Selv om vores sensommer er én af de bedste i mange år, så begynder temperaturen alligevel at falde, og det betyder for mig, at jeg hiver mere rødvin på bordet. Noget af det første, jeg kastede mig over for mange år siden, var Ripasso og Amarone. Årsagen var, at jeg fandt det utrolig “let” at drikke og value for money var virkelig stor! Nu har jeg fået muligheden for at teste 5 gode bud fra SuperVin, som jeg har modtaget, anmeldt og givet point her, men inden vi starter, vil jeg lige høre – kender du forskellen på Ripasso og Amarone?

Forskellen og ligheden på Amarone og Ripasso?

Amarone er det, som kaldes en “appassimento-vin”, som er en gammel metode, hvor druerne for lov til at udtørre mellem 2-4 måneder. Det betyder, at den saft og kraft der er tilbage bliver meget koncentreret. Det betyder også, at der skal bruges en del druer for at producere en flaske vin og reelt flere end til en vin, som ikke er lavet på denne metode. Derfor er mit råd til dig også at være på vagt, hvis du ser en flaske Amarone til ret meget under 100 kr., for det er vanskeligt at lave til den pris.

Hvad så med Ripassoen? Det er vel bare resterne fra den gode Amarone, ikke? Det kan det være, det er nemlig sådan, at de pressede drueskaller fra Amaronen efterfølgende har masser af smag tilbage. Derfor gør nogle producenter det, at de hælder frisk rødvin gennem druekvaset, som så “passerer igennem” og skaber en ny vin. Ordet “ripasso” stammer fra “ripassare”, som betyder “at passere igennem”.

Det er forskellen på Amarone og Ripasso. Ligheden findes faktisk kun i druerne, som begge vine laves på. Det er Corvina, Corvinone, Rondinella og Molinara. Amarone bliver betragtet som den “bedste” af de to vine, men reelt er det en smagssag.

Den sidste forskel er helt afgjort smagen. Amarone er helt klart i den mere intense ende, hvor der er masser af sødme, kraft men også bitterhed, som kommer fra skallerne, efter de er udtørret. Noterne er naturligvis meget varierende. Ripasso er mere frisk, let og frugtig, men igen kan det variere utrolig meget, så det er blot i “store penselstrøg”.

Ripasso og Amarone

Zeni Ripasso Valpolicella Superiore 2019

Zeni er en gammel kending for mig, og det er nok den Ripasso, som jeg har smagt flest gange. Det er netop her, som jeg også nævner indledningsvis, at value for money er virkelig stor. Det er også her, hvor smagsnoterne, jeg nævner, ikke nødvendigvis holder. Her er der nemlig masser af dybde og kraft. Noter af brombær, blommer, timian og mørk chokolade. Den kan sagtens tåle at åbne sig i glasset, hvorefter du vil opleve en lækker og meget behagelig rødvin. Det er en rigtig “crowdpleaser”, som du roligt kan servere til en god simreret senere på året.

Ripasso og Amarone

Pris pr. flaske 169,95 kr. /69,95 kr. ved køb af 6 stk. Point: 88/100

Poggio Siresa Valpolicella Ripasso 2017

Poggio har jeg lige som Zeni også smagt rigtig mange gange. Jeg har smagt den til smagninger, hvor der også var Amarone på programmet og flere har valgt denne som deres favorit. Den har bitre noter i næsen – tobak, mørk chokolade og espresso. Smagen er blød, sødmefuld og har en fin syre, som holder det hele i balance, hvor du fornemmer kirsebær, lakrids og rosin – så helt langt fra en amarone er den faktisk ikke. Prisen er dog væsentlig lavere, og på tilbud kan du få den til 99 kr., hvis du tager 6 stk.

Ripasso og Amarone

Pris pr. flaske 149,95 kr. /99,95 kr. ved køb af 6 stk. Point: 89/100

Buglioni Ripasso Il Bugiardo 2018

Okay – nu lyder det som om, jeg har drukket alt for meget vin – det har jeg nok også 😆 Buglioni har jeg også drukket adskillige gange og ofte til kåringer, hvor jeg tester julevin. Det fungerer den nemlig også glimrende til. Nu handler det bestemt ikke om, at en Ripasso skal være en Amarone, men netop denne er faktisk tæt på. Den er mørk, fyldig og intens i næsen, hvor brombær, mørke kirsebær og blommer vælter op af glasset. I munden er der dømt “fuld ild” og masser af power, hvor kombinationen af sødme og syre fremstår helt perfekt.

Ripasso og Amarone

Pris pr. flaske 249,95 kr. /184,95 kr. ved køb af 6 stk. Point: 88/100

Zeni Amarone della Valpolicella Classico 2018

“Billig Amarone” skal man være på vagt overfor. Som jeg nævner indledningsvis, så er produktion af Amarone er dyr omgang, så derfor vil jeg mene, at der må være gået på kompromis med kvaliteten, hvis de er for billige. Denne Zeni er fra samme som ovenstående Ripasso, og her skal du ikke være nervøs. Den koster 149,95 kr. på tilbud, og det er virkelig value for money. I modsætning til Ripassoen kommer der mere dybde her. Noterne er sådan set ikke langt fra Ripassoen, men det er helt klart en anden vin. I næsen er der en intens dybde af blommer, sød lakrids, syltede kirsebær og viol. Den er en kraftig karl, og du får en cremet og fyldig vin, som sagtens kan drikkes alene eller til efterårets tunge retter.

Ripasso og Amarone

Pris pr. flaske 259,95 kr. /149,95 kr. ved køb af 6 stk. Point: 90/100

Buglioni Amarone della Valpolicella Il Lussurioso 2017

Testens dyreste vin er en Amarone fra Buglioni, og her tænker jeg “Let it rain” – her er nemlig skruet op på alle parametre. Denne vin indkapsler præcis, hvad Amarone handler om. Den er intens, fyldig, kraftigfuld og fyldt med smag. Nogle gange oplever jeg en Amarone, som mangler balance, netop fordi alkoholen og sødmen kan tage over, og så bliver det “marmelade-vin” – et udtryk jeg nyder at bruge om en vin, som bliver for sødmefuld. Denne har netop en let bitterhed, syre og blide tanniner, som sikrer den balance, som Amarone kan levere. Jeg har smagt denne sammen med sværvægtere som “Dal Forno”, som nok er det bedste af bedste, og her klarede den sig rigtig flot. I næsen har den modne kirsebær, blomme, vanilje, peber og et hint af mynte. Den er bestemt potent i smagen og kraftig men samtidig blid. Et flot glas og afgjort pengene værd.

Ripasso og Amarone

Pris pr. flaske 459,95 kr. /329,95 kr. ved køb af 6 stk. Point: 92/100

Håber det giver lidt indsigt og ikke mindst inspiration til nogle lækre rødvine til efteråret…

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

2 Comments

  1. Hej Mads
    Fandt denne anmeldelse for årgang 2020 – Er det een du har skrevet? Kan ikke finde den på nettet?
    gh arne lampe Horsens

    92 point fra Mad & Monopolet
    “Ripasso af højeste kvalitet fra det gamle anerkendte vinhus “Zeni” slår aldrig fejl. Jeg har smagt næsten alle deres årgange, og de leverer altid høj kvalitet og rigtig god value for money. I næsen har den mørke intense bær, dybe noter af tørret frugt – rosin, dadler, blomme samt vanilje, chokolade og lakrids. I munden er den sødmefuld, men har gode tanniner og en fin syre til at holde det hele i balance. Det er ikke Amarone, og det skal det heller ikke være, den skal være helt sin egen, præcis som Zeni leverer.

Skriv en kommentar