Highland Park er ét af de to destillerier, som ligger på øen Orkney. Det er grundlagt tilbage i 1798, hvilket gør det til ét af de ældste destillerier i Skotland. De laver single malt whisky af høj kvalitet i mere eller mindre alle prisklasser – lige fra få hundrede kr. til flere hundredetusind, som fx deres 50 års, som du kan læse om i artiklen her. Netop Highland Park ligger mit hjerte meget nær, hvilket skyldes to ting – den ene er, at det var det destilleri, som gjorde jeg forelskede mig i whisky – den anden grund kan du læse til sidst i artiklen – god fornøjelse.

Artiklen indeholder affiliate links

Jeg besøgte Orkney for første gang i 2013, hvor jeg var inviteret på pressetur – på det tidspunkt var jeg ikke begyndt at nørde i whisky, og “Whiskytossen” var slet ikke født. Jeg vidste ikke ret meget om whisky andet end, at jeg var ret glad for det og gerne ville lære mere om det. Faktisk var det året før, da jeg fik en Highland Park 25 års i fødselsdagsgave, som ændrede min opfattelse af whisky. Du kan købe Highland Park 25 års her.

Som at besøge “Mordor”

Når man lander på Orkney, er den første tanke, om man virkelig er i Skotland? Det ligner mest af alt en scene fra Ringenes Herre, hvor alt er gråt og blæsende, og regnen pisker én i ansigtet. Der er ingen træer til at skærme for vinden, da de for længst har opgivet og er bukket under for det hårde klima og den konstante blæst på Orkney. Efter nogen tid vænner man sig til vejret, og efter den første dram glemmer man pludselig, at det tog en hel dag at komme dertil. 

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
Tørv ved Hobister Moor / Billede: Søren Solkær

Destilleriet har eksisteret siden 1798 og er grundlagt af Magnus Eunson, som var slagter og kirketjener, men han lavede også illegal whisky og smuglede den endda rundt om natten. Først i 1826 fik Highland Park officiel tilladelse til at lave whisky. 

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
Highland Park Destilleriet / Billede: Søren Solkær

Hobbister Moor

Highland Parks whisky er karakteristisk, da den blide røg i eftersmagen kommer fra tørv, de graver ud i en 9000 år gammel mose kaldet Hobbister Moor. Tørven graves op fra cirka fire meters dybde, hvor den er 4000 år gammel. Det lyder igen som noget, der kunne optræde i Ringenes Herre, ikke? Netop denne tørv er en af grundstenene i Highland Parks whisky.

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
Tørv ved Hobister Moor / Billede: Søren Solkær

Den næste grundsten er at de gulvmalter, altså at de vender malten i hånden som i gamle dage. Den tredje og fjerde grundsten hos Highland Park er deres fade og modningen. Fadene er af nøje udvalgt europæisk og spansk eg, som fyldes med sherry i Jerez, hvor de optager smag i omkring to år, før de er klar til at få fyldt whisky på. Klimaet på Orkney er køligt, og de lange vintre sikrer en langsom modning, som er afgørende for slutresultatet. Den femte og sidste grundsten er balance i whiskyen. Den skabes af deres master distiller, Gordon Motion, som sikrer, at fadene opnår præcis den karakter, som er Highland Parks kendetegn.   

Først whisky jeg smagte på Orkney

Den første whisky, jeg smagte på Orkney, var Highland Park 18 års, som vi fik serveret på en klippeside kort efter ankomsten. Jeg husker tydeligt denne whisky, som efterfølgende er blevet én af mine helt store favoritter og faktisk er det også én af de første, som omtales i min aktuelle whiskybog. Du kan læse fuld artikel om Highland Park 18 års på bloggen. Du kan købe Highland Park 18 års her.

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
Orkney – ikke langt derfra, hvor jeg smagte min første Highland Park 18 års
/ Billede: Søren Solkær

Et stykke af historien

Men nu til Highland Park 50 års, som er noget af det vildeste whisky, jeg har smagt fra flaske. For ca. 12 år siden fandt destilleriet ud af, at de faktisk havde et 50 år gammelt fad liggende. Fadet var fra 1960 og var placeret bagerst i ét af deres lagre. Forestil dig den historie som whisky har sovet igennem – månelanding, krige, Berlinmurens fald og meget mere. Den Highland Park 50 års, som jeg har smagt,er dog ikke fra dette fad, da jeg smagte den i 2022, så det er deres 3. udgivelse.

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
Highland Park 50 års / Foto Colombus Leth

Den er på 43,8% og historien starter tilbage i 1968, hvor ni genfyldte fade blev fyldt med whisky og lagt til ro. 40 år senere valgte destilleriets whisky maker Gordon Motion at samle disse fade og flytte dem til førstefyldte sherryfade i yderligere 12 år. I 2020 blev whiskyen hældt på et fad af europæisk eg og blandet med en del af 2018-udgivelsen (også Highland Park 50 års). Dette endte med at give 274 unikke flasker, hvor jeg har været heldig at smage én af dem.

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
Min fantastiske ven Claus som har profilen Whisky_And_Animation og mig

Hvordan dufter og smager en whisky til 200.000?

Den må vel næsten smage flere tusinde gange så godt som en billigere, ikke? Nej – sådan kan man ikke helt gøre det op. Whisky ældes på en anden måde, end fx vin gør, men der er alligevel ligheder. En whisky kan i teorien blive for gammel, men det der så vil ske er, at fadet stopper med at afgive smag, og whiskyen bliver dermed på samme stadie. En whisky topper også udviklingen det sekund, den kommer på flaske, hvor en vin fortsætter udviklingen.

Whisky til 200.000 - Highland Park 50 års
2 cl. Highland Park 50 års ved smagning på Lukes Bar

I næsen har Highland Park 50 års duft af sort mørke kirsebær, brun farin, pære i sukkerlage, mørk chokolade, eg, abrikos og bag den sødmefulde duft gemmer der sig en diskret røg, som er fuldstændig integreret i næsen. I munden er den fyldig, rund, sødmefuld og har dybe noter af tørret frugt, karamel og en meget blid røg, som kun anes meget diskret. Eftersmagen varer ved i flere minutter med eg, tørret frugt og mørk chokolade. Det er en helt enestående dram, som kun få får muligheden for at smage, men byder lejligheden sig, så kan jeg kun anbefale dig at slå til. Det er muligt, at du kan smage den på Lukes Bar i København, men du skal nok spørge efter den – prisen kender jeg ikke, men et bud er nok 4000 kr. for 2 cl.

Nu til den sidste del – den anden grund til at Highland Park ligger mit hjerte meget nært er, at jeg på Orkney for 10 år siden mødte min nuværende kæreste, vi kan dog ikke fejre 10 år sammen endnu, men vi er godt på vej – derfor er Orkney for mig fyldt med kærlighed, gode relationer og minder – skål på det.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...