Det er endnu engang blevet onsdag hvilket betyder, at vi er halvvejs igennem ugen, og det fejrer jeg med en lille dram. Så er det her én af de dage, hvor chefen har råbt af dig, den sidste parkeringsplads blev taget lige for næsen af dig eller bare ”en øv-dag”, så fat mod – for det er nemlig okay, at nyde en whisky i dag!

Denne udgave af min favoritdag handler om et af de destillerier, som jeg holder aller mest af. Årsagen er simpel, jeg har besøgt destilleriet, overnattet på Easter Elchies og smagt noget af de bedste de har at tilbyde. Macallan er indenfor kort tid det destillerier i Skotland, som producerer allermest whisky. Når den sidste del af deres destilleri er i fuld produktion rammer de over 15 mio liter new make om året, hvor det naturligvis efter 3 år bliver til whisky. Alligevel har de svært ved at følge med. Det forhindrer dem dog ikke i, at frigive nye udgaver, som denne Macallan Estate.

The Macallan Estate

Denne udgave adskiller sig fra deres tidligere af den årsag, at de benytter byg som er dyrket på deres estate. Det betyder reelt de rykker tættere på deres legacy og benytter lokale råvarer. Resultatet er en fornem dram. Jeg vil godt erkende, at jeg tvivler på, at det kan smages sammenlignet med andre, ihvertfald er jeg ikke skarp nok. Det svarer til, at danske destillerier bruger vand, gær og byg fra lokal området, det vælger Macallan også at gøre. Det ændrer dog ikke ved én afgørende faktor – Macallan Estate er en utrolig lækker dram.

Wednesdays Whisky: The Macallan Estate
Velkommen til The Macallan Estate…

Release på Balthazar

Èn af den bedste champagnebarer i København er uden tvivl Balthazar som ligger i forlængelse af Hotel D’anglaterre. Udover champagne har de også et uhyre eksklusivt whiskykort og kan bryste sig af at være ”Macallan Spiritual Home”, hvilket betyder, at de har adgang til nogle af de bedste flasker der findes. Prisen følger naturligvis også med og et glas 40 års Macallan koster omkring 10.000 kr. Mindre kan naturligvis også køre det.

Wednesdays Whisky: The Macallan Estate
Balthazar – Københavns bedste Champagnebar…

Efter smagningen var der “fingerfood” – croquettes fyldt med risotto, tatar og haggis. Deres haggis var jeg helt pjattet med og havde næsten dårlig samvittighed over, at jeg indtog en 8-9 stykker af dem alene. Jeg elsker det og til en dram, er det vanvittigt lækkert. Jeg fik det første gang på Orkney, hvor jeg havde ævlet om det på hele turen – det resulterede i, at mine medrejsende havde bestilt en ekstra stor portion til mig. Jeg tror faktisk de havde tænkt, at jeg ville bukke under – men nej, jeg klarede det – fuckin’ aye!

Wednesdays Whisky: The Macallan Estate
“Fingerfood” – Croquettes, haggis – laks…

Cocktail or Neat?

Jeg havde fornøjelsen af, at smage The Macallan Estate både neat og som cocktail. Cocktailen var lavet som en ”Old Fashioned” hvor de dog havde dæmpet mængden af sirup en kende, hvilket betød at whiskyen fik lov at komme til sin ret. En lækker cocktail og meget eksklusivt!

Wednesdays Whisky: The Macallan Estate
Old Fashioned på The Macallan Estate…

The Macallan Estate duft og smagsnoter

Det er tæt på jeg vil hævde, at jeg i en blindsmagning kan finde en Macallan – måske overdriver jeg lidt, men jeg har efterhånden duftet til deres produkter adskillige gange. Det er sødmen som jeg finder mest karakteristisk, hvilket naturligvis kommer fra sherry fadene – for mig har den en lidt “nødde-agtig” sødme. Den finder du også i The Macallan Estate. Masser af honning, kanel, tørret frugt, banan, kokos, appelsinskal, citrus og karamel. Giv den tid så skal du nok finde alle noterne.

Wednesdays Whisky: The Macallan Estate
Perfect serve….

Den er “smooth” og meget behagelig af få i munden. De 43 % skræmmer ingen væk, men er alligevel nok til, at du får en behagelig og varm fornemmelse i kroppen efter første sip. Smagen byder på sødme, tørret frugt – primært rosin og citrus, som fremstår rigtig flot. Eftersmagen varede flere minutter – faktisk nåede jeg at skrive dette afsnit færdigt inden den fortog sig. I eftersmagen er der mest eg og citrus.

Som jeg skrev indledningsvis – jeg er tosset med Macallan og denne whisky vil altid have en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg er også vild med The Macallan Estate. Prisen er desværre lidt høj, men sådan er det med brands, der har et stort navn. Prisen kommer til at ligge på ca. 1900 kr. Den kommer i en smuk gaveæske med et landskabsinspireret design. Æskens inderside er indeholder et fotografi af de imponerende bygmarker der findes på Easter Elchies Estate. Det hele er gennemført som altid…

Skål og glædelig onsdag!

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar