Ravage ligger på Kgs. Nytorv og laver fransk-inspireret mad – de er under samme ejer som bl.a. Camino, som ligger i Kødbyen. Ravage har ligget fast op ad Geist nu Esmee i mange år og lader til at holde samme fine niveau. Jeg besøgte dem for nylig og fandt et lille hack i deres menu.

Inden vi når til denne del, så lad os kigge på menuen. De tilbyder en skiftende treretters menu til 425 kr., som du skal spørge tjeneren om. De har tilsvarende en vegetariskmenu. Da jeg besøgte dem var det tatar, steak og en citronsorbet – reelt kunne jeg fint have nydt det hele, men jeg var nok mere i humør til grøntsager og så er jeg bare ikke den store sorbet spiser.

Gå efter deres forretter

Her kommer hacket så – i stedet for at springe på de traditionelle ”Steak bearnaise” og ”heltstegt Pighvar”, som begge koster omkring 300 kr. pr. ret, så gå efter flere af deres forretter. Er du til østers, så har de Fine de Claire til 45 kr. som kommer med citron, vinaigrette med rødløg og tabasco. Ellers har Chevre Chaud som er den traditionelle franske oste-salat med grillet gedeost serveret på en bund af bitter salat og valnødder – prisen er 155 kr. og det kan varm anbefales. Hvis du besøger dem i sæson for asparges, så har de både hvide og grønne asparges på menuen. Jeg valgte de hvide som serveres med en cremet og tyk hollandaisesauce – prisen er 165 kr. men til gengæld er det nogle store asparges. Hvis du er til tatars, så har de to udgaver – en ”lille” på 90 gram og en stor på 150 gram – den kommer urørt, hvor du så selv rører den sammen, det er også muligt, at få Cognac i din tatar uden beregning, det vil jeg klart anbefale.

”Sharing is caring”

Hvis du bestiller 3-4 forretter, så er der rigeligt til deling og nok til, at to personer bliver mætte. Du får også serveret brød, så det passer faktisk rigtig godt med mængden. Hvis du er mere sulten, så bestilt en ekstra forret, men jeg vil gætte på, at du bliver mæt.

Anmeldelse: Ravage København - klassisk bistro med gode priser

Store vine på kortet

En fransk-inspireret bistro har naturligvis også et stort vinkort med masser af store franske vine. På trods af flere fristelser, så valgte jeg dog at bestille en oversøiske Chardonnay som jeg kendte fra et besøg hos Kjær & Sommerfeldt. ”Au Bon Climat” fra Santa Barbara County – egentlig havde jeg bestil en årgang 2020, som jeg kendte, men den var udsolgt, så i stedet fik jeg deres årgang 2019, som er opkaldt efter vinmageren – derfra navnet ”Wild Boy”.

Anmeldelse: Ravage København - klassisk bistro med gode priser

En fremragende vin, som viser hvordan den nye verden (her USA) formår at kombineret traditionerne fra den gamle verden (her Bourgogne). Duft af grillet citron, gule æbler, marcipan, hasselnød, toast, smør og et lille hint af lakrids. Munden er fyldig, cremet og med masser af frugtsødme og syre – et fremragende glas. Prisen er 900 kr. for en flaske hvilket er en del, men det smager til gengæld himmelsk. 

Den søde afslutning

I bedste franske klassiske bistro-stil, så kan du naturligvis også spise Crêpes Suzette, som de faktisk laver ved bordet. Tjeneren har et lille blus, hvor de smeltes smør og sukker sammen med en omgang mandelsplinter. Herefter lægges de forstegte pandekager på, hvor efter der flamberes i Contreu – efterfølgende tilsættes appelsinsaft i en indkogt udgave, som så koger sammen til en syrlige og sød sauce. Retten sluttes af med en god kugle vaniljeis. Prisen for desserten er 125 kr.

Anmeldelse: Ravage København - klassisk bistro med gode priser

The damage

Prisen for en hyggelig aften var 1685 for alt inklusiv vand med brus. Det er naturligvis en slat for forretter, vin og dessert. Ravage ligger lidt højt på pris, hvilket nok skyldes, at D’Angleterre ligger lige overfor og området er fyldt med turister, hvis du vil have et billigere alternativ til fransk-inspireret bistromad, så kan jeg anbefale Grimal på Vesterbro eller Retour Steak – god fornøjelse.

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar