Jeg elsker Bourgogne, men hader lidt prisen på det. Det er ofte rasende dyrt, og du kommer nemt til at betale overpris. Hvorfor så det? Bourgogne har noget af det ypperste vin i verden, og alene navnet koster penge, men det er faktisk muligt at finde nogle perler, som ikke betyder, at du skal tage lån i huset – her er 5 gode bud fra Degustation.dk, som jeg har smagt og synes ret godt om…
Der gik en del år før, jeg lærte at forstå Bourgogne, navnlig deres Pinot Noir, som jeg fandt lidt “tynd”, “sjasket” og langt fra fyldig og “stor”. Jeg drak primært Syrah og Carbernet Sauvignon fra Australien og USA, hvilket forklarer en del. Min smag var vant til de store “bamsevine” fra de varme områder. En dag smagte jeg en “Kistler” fra Sonoma Coast Californien, hvilket vendte op og ned på min forhold til vin. Nu var det måske at starte fra toppen, men efterhånden fandt jeg ud af, at Pinot Noir er elegant og raffineret og lavet på den rigtige måde er det verdens bedste drue. I dag elsker jeg det!
Jean-Claude Regnaudot & Fils Bourgogne Chardonnay 2019
Man starter altid med hvidvin ikke? Det gjorde jeg i hvert fald, og da jeg smagte, var jeg heldig med vejret. Det er altid skønt med sol og hvidvin. Denne har fået 12 måneder på fad, hvilket giver den lige præcis så meget dybde, at det er tilpas. Nogle kan godt blive for tunge, det er denne ikke, og den har masser af mineralitet. I næsen har den citrus, “Granny Smith”-æbler, et svagt hint af fedme, smør og slutter af med en god syre. Smagen er i flot balance og udvikler sig flot i glasset – et lækkert glas til 129 kr. flasken.
Jean-Claude Regnaudot & Fils Bourgogne Pinot Noir 2019
“Hus-Pinot’en” er denne fra Regnaudot, og den er et godt eksempel på, at det ikke behøver koster kassen. For 129 kr. får du nemlig en god standard Pinot Noir med skønne noter af de traditionelle jordbær og hindbær og den helt særlige “Bourgogne-duft”, som er klassisk for vine derfra. Den har fået 12 måneder på fad, hvilket giver den lidt krop og gør den til en skøn Bourgogne.
Jean-Claude Regnaudot & Fils Maranges 2019
Går du et lille skridt op, så får du en vin, som nok er min favorit til prisen i testen. Det er en meget indbydende vin, som giver lidt mere smæk på duft og smag. Noter af røde bær som hindbær, jordbær og brombær, men også et hint af lakrids og lette noter af kaffe. I munden er den læskende og super lækker – helt perfekt, hvis du gerne vil imponere gæsterne lidt.
Jean-Claude Regnaudot & Fils Maranges 1er Cru La Fussière 2019
Hvis du går efter en “1. Cru”, så får du naturligvis en højere kvalitet i vinen. Det skyldes bl.a., at der kæles lidt mere for druerne, og processen er mere omfattende. Disse er håndplukkede og sorteret grundigt, så kun de bedste druer fra høsten kommer med. Denne kommer fra stokke, som er plantet i 1930, 1947, 1955, 1962 og 1987. Det giver en flot Bourgogne, hvor du får alle noterne, du elsker, men med mere dybde – den understreger min pointe fra starten, Pinot Noir koster lidt, men du får meget for pengene her.
Jean-Claude Regnaudot & Fils Maranges 1er Cru Roussots 2019
Den sidste i testen adskiller sig en kende fra de andre. Den ligner dog La Fussière 2019 en del, når det kommer til produktion, den er nemlig produceret med samme omhu, hvor druerne er håndplukkede og nøje udvalgte. Stokkene er ganske vist ikke helt fra 1930, men fra 1969 og 1974. I næsen har den mørke toner – kirsebær og masser af lakrids, men kun lige nøjagtig nok til, at der er balance. I munden har den en tæt, skøn smag af kirsebær og flot syre. Det er en ung vin, og kunne du gemme den i 5 år, tror jeg, at du får netop én af de vine, som koster kassen.
Håber det har givet inspiration til en god Bourgogne med masser af value for money…