Gå til opskrift

Schakschuka er den nordafrikanske og arabiske udgave af huevos rancheros. Det minder i hvert fald meget om hinanden. Retten tilberedes af pocherede æg i en sauce af tomater, chili og grøntsager. Den har et godt kick og er skøn på både en varm sommerdag og bestemt også en kølig og ruskende dag.

Det er ikke særlig tit, at jeg laver morgenmad på denne måde, men når jeg endelig gør, så elsker jeg det virkelig. Det er en skøn måde at starte sin morgen på og særlig i weekenden. Denne ret egner sig til alle årstider. Når det er efterår og vinter og rusker, blæser og regner, så er den perfekt at starte dagen med – den krydrede ret og chilien får dig lige sparket i gang. Når det er forår og sommer, så er den perfekt, da den også har masser af friskhed og et godt lille syrebid fra citronen – kort sagt – en ret som fungerer året rundt.

Opskrift på shakshuka nordafrikansk morgenmad

Ret Morgenmad
Køkken Afrikansk
Keyword Morgenmad, Shakshuka
Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 15 minutter
Samlet tid 35 minutter
Forfatter Familiefaren

Ingredienser

  • 1 stk. løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • ½ stk. rød chili
  • 10 stk. cherrytomater
  • 1 stk. squash
  • 2 tsk. røget paprika
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. stødt koriander
  • ½ tsk. stødt cayennepeber
  • 1 spsk. tomatpure
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 4 stk. æg
  • 2 spsk. jomfruolivenolie
  • 100 gram fetaost
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 bundt friske koriander til topping

Sådan gør du

  1. Hak hvidløg og løg fint.
  2. Varm en pande med olien op til middelsvag varme, hvis panden har lidt høje kanter er det perfekt.

  3. Imens løgene svitser, så hakker du squash, rød peber og tomaterne.
  4. Tilsæt tomatpuré og skru kortvarigt op, så det brænder godt af.
  5. Fjern stok og kerner på chilien og hak den fint.

  6. Tilsæt nu resten af grøntsagerne og alle krydderurter – vent med salt og peber.

  7. Svits dem igennem et par minutter.
  8. Tilsæt nu hakkede tomater og smuldr fetaosten over.

  9. Lad det simre i 5 min, væsken skal gerne være reduceret nu, ellers giver du det 5 min mere.
  10. Smag nu til med salt og peber.
  11. Lav fire fordybninger i tomatsaucen og slå æggene ud i hver sin fordybning.
  12. Giv det nu yderligere 5 min gerne under låg.
  13. Retten er klar, når hviden og blommen har sat sig.

  14. Tilsæt den friske koriander

Opskrift på shakshuka nordafrikansk morgenmad
Næsten alt du skal bruge
Opskrift på shakshuka nordafrikansk morgenmad
En pande med høje kanter er bedst at bruge
Opskrift på shakshuka nordafrikansk morgenmad
Så mangler vi kun, at æggene bliver færdige

Du kan evt. sætte panden i ovnen vedr. 180 grader i ca. 12 min., så sætter æggene sig også. Husk dog, at panden skal være beregnet til ovnen.

Opskrift på shakshuka nordafrikansk morgenmad

Håber det giver inspiration til en god morgenmad – jeg er selv kæmpe fan af den. Hvis du vil have mere inspiration til andet lækkert til morgenbordet så er der fx Arme Riddere, som dog er lidt i en anden grøft men utrolig lækker.

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift