Thomas Farsinsen er en af Monopolets nære venner, en fantastisk kok, kogebogsforfatter, ølbrygger og den skønneste fyr. Du kender ham muligvis som “MadFar“, hvor han på sit site og blog lystigt deler ud af sin passion om mad, bagning og alverdens lækkerier. Han har lavet en række opskrifter, hvor han indarbejder whisky i sin madlavning, som jeg har fået lov til at dele. Denne er en opskrift på et saftigt stykke steak, som han tilbereder på bål over åben ild. Der er også opskrift på tilberedning på grill – god fornøjelse og take it away MadFar!
Tak for det og tak for præsentationen. Jeg holder meget af at lave mad over bålet, jeg synes, det giver mig ro, og når kød og andet tilberedes over ilden, så kræver det lidt mere tålmodighed end i køkkenet eller på grillen. Det tager den tid, det tager, og man skal være meget opmærksom. Det betyder dog ikke, at der ikke er tid til at nyde en kølig øl eller et godt glas whisky.
Læs også: Flamberet sortfodsskinke med whisky- barbecuesauce og pommes duchesse
Jeg havde en del forskellige whiskyer, som jeg kunne bruge til denne ret, men valgte Famouse Grose Smoky Black til marinaden. Det er en blended whisky, som har en del røg, hvilket passer godt dertil. Det er en whisky, som kan købes relativt billigt. Den passer også godt i en cocktail – fx en Whiskysour med en “smoky-twist”. Til den grove sennep valgte jeg Highland Park 10 års. Det er en single malt, som både er lægger neat eller i en cocktail. Den har langt mindre røg, hvilket gør, at den passer bedre til fx sennep.
Læs også: Opskrift på rørt tatar med whisky
Whiskymarineret Tomahawk-steak på bål med whiskysennep
Opskrift på whisky- og hvidløgsmarineret tomahawk-steak tilberedt over bål eller på grill. Tilbehør er en grov whiskysennep, som passer perfekt til steaken.
Ingredienser
Bålstegt tomahawk steak
- 1 stk. Tomahawk-steak ca 1.2 kg
- 1 dl Famous Grouse Smoky Black
- 5 fed knuste hvidløg
- 1 spsk. friskkværnet peber
- ½ dl. ekstra jomfru olivenolie
- Salt
Grov whiskysennep
- 80 gram gule sennepsfrø
- 50 gram brune sennepsfrø
- 3 tsk Colmans sennepspulver
- 2-3 kviste finthakket estragon
- 2 spsk brun farin
- 2 dl æblecidereddike
- 4 spsk honning
- 1 lille lille nip gurkemeje
- 1 lille lille nip salt
- ¾ dl Highland Park 10 års
Sådan gør du
Grov whiskysennep
-
Knus sennepskorn groft i en morter.
-
Alle ingredienserne (på nær whisky) kommes i en gryde og koges langsomt op til det tykner.
-
Træk gryden af varmen og lad det køle en smule
-
Tilsæt whisky heri og skænk en enkelt til dig selv 😉
-
Rør det hele sammen.
-
Kom senneppen i en lufttæt beholder til næste dag.
-
Næste dag smages til med eddike, whisky og honning til der er en dejlig balance.
Bålstegt Tomahawk-steak på bål
-
Start med at bygge et bål med masser af træ, der skal god varme til.
-
Bøg, eg og ask er bedst at benytte, men ellers det du har, det skal blot være rent træ.
-
Når flammerne er væk, og der er gløder tilbage, er du klar.
-
Skub gløderne sammen, så de er placeret i den ene side af bålet, så vidt det er muligt.
-
Benyt samme fremgangsmåde, som ved grillen.
Bålstegt Tomahawk-steak på grill
-
Varm din grill op til 250 grader – hvis du bruger en kulgrill, så skal du bruge briketter svarende til en fuld grillstarter.
-
Læg en drypbakke under.
-
Tag steaken ud af posen og fjerne hvidløgene.
-
Giv den en omgang salt på begge sider.
-
Lad det dryppe lidt af, ellers kan whiskyen godt give lidt flammer.
-
Når grillen er varm, griller du den ca. 2 minutter på hver side.
-
Flyt så steaken på indirekte varme og grill videre i 8-10 minutter.
-
Lad den hvile samme tid, som du steger den altså 8-10 minutter.
-
I opskriften kan du se kernetemperaturer.
Kernetemperatur på tomahawk steak
Rød: 52-55°C
Rød-medium: 57-58°C
Medium: 60-65°C
Gennemstegt: 69-71°C
Jeg foretrækker personligt, at kødet er et sted mellem rød og medium, så jeg vil gå efter 57-58°C her. Det er bedst at bruge et godt stegetermometer, som fx Thermapen ETI Classic fra Kitchenone.
Som tilbehør kan du lave fx dampede løg, hvor du pakker hvide løg ind i stanniol, giver dem lidt olie, salt og peber og lægger dem på grillen. Du kan også lave bagte kartofler, hvor du pakker dem ind i stanniol og lægger dem ned blandt gløderne.
Håber du synes om opskriften, den er perfekt til denne årstid, eller når det bliver lidt mørkere, så kan man rigtig hygge sig omkring bålets varme flammer og lave noget god mad.
3 Comments
Pingback: Opskrift på rørt tatar med whisky
Pingback: Flamberet sortfodsskinke med whisky- barbecuesauce og pommes duchesse
Pingback: Opskrift på ægte Cowboytoast over bål