Hvem elsker bearnaise, steaks og fritter? Efter en omfattende analyse er jeg kommet frem til den meget enkle konklusion, at svaret er: ALLE! Derfor er det også indlysende, at det kører rigtig godt for Retour-restauranterne i København, der alle har netop bearnaise stående øverst på menukortet! Jeg har besøgt deres restauranter flere gange, men aldrig nået til at lave en reel anmeldelse, så den får du nu.
Opdateret: 6/2-2023
Drivkrafterne bag restauranterne, som ikke blot omfatter Retour, men også Pluto, Gorilla og den seneste Restaurant Maison, er Rasmus Oubæk og Jesper Madirazza-Marcussen, der siden
åbningen af deres første restaurant har formået at skabe originale koncepter, velsmagende mad- og vinoplevelser og god stemning for gæsterne.
“En mere prisvenlig udgave af MASH”
Lad det være sagt med det samme, Restaurant Retour minder uhyre meget om MASH, det er samme koncept, men hånden på hjertet så er det “blot” et koncept fra et hvilket som helst “steakhouse”, men det betyder bestemt ikke, at det ikke fungerer. Hvis der skal sammenlignes priser, så får du mere for pengene på Retour end på MASH, dog skal det også siges, at kvaliteten kan svinge en promille på Retour, hvorimod den altid spiller 100 % på MASH – om du er til det ene eller det andet er naturligvis helt op til dig.
“Dele-forretter” og en hovedret er mere end rigeligt
Hvis restauranten var i Aalborg, så ville jeg bruge udtrykket “Aalborg-portioner”, som er et udtryk for, at der skal være riiiiiiigeligt mad, ellers er det nemlig ikke godt. Jeg ved godt, det er lidt stereotypt og gammeldags, men jeg er født og opvokset i Aalborg, og den er altså god nok. Jeg må dog sige, at konceptet også findes på Vesterbro, i hvert fald får du her masser af mad. Mit råd er, at du vælger nogle forretter, som du og din medspiser deler. Du skal regne med 3-4 stk.
Deres menukort har typisk nogle gengangere, som jeg kan anbefale dig – “Østers naturel, agurk, caviar” til 55 kr. stk., hvilket jeg ærligt synes er billigt. Der er nok 5 gram caviar på, og til 55 kr. er det en meget fair pris. “Sortfodskinke og mandler” er også glimrende, og der kommer brød til, så selv om prisen er 135 kr., er det godt at starte med. Til sidst har de en form for croquetter eller gougère, som varierer efter årstiden. Vi fik fire stk. gougère med trøffel og jamón til.
Smalt men godt vinkort
Præcis som med maden på Retour er der nogle få men glimrende vine på kortet, og de er for enhver smag. De har bobler, hvidvin, rødvin, rosé (som nok forsvinder til efteråret) samt en sød vin. Prisen ligger fra 75 kr. til 150 kr. pr. glas, hvilket desværre er prisen for vin i København efterhånden. Mit tip er derfor, at du styrer uden om vine på glas, med mindre du insisterer på at betale en høj pris, og du absolut ikke kan drikke en halv flaske vin. Hvis det ikke er tilfældet, så gå efter en flaske på kortet.
Jeg smagte deres “Nelson” Pinot Noir, som desværre ikke er på onlinekortet, men som de sikkert har. Prisen er 550 kr., og da et glas nemt koster 130-140 kr., så kan det godt betale sig at købe en flaske. Vinen er fra New Zealand og på 100 % Pinot Noir med duft af tranebær, syrlige kirsebær, jordbær, solbær og et hint af vanilje. I munden absolut til den tørre og lette side med en god syre og delikat frugtsødme, som passer godt til bearnaisen.
“Fint udvalg af steaks – men jeg savner økologi
På menukortet er der fire forskellige typer steaks – sirloin på 250 gram til 225 kr., ribeye på 300 gram til 340 kr., mørbrad på 225 gram til 340 kr. og den helt store ribeye på 500 gram. til 495 kr. Alle serveres med bearnaise til. Derudover er der også rørt tatar med grøn salat og bearnaise til 185 kr., tunsteak med ærter og brunet smør til 285 kr. og confitteret svinebryst med nye løg og æbler til 195 kr. Desuden vælger du så tilbehør, hvor du kan få pommes, grøn salat, tomatsalat, gratineret spinat, makaronigratin og ærter francaise til 60 kr. – resten koster 55 kr., og der fyldes gavmildt op, hvis du kan faktisk kan spise mere.
Jeg valgte en ribeye med en grøn salat til og min medspiser en sirloin med pommes til. Holder det? Ja, det holder, det smager godt, de formår at stege en bøf, og tilbehøret er lækkert. Vi oplevede, at min medspisers sirloin havde fået 60 sekunder for meget og var mere medium end medium/rare, det blev øjeblikkelig rettet med en ny bøf – god service og god stil! Jeg må dog tilstå, at de sagtens kunne lave et økologisk alternativ, det er jo på Vesterbro, som i den grad hylder økologi – nu handler jeg selv i Superbrugsen på Halmtorvet, som faktisk har lige så mange økologiske som konventionelle varer, så hvorfor ikke?
Dessert var der ikke plads til
Nej desværre – jeg var helt enkelt for mæt, for det bliver du efter en omgang på Retour. De har ellers gode klassiske franske dessserter som profiteroles med vaniljeis og chokoladesauce, créme brûlee, som lige nu serveres med havtorn-passionsfrugtis og tarte tatin med cremefraiche-is – det må bliver næste gang, hvor jeg kommer “Retour” 😁
Lad mig endelig høre hvad du synes om restaurant Retour, hvis du har besøgt den? Hvis du vil have mere inspiration til Vesterbro, så er der rigeligt at finde på bloggen fx Restaurant Maison og Restaurant Uformel.
Navn: Retour Vesterbro
Hvor: Trommesalen 5, 1614 København
Pris: $$$
1 Comment
Pingback: Monopolet smager på: Grimal Vesterbro