Sidste år besøgte jeg for første gang i mit liv New York – det var alt hvad jeg havde håbet på! En storslået by med alt hvad hjertet begærer af oplevelser og ikke mindst mad. Burgere, ægte New York Hotdogs, Bistroer med fransk-inspireret mad, pizza fra Little Italy og ikke mindst sandwiches! New York har det hele også en “Steak Sandwich” – som jeg fik serveret på en både på “Shorty’s” og naturligvis “Katzs Deli” – her kommer min opskrift og version på en fantastisk Steak Sandwich…

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich

Ret: Hovedret
Køkken: Amerikansk
Keyword: Steaksandwich
Forb. tid: 1 time
Tilb. tid: 15 minutter
Samlet tid: 1 time 15 minutter
Antal: 2 Personer
Forfatter: Familiefaren

Ribeyesteak, blødeløg, ost og grillet peberfrugt - er ingredienserne på intet mindre en verdens bedste steak sandwich, som du finder i denne opskrift.

Udskriv

Ingredienser

Karameliseret løg

  • 5 stk løg
  • 2 spsk olive til stegning
  • 1 tsk sukker
  • 2 spsk balsamico
  • smag til med salt og friskkværnet peber

Steak Sandwich

  • 2 Stykker blødt brød efter eget valg
  • 2 Stk. ribeye steaks på 200 gram
  • 1 Håndfuld rucola salat
  • 8 stykker ost efter eget valg
  • 5 stk løg
  • 2 spsk olie til stegning
  • salt og friskkværnet peber

Remoulade

  • 4 spsk hjemmerørt mayonnaise
  • 2 spsk creme fraiche 18 %
  • 1 spsk hakket kapers
  • 1 spsk revet løg
  • 1 spsk hakket æble
  • 1 spsk cornichoner
  • 1 spsk purløg
  • 1 spsk persille
  • 1 spsk gulerødder
  • 1 spsk blomkål
  • 1 spsk selleri
  • smag til med salt, friskkværnet peber og sukker
  • gurkemeje til at justere farven med

Brændt peberfrugt

  • 1 stk rød peberfrugt
  • 1 spsk oliven olie
  • salt og friskkværnet peber

Sådan gør du

Karamelliseret løg

  1. Start med løgene.

  2. Varm en pande op til middelhøj varme tilsæt og olie og løg.

  3. Lad dem svitse godt af til de er faldet lidt sammen.

  4. Skru ned til middelsvag varme og tilsæt sukker og balsamico.

  5. Lad dem nu simre ved lav varme i 45-60 minutter. De kommer til at frigive en masse sødme og bliver helt karamelliseret.

  6. Som det sidste tager du lige bøfferne ud af køleskabet nu.

Steak Sandwich

  1. Huskede du at tage bøfferne ud? 🙂 Ellers gør det nu. Lad dem hvile i 15 min.

  2. Varm en pande op eller brug en bordgrill, hvis du har sådan én.

  3. Giv dem en omgang salt og peber og steg dem i 1-2 minutter på hver side til de er medium/rare. Når du trykker på dem skal de give sig ret meget.

  4. Lad dem trække tildækket bagefter. Imens luner du brøddet.

  5. Flæk brøddet og smør det med remoulade - masser!-- Så tilføjer du rucola og steak som du har skåret i strimler, så løg og peberfrugt og osten.

  6. Hvis du har en gasbrænder, så bruger du den til at smelte osten - du kan med fordel rive den, så er det ret nemt at smelte det. Ellers smider du den i ovnen under grillen i 30 sekunder. Så er der sgu steak sandwich!

Remoulade

  1. Rør hele molevitten sammen og smag det til med salt, peber, og citron.

  2. Lad det gerne trække på køl i 30 min.

Brændt peberfrugt

  1. Find en madpincet eller en tang og hold peberfrugten imens du brænder den meget grundigt med gasbrænderen hele vejen rundt - den skal være helt sort.

  2. Ellers brug ovnen på grillfunktionen og giv den en ordentlig omgang.

  3. Lige så snart den er færdig lægger du den i en frysepose og lukker den helt tæt til.

  4. Så venter du 15 minutter. Imens vil du se, at der samler sig væske i posen og det brændte begynder at slippe.

  5. Åben posen, gnid det brænde af og skær peberfrugten ud i strimler.

  6. Tilsæt olie, salt og peber og så er den klar.

Denne opskrift ville jeg normalt lave i en “fri-uge”, men den blev faktisk lavet i en “børneuge” og det skyldes, at min skønne kæreste var rejst til Storvorde. Derfor ville jeg lave noget lækkert som både hun og børnene synes om. Det blev et ret stort hit – opskriften blev bare tilpasset en kende til pigerne, hvor jeg undlod de bløde løg og peberfrugten og voila, en perfekt børne-sandwich!

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich
Verdens bedste Noa giver en hånd med…

Faktisk var det så stort et hit, at jeg fik logget min mellemste datter til at hjælpe. Hun stod for de karamelliserede løg og passede dem til punkt og prikke hele vejen gennem processen – sgu meget godt gået.

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich
Alt hvad du behøver til en god steak sandwich…

Not a real Steak Sandwich…

I får lige en lille disclaimer, for jeg ved nemlig godt, at dette ikke er en rigtig steak sandwich. Det er nemlig slet ikke muligt, at lave de helt originale herhjemme, så dette er ikke en helt ægte amerikansk steak sandwhich. Det skyldes, at vi for det første ikke har det brød, som skal bruges – en “hoagie roll” og vi har heller ikke provolone ost – derfor er dette Mad & Monopolets bud på en steak sandwich. Nogle vil måske kalde den en “roastbeef sandwich”, hvilket jo egentlig passer ret godt.

Grillet peberfrugt

Du kan i teorien godt undlade denne proces, men det giver bare en helt anden sødme og så får du grillsmagen med. Jeg lærte tricket af min kæreste, som næsten er uddannet kok. Hun tog det som en selvfølge, at tilberede den således. Faktisk kan du lave det til en ret lækker tilbehør til tapas. Her kan du lave flere forskellige – grøn, gul, orange og rød peberfrugt, som du til sidst lægger i en god olivenolie og smager til med salt og friskkværnet peber samt et par fed hvidløg.

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich
Grillet peberfrugt…

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich
Næsten færdig og klar…

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich
Så mangler vi bare låget…

Opskrift på verdens bedste Steak Sandwich
Steak Sandwich!

Den mest kendte er nok en “Philly Cheese Steak” men du skal ikke gå af vejen for at lave din egen version, som jeg har gjort her. Philly Cheese Steak gemmer vi derimod, for den fortjener nemlig sit helt eget indlæg.   

Håber du har fået lidt inspiration til en lækker sandwich ala Mad & Monopolet…

Bloggens omdrejningspunkt er Familiefaren, som i virkeligheden er mig – Mads Schytte, der har været medskaber af den succesfulde madblog Gastromand. Jeg har nu valgt at gå solo, da jeg gerne vil lave en blog, som omfavner hele mit liv – alt lige fra besøg på Michelin- restauranter, rejser verden rundt, spiritus og livets fantastiske glæder til noget som faktisk er meget vigtigere – “hverdagslivet” – det er nemlig sådan, at jeg deler mit liv med tre fantastiske piger – Sophia, Noa og Smilla på 11, 10 og 8 år. Det betyder, at daglige madpakker, børneretter i hverdagen og frysetørret kaffe i min “to-go-kop” på vej på job i bilen hver morgen, også er en del af mit liv. Det betyder bl.a. også, at jeg gerne går all-in, når datoen siger 31. oktober, og vi leger Halloween til den helt store guldmedalj. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et lille sideprojekt - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

4 Comments

  1. Pingback: "McDonalds Cheeseburger"

  2. Pingback: Opskrift på fiskburger med torsk og den lækreste tatarsauce!

  3. Altså de der grillede peberfrugter bliver fantastiske i en salat i en marinade af olivenolie, peber, hvidløg, persille og finthakkede ansjoser – måske lidt salt😃

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift