Jeg havde aldrig hørt om Speri, før jeg fik til opgave at skrive en artikel om dem. Derfor måtte jeg lige have hjælp fra google, og efter lidt research havde jeg store forventninger til niveauet. Hvis du er glad for vin fra området med Valpolicella Classico – så læs endelig videre.

Artiklen er lavet i samarbejde med Hans Just, som har importen af vinen i Danmark. Vinen er tilgængelig ved forskellige vinforhandlere i Danmark, du kan købe vinen i udvalgte MENY- og Kvickly-butikker – god fornøjelse.

Speri - overset kultvin fra Italien
Speri – læg mærke til hvordan vinstokkene står plantet

Speri er et vaskeægte familievinhus, som har eksisteret gennem 7 generationer, og der er i dag 9 familiemedlemmer involveret i driften. Vinhuset er grundlagt helt tilbage i 1874, hvor deres første vin blev lagt på fade – efter sigende skulle ét af de oprindelige fade eksistere den dag i dag – om den er til at drikke, vides dog ikke. De laver kun vin fra egne vinmarker, ca. 60 ha, og har derfor fuld kontrol over hele produktionen fra vinstok til flaske.

Speri - overset kultvin fra Italien
Vinstokke på Speri

Det relativt store antal hektar gør Speri til et mellemstort vinhus i Italien. De er placeret i det klassiske område Valpolicella Classico. Deres marker er plantet i terrasser, hvilket betyder, at brug af maskiner er vanskelig. Vinene er økologiske, og på gården er der fokus på at passe på jorden, at undgå at bruge kemi, og det betyder fx, at beskæring bliver genbrugt som kompost og sendes tilbage til markerne.

Hvilke druer er i fokus

Hvis du kender til området, så har du nok gættet, at druerne Corvina, Rondinella og Molinara er i fokus, da de er ret typiske for området. Området ligger tæt på Gardasøen, hvilket betyder, at druerne bliver udsat for kølige briser, og det gør, at smagen i vinene virker mere frisk og livlig. Udover de klassiske druer, så arbejder Speri også med at bevare og sikre nogle af de sjældne lokale og næsten uddøde druer. Det er fx Oseleta, som findes i Valpolicella Classico Superiore Sant’Urbano, Speri, DOC.

Speri - overset kultvin fra Italien

Kultvin

Der findes afgjort mange gode vinhuse i Italien, og rigtig mange gør det fremragende. Speri adskiller sig, som jeg ser det, ved først og fremmest at have fokus på økologi og bæredygtighed – dernæst ved at deres portefølje er virkelig smal. Hvor andre producenter fra Italien nemt har 10-20 vine i deres repertoire, så har Speri 5 forskellige, hvor én af dem endda er en halv flaske – det gør dem i min bog til ægte kultvine. Alle vine er DOC eller DOCG certificerede.


Speri Valpolicella Doc Classico Øko 2022

Den første vin i artiklen er deres Valpolicella Classico, som ligger på 12,5% alkohol, hvilket betyder, at du kan forvente lethed og elegance. Den er lavet på Corvina, Molinara og Rondinella, så mere klassisk bliver det næppe. I næsen har den en skøn duft af friske kirsebær, jordbær, viol, rabarber og tomatstilk. I munden er den let, frisk og elegant, hvor du fornemmer en god syre og let delikat frugtsødme. I forhold til den lave alkoholprocent, så har den overraskende god dybde og eftersmag.

Speri - overset kultvin fra Italien
Deres “entry-vin”, som har masser af value for money

Pris: 129 kr. pr. flaske – fås i din lokale Meny eller Kvickly
Point: 92/100


Speri Valpolicella Superiore DOC Sant’Urbano Øko 2020

Druesammensætningen er fortsat Corvina, Molinara og Rondinella, men nu kommer den tidligere nævnte Oseleta også ind i billedet. Alkoholen holdes på 13,5%, hvilket klæder vinen virkelig godt. Duften i denne vin flyder mere over i de mere mørke bær, hvor du fornemmer duft af modne kirsebær, solbær, blommer, vanilje, tobak, eg og en skøn underliggende duft af grillet peberfrugt – indbydende og charmerende. I munden har den masser af syre og en fin elegance, hvor der en god dyb frugtfylde og en let krydret eftersmag. Spændende glas, som er godt som hyggevin, men fungerer også perfekt med de italienske retter.

