Mandag den 13. juni blev den nordiske finale i bartenderkonkurrencen World Class afholdt på Moltkes Palæ i centrum af København. Det var bartenderen Mathias Klausen Broksø, som løb af med sejren på baggrund af en række cocktails inspireret af gastronomiens verden. Den globale finale finder sted 12.-15. september i Sydney. Her skal Mathias dyste mod verdens bedste bartendere om førstepladsen i konkurrencen og titlen som verdens bedste bartender.

Solen kiggede sporadisk frem på den københavnske sommerhimmel i mandags, hvor scenen var sat på Moltkes Palæ i anledning af, at Nordens bartenderelite tørnede sammen for at konkurrere om titlen som regionens bedste bartender. Samtidig skulle hvert enkelt land finde en national vinder.

Mathias Klausen Broksø er Danmarks bedste bartender!
En tydelig rørt Mathias Klausen Broksø – kæmpe tillykke!

I dette års udgave af den nordiske World Class-finale stod deltagerne blandt andet overfor en konkurrence, hvor omdrejningspunktet var blindsmagning og viden, en konkurrence, hvor de med 300 kroner på lommen skulle købe ingredienser ind til en Don Julio-cocktail i Torvehallerne, en konkurrence,der hed The Raconteur, hvor de skulle mixe en cocktail med Talisker 10 eller Singleton på baggrund af fire historiske figurer fra Skotland. Og til sidst en konkurrence, der hed Gettin´ Fizzy With It, hvor opgaven bestod i at skabe en cocktail med Johnnie Walker i highball-glas. Da de tre landes vindere var fundet, mødtes de til en sidste udfordring om det nordiske mesterskab, The Showdown, hvor hver bartender skulle lave seks cocktails efter eget valg ud fra en liste på 24 klassiske cocktails. Her var bedømmelseskriterierne hurtighed og evnen til at underholde sine gæster. Da den sidste cocktail var langet over bardisken, stod Liisa Lindroos fra Finland tilbage som nordisk vinder. Hun arbejder normalt på Bar Bardem i Helsinki.

Den danske mester blev som sagt Mathias Klausen Broksø. Han er normalt inspireret af madens og gastronomiens verden og har en mission om at gå mere omsorgsfuldt og nysgerrigt til råvarerne. Hans cocktail fra konkurrencen Gettin´ Fizzy With It var udviklet på en te, lavet af figenblade fra families sommerhus på Bornholm. Figenblad-teen var klaret den med en hø-crème-anglaise og cocktailen hed Black Leaves.

Mathias Klausen Broksø er Danmarks bedste bartender!
Mathias Klausen Broksø forklarer om sin cocktail

Mathias har tidligere arbejdet med i ”high volume service”, hvor det går stærkt og teknikken skal sidde lige i skabet – blandt andet på cocktailbaren og natklubben The Zoo på Sværtegade i København. Men de seneste år har det været baren i Tim Vladimirs Køkken i København, der har haft gavn af hans evner som bartender.

Mathias Klausen Broksø er Danmarks bedste bartender!
Der var masser af gode bud denne dag

” Min inspiration kan komme fra alle leder og kanter. Men personligt er jeg meget inspireret af gastronomi og det professionelle køkken – både når det kommer til teknik og smag. Langt de fleste af mine forbilleder er kokke, og jeg har nok spist på flere restauranter end jeg har drukket cocktails på cocktailbarer. En af mine store missioner er at bygge bro mellem køkkenet og baren og at sørge for, at der bliver kortere afstand fra måden en bartender tænker cocktails på, til hvordan en kok anskuer en ret. Jeg føler mig ret overbevist om, at hvis man kan få de to verdener arbejde sammen, vil det skabe en helt ny liga af sammenhængskraft, smag og i sidste ende oplevelser for gæsterne, siger Mathias Klausen Broksø.

World Class er ​​verdens førende og mest prestigefyldte bartenderkonkurrence, hvor deltagerne ud fra skiftende rammer og regler dyster på både tekniske færdigheder, viden, evnen til at fortælle en god historie og charme generelt. I år bestod den juryen i den nordiske finale blandt andet af svenske Johan Evers, der selv er tidligere World Class Global-finalist fra 2016 og nu medejer af cocktailbaren Gemma i Stockholm, som i 2020 vandt Bartenders Choice Awards i kategorien Best Cocktail Bar. Også danske Hardeep Rehal sad med ved dommerbordet. Han vandt selv en fjerdeplads i World Class Global sidste år.

” Mathias var den stærkeste all around-deltager fra Danmark. Man kan sammenligne World Class med et cykelløb som Tour de France, hvor man i hver etape kan gå efter sejren eller minimere tidstab, så man i sidste ende har samlet flest point og dermed tager sejren.

Mathias Klausen Broksø er Danmarks bedste bartender!
Mathias Klausen Broksø laver sin “Black Leaves” færdig

I hver World Class-challenge får man point i kategorierne historiefortælling, værtskab, håndværk, kreativitet og viden. Her handler det om at score så højt som muligt i alle kategorier, og her var Mathias virkelig dygtig til at score mange point i hver kategori. Det er dybest set opskriften på at vinde World Class,” siger Hardeep Rehal.

Her kommer en forenklet version af Mathias´ vindercocktail Black Leaves. Den styrer udenom de mest tekniske dele af cocktailen, men efterlader dig stadig med en læskende og velsmagende whisky-highball, som er perfekt til sommeraftener med gode venner på terrassen.

Mathias Klausen Broksø er Danmarks bedste bartender!

Black Leaves

Ret: Cocktail
Køkken: dansk
Keyword: Cocktail, Johnnie Walker, Whiskycocktail
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 5 minutter
Samlet tid: 20 minutter
Antal: 1 stk.
Forfatter: Familiefaren
Udskriv

Ingredienser

  • 4 cl Johnnie Walker Black Label
  • 4 cl perlebyg/sort te-sirup
  • Saften fra en halv citron
  • Danskvand
  • Figen til pynt
  • Is

Sådan gør du

  1. Start med at brygge ½ liter af din foretrukne sorte te og sigt den, når den har trukket. Stil den herefter til side.
  2. Rist nu 100 gram ukogt perlebyg i ovnen på 180-200 grader, til de er gyldne og dufter – 15 minutter bør være rigeligt.
  3. Hæld teen over dine perlebyg, mens byggene stadig er varme. Lad teen trække smag et par timer på køkkenbordet eller natten over i køleskabet.
  4. Sigt nu perlebyggen fra teen, og tilsæt 250 gram sukker til din ½ liter te. Pisk sukkeret ud, til du har en ensartet sirup. Du kan eventuelt varme teen lidt op i en gryde, så den opløser sukkeret hurtigere.
  5. Nu skal du til at bygge din cocktail op. Fyld et højt glas op med isterninger, og tilsæt whisky, te-sirup og saften fra citron direkte i glasset.
  6. Top op med danskvand, og rør kort rundt med en barske for at blande ingredienserne. Pynt til sidst med en citronskive eller en kvart figen.
Mathias Klausen Broksø er Danmarks bedste bartender!
Black Leaves

Skål og endnu engang tillykke til Mathias!

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift