Når det ikoniske skotske destilleri Highland Park – der siden 1798 har fremstillet single malt whisky på øgruppen Orkney – går sammen med den svenskfødte Michelin-kok Björn Frantzén for at skabe en ny udgave, er det ikke bare endnu én limited release. Det er et eksperiment i både smag, sansning og personlig oplevelse. Samarbejdet resulterer i Between You and I, en 16-års single malt, som bryder med nogle af de traditionelle whiskykonventioner og inviterer smageren ind i en mere refleksiv og individuel rejse, end der tidligere er set fra Highland Park.
Baggrund og samarbejdspartnerne
Highland Park har sin hjemmebane på Orkney-øerne og er kendt for sin kombination af sherrylagring og en let røget afslutning. Tørvene, der bruges til at sikre det røgede, stammer fra en 4000 år gammel mose, som hedder “Hobbister Moor”. Björn Frantzén er en af gastronomiens tungeste stemmer: Han blev i 2025 den eneste kok i verden, der drev tre restauranter med hver tre Michelin-stjerner, og er kendt for at kombinere nordiske råvarer, franske teknikker og japansk filosofi.
Læs også: Michelin-kok overrasker med ny whisky! Dansk ekspert jubler

Samarbejdet mellem distilleri og kok bunder i ønsket om at skabe mere end bare en whisky: en oplevelse der udfordrer smageren til at være medskaber af sin egen sansning.
Hvad er det så, der gør Between You and I anderledes?
Da jeg besøgte Stockholm og var med til deres eksklusive launch på “Brasserie Astoria”, blev jeg helt chokeret – der er nemlig tale om en meget utraditionel tilgang til whisky, og når det kommer fra et brand, som er grundlagt i 1798, så er det direkte uset. Lad mig bryde det hele ned.

I stedet for de klassiske “smagsnoter” (vanilje, tørret frugt, røget tørv, osv.) er der – med Frantzéns ord – lagt op til personlige associationer. Highland Park forventer ikke, at “alle smager det samme”, men at du lader whiskyen vække dine egne minder og følelser. Så tænker du fx på et stykke musik, en rejse, et sted i verden eller har en anden følelse, så er det præcis det, som Highland Park ønsker.

Hver flaske leveres i en unik æske designet af Frantzén selv: spraymalet, inspireret af hans tidligere interesse for graffiti. Æsken symboliserer lagene i whiskyen – farvespillet (orange for ild, blå/lilla for vand og lyng for tørv) spejler smagslagene.
Indeni finder man en folder med spørgsmål og prompts i stedet for detaljerede smagsbeskrivelser – fordi formålet er at engagere dig som smager, ikke at lade dig følge et “facit” – jeg synes, det er helt genialt.
Teknikken: lagring og karakter
Selv om fokus er på oplevelsen af whiskyen og ikke så meget på fakta, så vil jeg gerne have, at de nævnes, for de har også ret stor betydning.
- Den er 16 år gammel, hvilket i sig selv signalerer modenhed og kompleksitet.
- Lagringen foregår delvist på nye svenske egetræsfade – noget Highland Park aldrig tidligere har benyttet. Det er en markant variation i trætypen og dermed i smagsprofilen.
- Derudover er whiskyen modnet på sherry-seasoned europæiske og amerikanske egetræsfade samt eks-bourbonfade – hvilket giver den en kompleks ramme af sødme, varme, krydderi og røg.
- Alkoholstyrken ligger på 48 %.
Derfor kan du forvente både dybde og nuancer – en whisky hvor elementer af træ, sherry, subtile røgtoner og en smag af ny svensk eg spiller sammen til noget anderledes end “klassisk Highland Park”.

Bjørn Frantzén: Smagsoplevelsen – eller snarere oplevelsen af smag
Selvom der ikke gives almindelige smagsnoter, deler Frantzén alligevel nogle af sine egne associationer: “Denne whisky er som en samtale mellem minder, smage og steder. Den bragte mig tilbage til stunder i køkkenet med min mormor, til tropiske strande og til lyden af en ild, som langsomt slukker i en snedækket skov.”
Han nævner bl.a. at han opfattede “lys citrus, som når man zester (presser) en appelsin i køkkenet”, “tonka-bønne, som mindede om en strand i Vestindien”, “creme brulée-aroma” og “rockmusik – ikke digitalt, men analogt, håndlavet”, når han smagte. Jeg finder ikke præcis det samme som Bjørn, men det er også hele ideen med whiskyen. Da jeg smagte den første gang, tænkte jeg på “Rock N Roll”, jeg tænkte på mit første møde med Highland Park på Orkney-øerne, jeg tænkte, at stilen var en helt anden end den, som jeg kender, og så tænkte jeg på efterår. Netop dette er hele ideen med whiskyen.
Så når du hælder et glas op, er opfordringen: Stil spørgsmålet hvad vækker denne dram i dig? Hvad minder den dig om? Hvilket sted, hvilken lyd, hvilket lys eller hvilken følelse? I videoen kan du høre, hvad Whiskytossen forbinder med “Between You And I”.
Afslutning
Between You and I er mere end blot en ny flot flaske i rækken fra Highland Park – det er et bud på, hvad whisky kan være, når den inviterer til samtale, refleksion og personlig smag. Samarbejdet med Björn Frantzén bringer gastronomiens kreative mindset ind i whisky-verdenen, og resultatet er en 16-års single malt, der bærer både tradition og eksperiment.

Hvis du har mulighed for at få fat på en flaske, kan det være en spændende tilføjelse til samlingen – eller simpelthen en oplevelse i sig selv, hvor du lader whiskyen sige noget til dig, ikke bare dig der beskriver den. Som kæmpe Highland Park-fan så vil jeg gerne betro dig, at den IKKE er som nogen anden Highland Park, jeg har smagt. Jeg kan sagtens fornemme det “klassiske Highland Park-stempel”, som lurer bag ved alle noterne og smagen, men det er noget helt andet og overraskende nok, så synes jeg, at denne whisky kommer bedst til sin ret i et “lowball” glas frem for et klassisk “nosing-glas”.
Du kan jo selv vurdere, hvad du mener er bedst.
Highland Park “Between You And I” er frigivet til salg fra 14. oktober 2025 og har en vejledende udsalgspris på ca. 1200 DKK.
