Den besøges af lokale, som gerne vil have et billigt og solidt måltid. Stolene er hårde som bare fanden, men der er ret hyggeligt. Betjeningen er ganske fin, og så får du en god mulighed for at smage lokal mad i en by, som ellers er omgivet af store internationale restaurantkæder.

Hvad kan jeg ikke anbefale på CK Oberza

Jeg kan ikke anbefale deres suppe med kogt pølse og æg. Den smager sådan set ganske fint, men det er en lidt intetsigende ret. Suppen er en grøntsagssuppe, som er ganske fin, men den er ret kedelig.

Warszawa spiseguide: CK Oberza
Styr uden om husets suppe med pølser og kogt æg

Prisniveau

Næsten latterligt billigt – en hovedret koster mellem 50-80 kr., og der er rigeligt mad. En stor lokal fadøl koster ca. 17 kr. – du kan også bestille en liter øl. En vodka fås fra 14 kr., så det er ikke meget, du kommer af med for et stort måltid.


Navn: CK Oberza
Hvor: Chmielna 28, 00-020 Warszawa, Polen
Pris: $

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar