Kender du tequila? Uha – nu tænker du allerede på den nat du stod på Crazy Daisy og smed shots i hovedet, ikke? Glem den tanke for en stund. Tequila er så meget mere end Sierras frygtelige tequila. Faktisk har tequila en bror – mezcal, som ikke er helt så populær endnu, men det begynder at tage form – navnlig, hvis du besøger nogle af de gode cocktailbarer i KBH! Men hvad er forskellen på de to agavespiritus egentlig? Få svaret lige her…
Tequila og Mezcal kommer fra forskellige områder?
Mezcal og tequila har mange ligheder, men der er nogle områder, som adskiller dem helt tydeligt. Vi nøjes med tre af dem, for det ikke bliver for omfattende. Hvis vi starter med lighederne, så er mezcal en agavespiritus præcis som tequila er. Klassifikationerne for lagring er de samme som tequila: bianco, reposado, anejo og extre anejo. Men – hvor tequila skal komme fra én af fem stater omkring Mexico, må mezcal komme fra Oaxaca, Guerrero, Guanajuato, San Luis Potosi, Zacatecas, Durango, Tamaulipas, Pueblas. Billedet nedenstående giver et godt overblik.

Dermed burde der være mere mezcal end tequila, da det må produceres flere steder. Sådan er det muligvis i Mexico, men importen er dog langt højere af tequila alligevel. Det er fortsat mest “populært”.
Den blå agave
Det næste er en forskel: Tequila må kun laves på blå agave (Agave Tequilana Weber Azul) og ingen andre. Der findes omkring 200 agavesorter i verden, og omkring 50 af dem bruges aktivt til produktion af mezcal, der er nemlig ikke regler for, at det skal være isoleret til en bestemt sort. Den mest almindelig er espadinagaven, som dyrkes mange steder i Mexico.

Mezcal er røget
Den sidste forskel, som adskiller disse to agavespiritus er røgen. Mezcal er bagt i store jordovne, hvor den får en røget smag, som kan variere i forskellige grader. Det kan også være en murstensovn eller trykkoger, som er brugt til fremstilling af mezcal. Denne karakteristik får tequila ikke. Hvis vi gik mere i dybden er der flere detaljer, men overordnet er der tre forskelle, der er på tequila og mezcal. Næste uge kigger jeg lidt mere på nogle udgaver, som jeg er blevet ret glad for.

Håber det har givet lidt interesse til den mexicanske spiritus, som er blevet fast inventar hos mig. Lad mig så høre: hvad synes om du tequila og mezcal?
