Inviteret af Kurhotellet Skodsborg
Der er noget særligt over restauranter, der ikke prøver for hårdt. Hvor stemningen er afslappet, servicen jordnær, og hvor maden får lov til at tale for sig selv uden store armbevægelser. Sådan føles et besøg hos Brasserie Carl.
Midt i de elegante omgivelser på Kurhotellet Skodsborg finder du Brasserie Carl , som er opkaldt efter hotellets grundlægger. Du bliver mødt af en menu, der balancerer det klassiske franske køkken med nordiske råvarer, hvilket passer perfekt til hotellets gæster.
Skønne snack til at starte med
Aftenen begyndte med snacks og et glas Guy Saget Arnaud Laurent Brut Réserve. En klassisk og behageligt tør champagne, der med sine fine bobler og friske syre fungerede præcis, som sådan et første glas skal. Det satte stemningen med det samme.
Sammen med boblerne kom gougères med parmesan og trøffel, som var luftige, lune og farligt vanedannende. Den slags små bidder, man hurtigt kommer til at savne, så snart tallerkenen er tom. Derudover blev der serveret terrin på gris med knækbrød og syltede rødløg, hvor fedme, syre og sprødhed spillede elegant sammen.
“Bloody Mary-style” – måske med mere vodka næste gang
Kammuslingerne i “Bloody Mary-style” var måske aftenens mest legende servering. Friske, delikate og med en elegant krydret tomatnote, der gav retten kant uden at overdøve den fine sødme fra kammuslingen. I teorien kunne der sagtens være brugt mere vodka i retten dog – men det er en detalje.
Derefter fulgte fintskåret glaskål med mascarponefyld, urter, ristede pinjekerner og syrnet fløde. En ret med enorm god dybde og power, faktisk mindede det lidt om en luksusskaldyrssalat. Glaskålen stod knivskarpt, mascarponen gav fylde, mens den syrnede fløde løftede det hele med friskhed. Det er den slags retter, der ser enkle ud, men som kun fungerer, når alle detaljer sidder lige i skabet.
Vinen dertil var en “Mäuschöhle” Riesling fra Von Winning, som kom med en levende syre, flot mineralitet og en let restsødme – et godt valg til retten med mascarponen som formåede at løfte urterne frem på tallerkenen.
To vinmenuer
Undervejs bemærkede jeg, at der var to forskellige vinmenuer, begge i den klassiske stil, hvor den ene var en smule mere eksklusiv udgave – hvis du spørger pænt, så kan du sikkert godt få lov at smage et lille ekstra glas af enten den ene eller den anden.
Dobbelt op på Bourgogne
Til aftenes bedste servering nemlig dampet skærising var der dobbelt op på Bourgogne – hvor der var Chablis Terroir de Chablis 2024 fra Patrick Piuze og Bourgogne Blanc 2022 fra Camille Giroud, hvor sidste var ret fremtrædende. Camille Giroud er én af de meget dygtige vinproducenter fra Bourgogne, hvor deres entry-levelvin starter på ca. 350 kr. flasken. En flot Bourgogne. Det betyder på ingen måder, at den Chablis, jeg smagte først, ikke var imponerende – der er blot tale om to forskellige vine.
Men tilbage til fisken, den kom perfekt tilberedt med søde ærter, grønne asparges, saltet ørredrogn og en silkeblød beurre blanc, som man havde lyst til at spise med ske, hvilket jeg også gjorde.
Stor og intens afslutning
Hovedretten med hvidvinsglaserede grisekæber ramte præcis det punkt, hvor rustik varme møder finesse. Kødet var så mørt, at det nærmest faldt fra hinanden, mens ramsløgene og æblekompotten gav retten friskhed og syre. Sauce velouté bandt det hele elegant sammen, og kartoflerne gjorde præcis det, de skulle: samle tallerkenen og suge hver eneste dråbe sauce op. Hvis jeg skal komme med en enkelt bemærkning, så var denne ret nok mere egnet til efterår og vinter, men det er igen en lille detalje. Et alternativ kunne være en frikassé med forårsgrønt.
Etna vs. Paulliac
Også her blev forskellen mellem de to vinmenuer virkelig interessant. Den ene vej gik mod Sicilien med en Etna Rosso Alta Mora 2022 fra Cusumano, som havde den der karakteristiske lethed og vulkanske mineralitet, der gjorde retten mere frisk og levende. Den anden gik direkte til Bordeaux med Château Pichon Baron Pauillac 2020 – mørkere, dybere og langt mere intens. En vin med struktur, kraft og klassisk Pauillac-karakter, som gav grisekæberne en næsten luksuriøs tyngde. Jeg kan ikke vælge hverken den ene eller den anden som værende den bedste, da hver vin faktisk gjorde sit absolut bedste.
Desserten sluttede aftenen flot af. Tipsy cake med rabarberkompot, vaniljecremeux og kærnemælkssorbet var både sød, syrlig og luftig på én gang. Den klassiske britiske kage fik her et lettere og mere sommerligt udtryk, hvor især kærnemælkssorbeten gav balance til de sødere elementer – for ja, en dessert kan også blive for “sød i sød”.
Til desserten blev der skænket Sauternes fra Castelnau de Suduiraut. En vin med honning, modne abrikoser og tilpas friskhed til ikke at tippe desserten over i det tunge. Sammen med rabarberens syre fungerede det virkelig godt sammen.
Brasserie Carl er ikke en restaurant, der råber højt. Til gengæld leverer den en gennemført oplevelse med overskud, veludførte retter og en stemning, man har lyst til at blive i lidt længere. Det er klassisk brasseriemad med moderne elegance, og det er et sted man sagtens kunne vende tilbage til, både til en særlig anledning og en helt almindelig torsdag. Det er præcis det, som der er behov for på et hotel som Skodsborg Kurhotel.
