Artiklen er lavet i samarbejde med Stokkebye

Gå til opskrift

Lige om lidt er det nytår, og så står den tit på ekstra lækre råvarer, som østers, caviar, hummer, pighvar og mørbrad samt en masse skønne vin. Jeg har i samarbejde med By Stokkebye lavet fire forretter, som er denne særlige aften værdige. De er nemme at gå til, men fordi jeg tilføjer nogle få ekstravagante råvarer, så smager de fantastisk og ligner tilmed en million. Flere af retterne er inspireret af store Michelin-kokke, som du ret nemt kan lave eller fortolke i dit eget køkken – håber du synes om opskrifterne – godt nytår!

Denne ret er inspireret af Jakob De Neergaard, som har været på Søllerød Kro, hvor jeg mener, den blev opfundet. I dag kan du vist nyde den på Restaurant Marchal, hvor han startede i år som restaurantchef. Den hedder “Caviar en Surprise” og består af fisk, en puré og ægte caviar – intet andet. Du kan være helt rolig, for den er slet ikke så teknisk svær, som den måske lyder. Det eneste, der kan være lidt vanskeligt, er at få placeret caviaren på toppen, men selv her, hvor jeg lavede den første gang, gik det rigtig godt.

Nytårsmad: Caviar en Surprise af Jakob De Neergaard
Caviar en Surprise….
Nytårsmad: Caviar en Surprise af Jakob De Neergaard
5 fra 1 stemme
Udskriv

Nytårsmad: Cavaiar en Surprise af Jakob De Neergaard

Ret Forret, Snack
Køkken Fransk
Keyword Ægte Caviar, Caviar, Caviar en Surprise, Jakob De Neergaard
Forb. tid 15 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 35 minutter
Antal 1 person
Forfatter Familiefaren

Ingredienser

Jordskokkepuré

  • 250 gram skrællede jordskokker
  • 2 dl. sødmælk
  • ½ dl. piskefløde
  • Salt og friskkværnet hvid peber

Jomfruhummere

  • 2-3 jomfruhummere
  • 150 gram smør
  • Salt og friskkværnet hvid peber

Caviar en Surprise

Sådan gør du

Jordskokkepuré

  1. Varm de rengjorte og skrællede jordskokker langsomt op i mælken.

  2. Lad dem koge ved helt svagt blus indtil de er møre i ca. 10 min.

  3. Hæld mælken fra dem i en lille skål.
  4. Kør dem nu på en blender eller evt. stavblender med fløden til de er purerede.
  5. Den skal være helt glat, så det tager et par minutter.
  6. Juster evt. med mælk, hvis den er for tyk.
  7. Smag til med salt og peber.
  8. Sæt den på køl.

Jomfruhummere

  1. Imens jordskokkerne koger, så renser du jomfruhummerne grundigt.

  2. Husk at fjerne tarmstrengen.
  3. Pocher dem i smør i ca. 2-3 minutter.
  4. Lad dem køle af og skær dem helt tynde med en skarp kniv.

Caviar en Surprise

  1. Hvis du ikke har en tom dåse caviar, så bestiller du bare 100 gram ekstra og guffer dem 😍

  2. Ellers så bruger du en skål i passende størrelse, den skal helst ikke have for høje kanter.
  3. Start med jomfruhummerne, placer dem i bunden.
  4. Herefter lægger du ca. to spiseskefulde jordskokkepuré over.
  5. Læg nu caviar i et lag ovenpå, brug en paletkniv i træ eller lignende, undgå metal hvis du kan.

  6. Server med en skøn flaske bobler til.
Nytårsmad: Caviar en Surprise af Jakob De Neergaard
Jomfruhummere pocheret i smør skæves helt tyndt og lægges i dåsen…

Jeg ved godt, at jeg burde twiste opskriften, men det er gjort før, og jeg vil ikke ændre på en klassiker. Du kan sagtens bruge en hel dansk hummer, kammuslinger eller kongekrabbe i stedet for jomfruhummere. Du kan også lave en anden puré som fx blomkål eller lignende. Nogle steder på nettet har jeg set, at der bruges mayonnaise og rygeost som det cremede element, men jeg tror nu, at Jakobs De Neergaards klassikser fungerer bedst, sådan som han har skabt den.

Nytårsmad: Caviar en Surprise af Jakob De Neergaard
Dette er nok det mest eksklusive ret jeg selv har lavet nogensinde…
Nytårsmad: Caviar en Surprise af Jakob De Neergaard
Sådan ser “Caviar en Surprise” ud…

Da jeg lavede retten var der faktisk en del caviar i overskud, hvilket jo var skønt. Det blev nydt uden noget, blot med en perlemorsske til et glas bobler, imens James Bond kørte i baggrunden.

Nytårsmad: Caviar en Surprise af Jakob De Neergaard
Caviar Imperial Royal fra Stokkebye…

Pointen er, at retten muligvis kan laves med 30 gram caviar, ellers kan to personer godt dele denne forret eller snack. Prisen på den caviar, jeg brugte, er 700 kr. for 50 gram og 420 kr. for 30 gram. Så hvis du synes, en forret til mere end 700 kr. til nytår er for voldsomt, så gå efter lidt mindre, del eller brug i teorien en anden caviar som fx Osietra caviar eller Baerii caviar. Dog fortjener denne servering det ypperste, og det er jo kun nytår én gang om året ikke?

Håber du synes om opskriften, jeg behøver nok ikke gentage, at det smager helt fantastisk…

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift