For nylig besøgte jeg Copenhagen Distillery som laver dansk whisky. De har eksisteret siden 2015, men har allerede været på noget af en rejse og fundet sin helt egen unikke stil. Jeg har besøgt mange destillerier i min tid, som whisky-elsker men aldrig har jeg mødt eller smagt noget som på Copenhagen Distillery – det var helt enkelt en oplevelse jeg aldrig glemmer….
Jeg ankommer onsdag før Kristihimmelfarsferien og er træt efter en lang arbejdsdag. Jeg træder indenfor hos Copenhagen Distillery og ser, at der både er bar og scene beregnet til events, koncerter og foredrag. Det kommer lidt bagpå mig. Kort efter bliver jeg budt velkommen og vist op på scenen, hvor der er dækket flot op med Holmegaards snapseglas, kaffe, vand og et par whiskys stående klar.
Logoet fra Copenhagen Distillery forestiller deres første bygning, som var en gammel stenbygning, som faktisk var nabo til Holmegaard. Til sidst i artiklen kan du læse om deres “Refined Whisky”, som netop kommer i særlig karaffel fra Holmgaard. Jeg opfatter det som en hyldest til deres opstart og grundlæggelse.
Kort efter kommer Lasse og byder mig velkommen. Vi synker ned i de tunge Chesterfield sofaer og kort efter er vi i fuld gang om livshistorier, whiskyoplevelser og vores fælles passion. Lasse spørger mig efter vi har talt sammen om jeg er interesseret i en rundtur med deres “core range” eller vi skal gå “off the rails”? Hertil tilføjer han lige, at hvis jeg gerne vil have snak om “core range”, så henter han lige sin makker, det er helt tydeligt, at Lasse er passioneret og gerne vil nørde igennem. Jeg afviser pænt “core range” og så starter snakken ellers…
Det hele startede med et helt særligt fad…
Lasse fortæller om den whisky, som ændrede det hele for ham og den whisky, som blev startskuddet til hele rejsen med Copenhagen Distillery. Det starede med en herretur til Islay, hvor Lasse og ejeren Henrik var afsted for at smage nogle gyldne dråber fra et af deres favorit destilleri – Bruichladdich. Efter en rundtur møder de Duncan McGillivray, som med stor passioner og iver fortæller om det ene fad efter det andet. Turen forsætter efter destilleriet officielt er lukket, hvor de får lov at smage på særlige fade. Afslutningens højdepunkt topper, da de smager Duncans private fad, som både Lasse og Henrik er meget interesseret i. De spørger indtil, om det ikke kommer på flasker og hvornår de kan købe den, men nej det er Duncans pensionsfad. Denne oplevelse, mødet med Duncan på en tilfældig rejse bliver startskuddet på drømmen om at lave det bedste whisky der findes i Danmark…
“Whiskyens Johan Olsen”
Efter vi har talt og snakket os varme er det tid til at smage. Vi lægger hårdt ud med en new make på ca. 70 % ABV. Nu er jeg vandt til at drikke whisky med høj ABV, så det er intet problem for mig. Den er krystalklar og dufter tydeligt at korn og har lette florale noter. Ingen tvivl om, at grundelementet i whiskyen er på plads. Lasse forslår, at vi rykker ind i produktionshallen, som man kan se gennem et stort glas parti bag os. Den er jeg med på. Imens vi smager det sidste af den første dram fortæller Lasse om kemien bag processen, alt fra varme, molekyler, damp, styring og hvordan han kontrollerer smagen.
Det begynder at gå op for mig, at Lasse ved hvad han snakker om. 10-øren falder på plads, da han så fortæller, at han er uddannet indenfor kemi og har arbejdet med det i adskillige år. Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på Johan Olsen fra “Magtens Korridorer” som er biolog uddannet og har en ph.d. i proteinkrystallografi og biokemi fra Center for Krystallografiske Undersøgelser, men vælger at fyre den af i en punk-rockband i stedet for, netop fordi han forfølger sin passion. Præcis det samme gør Lasse, som også har haft høje stillinger inden inden for den farmaceutiske verden, men alligevel har han skiftet retning og forfølger nu sin drøm som whiskymaker. Jeg tager hatten af – det er sygt fedt og meget beundringsværdigt.
