Restaurant Nicole, beliggende på øverste etage af Tomtom Suites i Beyoğlu, Istanbul, tilbyder en gastronomisk oplevelse, der kombinerer moderne fortolkninger af det tyrkiske køkken med en historisk atmosfære og en betagende udsigt over byen.
Inden vi når til Restaurant Nicole, så starter vi lige med byen Istanbul, som er en af verdens mest fascinerende storbyer – en levende metropol, hvor historie, kultur og gastronomi mødes på tværs af kontinenter. Med over 15 millioner indbyggere (2025) er den Tyrkiets største by og en af de mest befolkede i Europa. Byen har fungeret som hovedstad for tre store imperier: det romerske, det byzantinske og det osmanniske, og denne historiske dybde præger stadig byens sjæl og skyline i dag. I artiklen “Spise- og rejseguide til Istanbul” kan du læse meget mere om byen, få tips til overnatninger, lokale spisesteder og hvilken attraktioner, jeg synes, du skal opleve.
Historie og Anerkendelse
Navnet “Nicole” stammer fra søster Agnés Marthe Nicole, en af de franciskanske nonner, der boede i bygningen i begyndelsen af det 20. århundrede. Bygningen, opført i 1901, har gennemgået omfattende restaureringer for at bevare sin historiske charme. I dag kombinerer restauranten denne arv med moderne design og kunst.

Nicole har opnået en Michelin-stjerne, hvilket anerkender restaurantens høje kvalitet og innovative tilgang til det tyrkiske køkken. Derudover har restauranten modtaget 3 Toques og en score på 15/20 fra Gault & Millau samt prisen for bedste tallerkenpræsentation i 2025.
Nicole – traditionel tyrkisk mad med et twist
Nicole tilbyder to forskellige smagemenuer, der hver især fremhæver sæsonens bedste råvarer fra hele Tyrkiet. Menuerne inkluderer retter som “Circassian Duck” og “Bonito with Rakı”, der kombinerer traditionelle smage med moderne twist. Hovedretterne byder på valgmuligheder som “Catch of the Day” og “Trakya Lamb Chops” ledsaget af kreative tilbehør som fermenterede kastanjer og pistacienødder.

Dessertudvalget inkluderer “Quince Compote” og “Datça Almond Baklava”, der er en kendt tyrkisk dessert, der afslutter måltidet med søde noter. Priserne for menuerne ligger mellem 4.800 og 5.200 TL per person med mulighed for vinparring til en ekstra pris – i danske kroner svarer det til 850-950 kr. for en menu.
Vinmenu med lokale skatte
Lad os lige dvæle ved vinmenuen hos Nicole, som er nøje udvalgt for at komplementere retterne og fremhæve de tyrkiske smage. Restauranten fokuserer primært på lokale vine, der overrasker selv erfarne vinelskere, og tilbyder en harmonisk balance mellem mad og drikke.

Jeg må sige, at jeg aldrig har drukket særlig meget tyrisk vin, men jeg var dybt imponeret. Navnlig deres mousserende vin, som ganske vist kostede ca. 200 kr. for et glas, hvilket er dyrt i forhold til vinmenuen, som koster omkring 800 kr. i alt for 6 glas, var virkelig imponerende og på niveau med mange store champagner.

Menu No. 1
Forskellen på deres to menuer er, at du på den store menu får deres “Dolma”, som består af bulgur, røget yoghurt og kastanjer. En virkelig skøn lækkerbisken, som jeg synes, du skal gå efter. Videre skal du ikke vælge mellem “Catch of the day” og hovedretten, så du får to ekstra retter. Forskellen i pris er meget lille – faktisk kun ca. 70 DKK, så gå efter den store menu. Den er på 10 retter i alt, og så kommer der petit fours bagefter.

Du starter med Amuse-bouche, som er brisler med caviar og “circassian duck”, som vist er en race, der stammer fra Tyrkiet. Herefter går du over til deres surdejsbrød og lad os nu bare være ærlig – det er et okay brød, men samtlige gode bagere i Danmark kan gøre det bedre – faktisk minder det ene lidt om et multikornsrundstykke, men det kommer dog med en lækker cremet ost og en god olivenolie, så alt er godt.

Bonito with raki
Du kender sikkert raki, hvis du har rejst i Tyrkiet, jeg husker i hvert fald, at mine forældre altid blev tilbudt det, når vi rejste i Marmaris og İçmeler på charterferie, da jeg var barn. Her fungerer det som en marinade.

Retten var for mig lækker, men min medspiser syntes, den var for voldsom. Bonito er en tunart, som du kan fange flere steder i verden. Den serveres marineret, så det minder om et intenst stykke sild med et godt bid – personligt elsker jeg sild, så for mig var retten virkelig lækker.
Catch of the day
Da jeg besøgte Restaurant Nicole var det bluefish, som betragtes som Tyrkiets nationalfisk. Den fanges i Bosporusstrædet og af flere lokale, som står på ræd og række og fisker. Den minder en smule om makrel og er absolut velsmagende. Jeg fik den med en gulerodspuré til samt kartofler og kokos.

Hovedretter – vagtel og lam
Vagtel er også en spise, som er populær i Tyrkiet, faktisk vidste jeg det ikke, men det fortalte tjeneren. Derimod vidste jeg godt, at kastanjer er populære, da flere står og sælger ristede kastanjer fra små boder i byen. Kastanjer blev her lavet som en puré sammen med en tranebærpuré, som kokkens mor havde lavet – en sød lille detalje – begge dele skabte flot modspil til vagtlen.

Naturligvis er der lam på menuen
Jeg havde nok heller ikke forventet andet, da Tyrkiet jo laver ustyrlig meget kebab, som netop er fra lam. Denne ret var dog ikke på kebab men en kotelet, som var utrolig velsmagende. Dog var tilbehøret lidt for voldsomt – en peanutcreme, som var ret intens, så sammen med det fede lam, så manglede det lidt balance – jeg ved godt, at det er brugt, men hvorfor ikke bare hvidløg og mynte?

Dertil fik vi den vin, som jeg mener var den bedste rødvin, som vi fik på aftenen – “Chamilja” på Cabernet Franc, sjældent oplever jeg, at en vin på 100% Cabernet Franc er imponerende, men det var denne – duft af brombær, jordbær, vanilje, balsamico og eg. I munden var den rund, fyldig og med en fin syre – lidt for varmt til min smag, men bortset fra det, så var den god.

Klassisk tyrkisk dessert og türkish delight
Eller næsten klassisk – der blev serveret to desserter, hvor den sidste absolut var bedst – det var en dessert på kakao og mandelmælk, hvor begge dele også er populære i Tyrkiet. Den var uden sukker, og dertil blev der serveret en utrolig lækker dessertvin med duft af abrikos, hyldeblomst og honning – sødmefuld med en lille smule syre i afslutningen.
Der blev også serveret de kendte og populære “türkish delight” som petit fours, som var rigtig fine og heldigvis ikke så hvinende søde, som de nogle gange kan være

Regningen lød på ca. 3500 DKK for den store menu, vinmenu, to glas bobler og petit fours. Altså billigt for en 1-stjernet Michelin-restaurant. I Danmark er det tæt på det dobbelte, du må betale – dog vil jeg også sige, at niveauet er under, hvad vi præsterer i Danmark, så reelt er prisen nok rimelig fair.

Her bliver der fanget bluefish til den helt store guldmedalje. Allerede på turen ind fra lufthavnen lagde jeg mærke til, at der stod fiskere langs havnen og fiskede dagen lang. Da vi ankom på hotellet, spurgte jeg ind til, hvad de fiskede efter, og fik at vide, at det var bluefish.
Praktisk Information
- Adresse: Tomtom Suites, Tomtom Kaptan Sokak No:18, Beyoğlu, Istanbul
- Åbningstider: Tirsdag til søndag, 18:30–23:30 (lukket mandag)
- Reservation: Anbefales på forhånd via nicole.com.tr
For en uforglemmelig aften med lokalinspireret mad med et twist, tyrkisk vin og enestående udsigt over Istanbul, er Restaurant Nicole et oplagt valg.