I denne tid hvor alt er mørk, så er madlavning virkelig min terapi! Denne opskrift er med frisk sort vintertrøffel, hvilket løfter retten til et luksuriøst niveau. Du kan også bruge friske hvide trøfler, så bliver den endnu vildere. Retten er utrolig nem at lave og efter ca. 10 min, har du den vildeste ret, som kan blæse hvem som helst omkuld – nu siger jeg ikke, at det er en “scoreret” – men skal du imponere en kvinde eller mand så…
Til en ærke klassiker som denne, hører der naturligvis et godt glas rødvin til. Det har min ven Kim fra Quist Wine hjulpet med at finde. Længere nede i indlægget, kan du læse hvilken han har valgt og hvorfor. Trøflerne har jeg fra Kalu.dk i Kødbyen, som jeg arbejder tæt sammen med. Du kan finde dem på deres hjemmeside.
Pasta med salviesmør, parmesan og vintertrøffel
Her får du verdens nemmeste og lækreste ret – frisk pasta med salviesmør, parmesan og vintertrøffel – den kan laves på 10 min og vil med garanti imponere!
Ingredienser
- 250 gram frisk pasta
- 1 bundt salvie
- 1 fed hvidløg
- 50 gram smør
- 1 stk. frisk sort trøffel
- 150 gram parmesan
- Rivejern eller trøffeljern
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
-
Smelt smørret langsomt og tilsæt salvie.
-
Giv hvidløget et bask og læg det ved – det giver smag.
-
Gem lidt til sidst.
-
Lad det nu stege i 3-4 minutter.
-
Imens varmer du vand op i en stor gryde med salt.
-
Når det koger lægger du pastaen i – det skal have 3 min præcist.
-
Riv parmesan imens og hak det ekstra salvie meget fint.
-
Fjerne nu salvien og hvidløget fra panden og hæld vandet fra pastaen.
-
Vend det rundt på den varme pande.
-
Riv lidt frisk trøffel over og tilsæt salvien og parmesanen.
-
Smag til med salt og peber.
-
Læg det på tallerken og se om du lige kan “sno” det lidt rundt så det ligger pænt.
-
Tilsæt nu skødesløst masser af trøffel og server straks!
Hvad drikker man til trøfler?
Det er lige før jeg vil gå så vidt at sige, at der kun er ét rigtigt svar – meeeen okay, nu skal vi heller ikke være snobbede vel? For der kan bestemt være flere gode bud. Quist Wine i hjertet af Aalborg har rigtig mange gode bud på italienske perler. . Èt rigtig godt bud er, at du kigger på en Nebbiolo som denne “Foglino 7“. Den kommer fra Piemonte, som mange af disse vine på netop Nebbiolo gør.
Det er en vin, som gerne må åbnes 20 min før, så hvis du åbner, den når du starter med maden, så passer det faktisk. Hold den på ca. 16 grader ved servering. Grunden til, at den bør åbnes før er, at den faktisk har et ret langt lagringspotientiale, og det kan godt smages i starten, hvis den ikke iltes lidt. Den kan nemlig virke en kende stram, og dens smukke duft kommer ikke rigtig til udtryk så, og det er synd for en vin som denne.
Grunden til, at den passer til netop trøfler er, at dens noter minder om trøfler. Den har nemlig “jordbund”, tobak og skov i næsen, som mange Nebbiolo har. Videre har den også jordbær og efter lidt tid en let friskhed. I munden har den bløde tanniner og mørke bær. Den er et rigtig godt glas, som står rigtig flot til pastaretten.
Håber det giver inspiration til en lille vinterret, som med garanti vil opmuntre dig, hvis du som mig godt kan blive lidt deprimeret om vinteren 🙂