Speri - overset kultvin fra Italien
Valpolciella Ripasso og Valpolciella Superiore

Pris: 169 kr. pr. flaske – fås i din lokale Meny eller Kvickly
Point: 93/100


Speri Valpolicella Superiore DOC Ripasso Øko 2021

Ripasso kommer typisk efter, der er lavet Amarone, altså en “2. presning” – hos nogle vingårde laves deres ikke blot én Ripasso, men til tider mange flere. Speri laver kun én, hvilket betyder, at niveauet er højt. Den er også lavet på Corvina, Molinara og Rondinella, og i forhold til Valpolicella Doc Classico har den lidt højere alkohol på 13,5%, men holder sig også til den elegante side. Næsen er fyldt med duft af grønne jordbær, tranebær, røde umodne kirsebær, espresso, mørk chokolade, kakao og nelliker. I munden er den rund, smooth og utrolig drikkevenlig – skønne tanniner og en fin syre som afslutning. Den går fremragende til en omgang osso buco.

Speri - overset kultvin fra Italien
To glimrende vine fra Speri

Pris: 189 kr. pr. flaske – fås i din lokale Meny eller Kvickly
Point: 93/100


Speri Amarone Doc Sant’Urbano Øko 2019

Mange anser Amarone for at være noget af det ypperste, Italien kan præstere – i nogle tilfælde er jeg enig – men en Amarone kan nemt blive “for meget af det gode”, for meget koncentration, for meget frugtsødme og en alhokolprocent, som kan vælte en fuldvoksen mand ned fra middagsbordet – bare rolig – Speri Amerone er i en anden boldgade! Alkoholen er ganske vist på 15%, men det er svært at holde den lavere grundet den enorme koncentration af frugt. Druerne er tilbage ved udgangspunktet – Corvina, Molinara og Rondinella, hvilket giver en vin med en duft af viol, lavendel, figner, rosiner, mandler, lakrids og mørke modne kirsebær – men giv den tid i glasset, for noterne fortsætter. Munden er fyldt med powerfrugt – bombastisk – masser af frugtsødme, som styres i mål af helt polerede og meget velintegrerede tanniner og en fin syre. Efter min mening er det her Amarone, som er lavet præcis, som den skal laves.

Speri - overset kultvin fra Italien
Stor Amarone med masser af frugt og fylde

Pris: 459 kr. pr. flaske – fås i din lokale Meny eller Kvickly
Point: 95/100


Speri Reciotto Doc La Roggia Øko 2020

Efter en god stor Speri Amarone, så napper vi lige testens mindste flaske – den er lidt cute – men lad dig ikke narre, den lille flaske på 0,5 liter rummer en enorm stor vin! “Never judge a book by its cover!”. Den høster store roser fra rigtig mange anmeldere, hvilket er forståeligt – den er en fremragende dessertvin, som er lavet på Corvina Veronese, Rondinella og resten er blandede druer, som ikke fremgår. Druerne udvælges særligt til denne vin og tørres i 110 dage, hvorefter næsten 50% af væsken er fordampet, herefter får du en intens lækker dessertvin med en skøn duft af rosiner, dadler, svesker, Amarene-kirsebær, syltede blommer, solbærmarmelade og mørk rig chokolade. I munden er den fyldig, rund med masser af frugtsødme og koncentration. Den er god til dessert – fx en Gateau Marcel eller det store ostebord.

Speri - overset kultvin fra Italien
En lille men kraftig og fyldig flaske

Pris: 349 kr. pr. flaske – fås i din lokale Meny eller Kvickly
Point: 94/100


Speri-vinene er nye i de danske supermarkeder, hidtil har de kun kunnet fås på restauranter i Danmark. Håber du har fundet lidt inspiration til næste tur i supermarkedet, for Speri har utrolig meget at byde på.

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar