Som madblogger og influencer vil jeg gerne tilstå, at jeg krummede tæer, da jeg så den kontroversielle og barske film “The Menu“, som har Ralph Fiennes i hovedrollen som kokken, der driver en gourmetrestaurant i særklasse, der ligger på en afsides ø. Uden at spoile for meget så tager filmen stygt pis på besøg på Michelin-restauranter og hele vores opfattelse af, hvad gourmet er i dag. Hvorfor så denne artikel? Fordi kokken laver en gudeskøn cheeseburger, som jeg bare måtte lave! Læs her hvordan.
Hvordan kan en cheeseburger være så guddommelig? Fordi den er enkel, fedtet og fyldt med smag. Jeg har brugt en del tid på at undersøge præcis, hvordan kokken laver den, og der er lidt delte meninger om, hvorvidt der er syltede agurker i – jeg synes dog, det passer bedst – ellers er den her med 99% sikkerhed som i opskriften. Inden da synes jeg dog, at du skal se scenen, hvor én af hovedpersonerne bestiller den – det spoiler ikke afslutningen, at du ser disse ca. 4 minutter.
Opskrift: Sådan laver du burgeren fra filmen “The Menu”
Opskriften på den ultimative cheeseburger fra filmen "The Menu", som ellers ikke handler om burgere, men gourmet – håber du synes om den.
Ingredienser
- 1 stk. burgerbolle med sesam – evt. brioche eller se link i opskriften
- 2 stk. 150 grams hakkebøffer 8-10 % fedt vej dem gerne af
- 4 skiver cheddarost.
- 1 lille håndfuld fintsnittet løg
- 4 stk. syltede agurker
- 2 spsk. olie til stegning
- 1 spsk. smør til stegning
- 1 stor spsk. ketchup
- 1 stor spsk. mayonnaise
Sådan gør du
-
Start med veje bøfferne af og forme dem.
-
Lad dem trække ved stuetemperatur i mindst 30 min.
-
Imens snitter du løg og gør agurker klar.
-
Når bøfferne har trukket, så varmer du en pande op med olien, den skal være godt varm. Tilsæt smør og lad det bruse af.
-
Læg nu hurtigt bøfferne på, og hvis du har en burgerpresser, så brug endelige den, så de bliver godt flade, ellers kan du bruge et helt fladt grydelåg, som du holder med et viskestykke, så du ikke brænder dig.
-
Steg nu bøffen i ca. 60 sekunder.
-
Tilsæt så en lille smule løg på hver bøf.
-
Vend dem og tilsæt ost på begge bøffer.
-
Lad dem stege yderligere i 30 sekunder.
-
Læg dem ovenpå hinanden.
-
Rist bollen let på en brødrister og halver den.
-
Smør den ene halve med ketchup og den anden med mayonnaise.
-
Læg bøfferne på og slut af med syltede agurker.
-
Enjoy!
Resultatet bliver den vildeste burger, som er fyldt med smag, fedme og er så tæt på, som jeg tror, den smager i filmen.
Håber du synes om burgeren, den er virkelig enkel at lave, og du behøver ikke som mig at lege med fake blod fra Halloween for at spise den – god fornøjelse.