Gå til opskrift

De danske æbler er helt fantastiske og skønne lige for tiden. I mit sommerhus på Sjællands Odde er der både æble- og pæretræer, som kaster masser af lækkerier af sig. Nu er det nok primært det råvildt, som løber omkring i haven, der spiser dem, men til tider så plukker jeg lidt og bruger det i en dessert, som fx denne pære- og æbletrifli, som du får opskriften på her…

Denne dessert er både sprød, sød, cremet og syrlig – den har faktisk det hele. Den fungerer bedst, hvis æblerne er lidt syrlige, da det giver et godt modspil til flødeskummet.

Pære- og æbletrifli med makroner og flødeskum
Æbler fra haven…

Pære- og æbletrifli med makroner og flødeskum

Ret Dessert
Køkken dansk
Keyword Æbletrifli, Pære -og æbletrifli, Trifli
Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 20 minutter
Samlet tid 30 minutter
Antal 2 personer
Forfatter Familiefaren

Ingredienser

  • 2 stk. æbler
  • 2 stk. pærer
  • 2 håndfulde knuste markroner
  • 2 spsk. vand
  • 50 gram sukker
  • 1 stang vanilje
  • 1 stk. stjerneanis
  • 1 dl flødeskum

Sådan gør du

  1. Rengør æblerne og pærerne og skær dem i mindre stykker.

  2. Læg dem i en gryde med vand, sukker, kornene fra vaniljestangen og stjerneanis.

  3. Bring det langsomt i kog.
  4. Lad det småsimre i 20 min. eller til frugterne er udkogte.
  5. Rør det sammen og smag det evt. til med mere sukker.
  6. Sæt det på køl i 30 min.
  7. Når det er kølet af, pisker du flødeskummet.

  8. Find to glas i passende størrelse, mine var på ca. 2 dl.
  9. Start med lidt makroner i bunden.
  10. Tilsæt så frugtmassen og flødeskum.
  11. Fortsæt indtil glasset er fyldt, slut af med flødeskum.

  12. Server straks.
Pære- og æbletrifli med makroner og flødeskum
Efter ca. 25 min…

Hvis du laver desserten fx om eftermiddagen, så kan den nå at køle ned og være klar som dessert efter maden eller evt. til en god aftenkaffe med en lille dram til.

Pære- og æbletrifli med makroner og flødeskum
Aften dessert for to…

Hvad kan du drikke til pære- æbletrifli?

Jeg satte en dram fra Nordisk Brænderi til, som er kun er tilgængelig, hvis du er medlem af deres “Klan”, hvor jeg har fået den fra. Det er en “Apple Brandy”, hvor der er brugt danske æbler til at lave en lækker brændevin, som er lagret på gamle cognacfade i 8 år. Det giver naturligvis masser af duft af modne sødmefulde æbler, “kernehus” og kandis. I munden er den afdæmpet på trods af sine næsten 44 % ABV og har en lækker smag af æble og karamel. Jeg har delt den på Whiskytossen, hvor du kan læse mere om den.

Pære- og æbletrifli med makroner og flødeskum
Så er der efterårsdessert….

Håber det giver inspiration til en nem og lækker efterårsdessert…

Mad & Monopolet er en personlig madblog drevet af mig Mads Schytte, som står bag både indhold, anmeldelser og fortællinger. Bloggen fungerer som et univers for madinteresserede, hvor passionen for gode spiseoplevelser er i centrum. På bloggen finder du en bred vifte af indhold – fra restaurantbesøg og ærlige anmeldelser til inspirerende opskrifter, som er til at gå til derhjemme. Derudover deler jeg også rejseguides med fokus på madoplevelser rundt omkring i verden, hvor jeg guider til både skjulte perler og velkendte spisesteder. Stilen er personlig og nede på jorden, og ambitionen er at give dig som læser både inspiration og konkrete anbefalinger – uanset om du leder efter sit næste restaurantbesøg eller vil prøve noget nyt i køkkenet. Derudover har jeg også Whiskytossen som er et "lille" sideprojekt, der er vokset sig enormt stort og i dag er én af Danmarks største profiler - du er velkommen til at kigge forbi hvis du som mig også er Whiskylover - skål og velkommen til...

Skriv en kommentar

Vurdér opskrift