Inden vi rykker tilbage i de bløde sofaer, så hiver Lasse en pipette frem og henter en dram til mig direkte fra fad. Han beder mig gætte på alderen og vil gerne høre min mening. Jeg dufter til den og bliver næsten sendt i knæ, Lasse griner lidt og siger “ja den er potent”. Jeg tænker mig ikke helt om, da jeg fokuserer på farven, duft og smagen. Jeg skulle have tænkt på ABV, som tydeligvis er høj og dermed burde jeg have tænkt, at den nok var ung. Jeg gætter nogle den er 3-4 år, men det er helt skvæt, den er kun 3-4 måneder gammel. Farven har allerede sat sig og duften er let røget, men ikke som du kender dem fra fx Bowmore, det er ikke “tjære”, “lejrbål” og den tørve røg, som kendetegner Islay. Det er mere animalsk og røgen minder om barbecue, bacon eller flæsk. Smagen er langt mere sødmefuld end jeg havde forventet. Ingen tvivl om, at dette er whisky som jeg aldrig har smagt det før.
Copenhagen Distillerys whiskys
Selv om vi smagte lidt forskelligt, så kommer vi ikke uden om grundstenene hos Copenhagen Distillery. De arbejder med tre udgaver, som hedder “Raw”, “Rare” og “Refined”.
Raw Single Malt 61,1 % ABV
Den første “Raw” er en Single Malt og navnet på den rå og upolerede whisky, som er modnet i ungarnske egetræsfade fra træer der er mere end 130 år gamle. Egetræet får lov at hvile i 18 måneder og er fremstillet på den helt “old school” facon. Fadene er “rå” altså “virgin casks”, som ikke fx har haft sherry eller bourbon i tidligere. Fadene har fået en let ristning og whiskyen er lavet på lokal malt. Den jeg smager har lige som fadprøven en let blid røg og noter af bacon, flæsk, men også lette florale noter og peber. Man fornemmer tydeligt, at fadet er råt, hvilket giver en friskhed, som ligger bag noterne. ABV ligger på 61,1 % så det er afgjort en whisky for dig, som er vandt til den potente whisky.
Rare Single Malt 53,1 % ABV
Den næste jeg smager er deres “Rare”, som er lavet på “emmer”, der er en gamle ur-hvede sort, som er dyrket økologisk og tilføjer et ekstra element og lag på whiskyen. Det er hvad Lasse kalder “rød legestue” og her, hvor der virkelig leges. Fadene har Lasse selv lavet og de næste i række er bl.a. whisky lagret på “negronifade” og senere kommer der på “akvavitfade”. Der findes desværre kun få flasker af den, da englene nappede næsten 50 % af udbyttet. Tænker de havde noget af en fest i de tre år whiskyen var på fadene 😂 Denne er på europæiske rød eg og er nok min favorit indtil videre. Den er finurlig og lidt drilsk, det sekund jeg fik den på læberne tænkte jeg “salt” for der kommer nemlig en salt smag, som forsvinder kort efter hvor den så slår over i sødmefulde noter af honning, tørret frugt og banan. Smagen er helt fantastisk hvor det hele fremstår i flot balance – en absolut rafineret og kompleks whisky.
Refined Single Malt 56 % ABV
Kronen på værket er deres “Refined Single Malt” som er modnet på egenfremstillede fade. Målet med denne whisky er, at den skal forene de mørke komplekse noter med sødme og så afslutningen af den karakteristiske røg, som jeg oplevede ved flere af de whiskys jeg smagte. Flasken er fremstillet særligt af Holmegaard i håndlavede karafler, som giver god mening at benytte, da det var tæt på Holmegaard det hele startede. Duft er intens og fyldt med animalsk røg, bacon, flæsk og sødmefulde noter af banan, tropisk frugt og et lidt krydret næse. Det er en lækker afslutning, hvor jeg hæfter mig ved en lang og varm eftersmag, der varer ved og varer ved. Jeg tænker det er passende at slutte af med en video af processen, skabelsen af whiskyen og ikke mindst glaspustning af den smukke karaffel.
Håber det giver lidt inspiration og indsigt i hvad København og Danmark kan når det kommer til whisky…