Annonce: Lavet i samarbejde med Hans Just
Når den første solstråle rammer terrassen, og temperaturen sniger sig op på de tocifrede grader, så kan du være helt sikker på, at det er “rosétid”, og “rosésæsonen” officielt er startet. I denne periode udskifter jeg næsten 100% hvidvin og rødvin med rosévin. Det er den skønne mellemting, mellem hvidvin og rødvin, hvor skallerne ligger sammen med mosten i nogle få dage, som gør, at det bliver en rosévin – her får du 8 helt fantastiske bud, som jeg varmt kan anbefale.
Det mest oplagte er at starte i det område, som er mest populært, når det kommer til rosé, og det er helt sikkert Provence, som er kendt for deres store rosévine, hvor flere endda har Grand Cru status – men mindre kan bestemt også gøre det, og netop dét er én af de ting, jeg virkelig holder af med rosévin – nemlig, at du får utrolig meget vin for pengene. Det næste jeg holder af er, at mange af dem er “crowdpleasers”, alle kan være med, og alle holder næstene altid af et køligt glas rosé.
La Croix Rosé 2023
Skøn rosé som ligger i området lige nord for Provence – Peyrassol, som har lavet vin i snart et årtusinde. Området er kendt for sine tørre og mineralske vine, hvilket skyldes en lerholdige jordbund, som området er domineret af. Det betyder, at du får en skøn rosé fyldt med duft af citrus, hvid melon, grape, jordbær, hindbær og rabarber. I munden er den elegant, let, læskende og med masser af syre og mineralitet – en rosé, som er helt klassisk i udtrykket og utrolig vellavet.
Point: 92/100
Pris: 99 kr. pr. stk.
Andre Brunel Côtes du Rhône Cuvée Rosé
Denne er en skøn rosé, som er lavet på et blend af alle de traditionelle druer, der oftest bruges til rosé i Rhône – 50% Grenache, 30% Cinsault og 20% Syrah. Den har en skøn duft af sommerblomster, citrus, jordbær og ferskner. I munden er den fyldig, hvor det er tydeligt, at der er en overvægt af Grenache, som giver masser af frugtfylde og krop til vinen. Den slutter af med en skøn friskhed og syre, som skaber en rigtig flot rosé. Hvis du vil matche denne til mad, så er en omgang frisk pasta med skaldyr helt perfekt.
Point: 91/100
Pris: 79 kr. pr. stk.
Les Fumées Blanches Gris de Sauvignon
Jeg vil gerne tilstå, at jeg aldrig har stiftet bekendtskab med druen Sauvignon Gris, som er en mutation af Sauvignon Blanc. Den er nogle gange set i Bordeaux og Chile og er faktisk pink -så en mellemting mellem en grøn og blå drue – og som betragtes som værende ret sjælden, da den har været tæt på at uddø. Hvis du er glad for rosé, så vil denne feje benene væk under dig – det er ret vildt det her, og det skyldes druen. Skøn duft af jordbær, hindbær, syltede ferskner, melon, grape, appelsinskal, mandarin og et lille hint af varme krydderier. I munden let creme, blød med en sødmefuld frugtfylde som holdes i flot balance med en syrlig afslutning.
Point: 93/100
Pris: 79 kr. pr. stk.
Chateau de Sancerre Rose Pinot Noir
Hvis du tænker Sauvignon Blanc, når du hører Sancerre, så er det helt korrekt, for det er nemlig,i hvad området er kendt for. Derfor er det også ret utraditionelt, at denne rosé er lavet på 100% Pinot Noir, men samtidigt utrolig spændende. Nu handler det ikke om farven, når man drikker vin – men se lige denne i forhold til de andre, den har helt sikkert fået længere tid på skallerne. I næsen er det klassisk Pinot Noir, hvor der er en tydelig overvægt af modne jordbær, men også citrus, grape og rabarber samt en bagvedliggende latent duft af vanilje. I munden er den elegant, floral, tør og med en skøn syre – noget af den bedste rosé jeg har nydt.
Point: 94/100
Pris: 229 kr. pr. stk.
Les Commandeurs Peyrassol
Skøn rosé, som også holder sig til den helt klassiske side både mht. til druer og udtryk. Den er lavet på Cinsault, Grenache, Syrah og har en lille smule “Mourvedre” også. Det giver en skøn rosé med duft af citrus, friske jordbær, hindbær, melon. I munden er den elegant, frisk og med en skøn syre – en vin, hvor du med fordel kan servere fx ceviche eller grillet fisk, og hvis du er glad for fx koriander, så bliver det et ret godt match!
Point: 92/100
Pris: 129 kr. pr. stk.
Les Clos Peyrassol 2022
Denne er top-rose, som er den sidste af de franske rosévine, inden vi smutter en tur til Italien og Spanien. Det er virkelig høj klasse og viser, at rosé er ikke “bare rosé” – den her er virkelig flot vin. Skøn duft af citrus, grape, grønne jordbær, hindbær, våde sten, sommerblomster, stikkelsbær, asparges og et lille hint af hvid peber. I munden er den elegant – hvor du fornemmer delikat frugtsødme, syre og mineralitet – én af de vine, hvor hver mundfuld er i perfekt balance. Et brag af en rosé, som vinguruen Robert Parker også kvitterer med hele 93 point for.
Point: 95/100
Pris: 399 kr. pr. stk.
Ruffino Aqua Di Venus
Italien laver naturligvis også rosé på deres mange druer, hvor de også blander med franske. Denne Aqua Di Venus er lavet på Syrah, Sangiovese og Pinot Grigio altså Pinot Gris. Hvis man tænker over sammensætningen af druerne, så giver det helt sikkert en spændende rosé – Syrah er fyldig og giver krop, Sangiovese er det frugtige og læskende indslag, hvor Pinot Grigio giver sødme. Den byder på en skøn duft af citrus, hvide blomster, skovjordbær, hindbær, fersken, grape og lime. I munden er fyldig, læskende med en skøn tørhed og en let syre – en rigtig “terrasse-rosé”.
Point: 90/100
Pris: 129 kr. pr. stk.
Sangre de Toro
Spanien laver naturligvis også rosé, og de producerer faktisk ret meget af det – området Catalonien, hvor der findes et bredt udvalg af vine, laver bl.a. rosé på Grenache som denne Sangre de Toro – altså Tyrens Blod, som helt sikkert er “bedst til prisen” i denne artikel. Den er præcis en af grundene til, jeg elsker spansk vin – let drikkelig og masser af spansk temperament, som kommer i form af fylde og varme i vinen. Duft af modne jordbær, kirsebær, vandmelon, blommer og røde æbler. Skønt glas til prisen.
Point: 90/100
Pris: 50 kr. pr. stk.
Håber det har givet lidt inspiration til en masse skøn rose. Hvis du er interesseret i mere, så er der masser at finde på bloggen.