På Vesterbro Torv finder du bl.a. en Vinbaren Vesterbro, “Cafe Trold”, som sælger masser af fadøl til studerende, Paradis Is og naturligvis Elias Kirken – men der ligger også en lille perle, som hedder Resto Bar – der serverer glimrende italienske retter. Jeg har gået forbi dem masser af gange, men aldrig besøgt dem, det har jeg nu, og jeg kommer med garanti igen.
Søndag den 14. januar efter kroningen af Kong Frederik X syntes jeg, at det var på sin plads at gå ud og slutte denne historiske dag af med et godt måltid. Jeg var blevet anbefalet at besøge Resto Bar af flere helt uafhængigt af hinanden, så derfor lagde jeg vejen forbi.
8 serveringer for 495 kr.
Lad os starte med det bedste – det er, at prisen for maden er i bund, kvaliteten i top, og du går med garanti mæt derfra. Hvis du mener, at du ikke kan spise 8 retter, så kan du også vælge fra deres a la carte kort, hvor retterne koster mellem 85 kr. og 165 kr. Jeg vil dog anbefale, at du vælger deres menu, så får du nemlig lidt af det hele, og det er virkelig lækkert. Retterne bliver serveret af fire omgange, hvor du starter med fire retter, derefter to retter og de sidste to retter en ad gangen.
Da jeg besøgte dem, fik vi focaccia med en skøn ekstra jomfruolivenolie til, friteret baccala, som faktisk er en friteret fiskefrikadelle, vores var med torsk, salvie og citron. Dertil får du en lækker dyppe-sauce, som var deres version af en hjemmelavet ketchup, som havde masser af syre og dybde.
Derudover fik vi deres salumi (det samme som Parmaskinke, dog ikke fra Parma) med mozzarella, en omgang puntarelle, som er en salat, der hører til mælkebøttefamilien, sammen med haricot verts og bagna cauda, som fungerede som en sauce over retten.
Den sidste ret i første omgang var deres kammusslinger, som serveres med Resto Bars persillesmør, og som smagte helt fantastisk. Det lyder af meget mad, men det er rimelig afstemt, så hvis du ikke kaster dig over retterne, så kan du sagtens spise det og være klar til næste omgang.
Hvad drikker man til?
Resto Bar har et fint vinkort, primært med fransk og italiensk vin. Deres tjenere har rigtig godt styr på vinene, så spørg dem endelig til råds. Da jeg besøgte dem, hørte jeg én af tjenerne tilbyde, at de kunne sammensætte en lille vinmenu, hvilket du også kan overveje. Jeg kender ikke prisen, men de er ret fair derinde, så jeg vil mene, at du roligt kan bestille. Jeg valgte en rødvin fra Jura fra producenten Domaine Labet og på druen Poulsard, som minder meget om Pinot Noir.
Det er ikke den billigste vin, de har på kortet og ærligt talt, var det faktisk ikke meningen, at jeg ville have den, men tjeneren talte varmt for den. Skøn duft af jordbær fra skoven, “rødgrød med fløde”, rabarber samt jordbund, svampe og tørrede blomster. I munden er den læskende, elegant, let og har masser af syre og mineralitet. Vinen passer godt til stort set alle retterne, netop fordi den er let, og fordi frugten i vinen ikke bliver dominerende. Prisen er 1100 kr.
Aftenens bedste ret
Der var ærligt mange retter, som var velsmagende, men én står helt klart i min hukommelse og det var crostini (surdejsbrød, som var grillet hårdt i olivenolie) med ansjos og smør, så meget smag, dybde og umami i én ret har jeg sjældent oplevet, virkelig lækkert. Du kan bestille den på kortet til 85 kr.
Udover denne fik vi vores sidste retter i anden omgang, som var syltet artiskok med parmesan samt salsiccia polpette, som er italiensk krydret pølse, som bliver stegt som kødboller sammen med en syndig polenta med masser af olivenolie samt tomat. Begge skønne retter med godt modspil – fedme og syre. Herefter bad vi pænt om en kunstpause, da mætheden faktisk var begyndt af melde sig.
Den bedste Cacio e Pepe jeg har fået udenfor Italien
Det er lidt et citat, jeg har stjålet fra filmen “Burnt” med Bradley Cooper, som spiller Michelin-kokken Adam Jones, ikke desto mindre så passer det ret godt. Cacio e Pepe er en af de mest simple pastaretter, der findes, den består kun af pasta, parmesan og peber, så hvad kan gå galt med sådan en ret? Overraskende meget faktisk hvilket skyldes, at der er så få ingredienser, så den skal virkelig laves til perfektion, og det formår Resto Bar. Hvis du er glad for pasta og denne ret, så synes jeg, du skal bestille den. Lige nu er den på deres menu, men ellers har de den på kortet til 145 kr.
Kæmpe afslutning
Desserten var faktisk ikke italienskinspireret, men nærmere fransk. Det var en Gateau chocolat med solbær og vaniljeis. En skøn afslutning, men en virkelig stor dessert, så hvis du ikke følte dig mæt inden, så vil jeg gerne garantere, at du var efter. Den samlede regning for to personer med vand og vin ender på ca. 2100 kr. Her trækker vinen naturligvis op, og vælger du at bestille en billigere vin eller at nøjes med et enkelt glas, så kan du sagtens slippe billigere.
God fornøjelse – lad mig endelig høre hvis du har besøgt Resto Bar?
Navn: Resto Bar
Hvor: Vesterbrogade 51, 1620 København
Pris: $$