Denne pastaret er så utrolig nem at lave, at det næsten er svært at forstå. Hvis du virkelig er hurtig med en kniv, så kan den laves på ca. 12 min. – ellers snakker vi omkring 15 min. Det som tager længst tid er at koge pastaen, og når det er klaret, så skal det hele faktisk bare vendes sammen og vupti, så har du en skøn vegetarpasta, som vil imponere de fleste.
Opskriften her består af hvidløg, cherrytomater, artiskokker, persille, parmesan og en god jomfruolivenolie samt pasta. Du kan i princippet lave den med soltørrede tomater og droppe persille – på den måde kan du nemlig have alle råvarer i glas og på køl, hvilket betyder, at du kan lave den uden at skulle ud og handle – se det er jo smart, ikke?


Opskrift på skøn vegetarpasta: den du altid kan lave, når der kommer uventede gæster
Hvad siger du til en pastaret, som du altid kan lave på 15 min., og i princippet uden at skulle ud og handle? Hvis det lyder lovende, så velbekomme.
Ingredienser
- 300 gram pasta fx rigatoni
- 2 små glas artiskokker
- 15 stk cherrytomater
- 3 fed hvidløg
- 1 lille bundt persille
- 1 tsk knust chili
- 75 gram parmesan
- 3 spsk jomfruolivenolie
- Salt og friskkværnet peber
Sådan gør du
-
Start med at sætte en stor gryde med saltet vand over til kogning.
-
Kog nu pastaen efter anvisning, ca. 10 min plejer det at være.
-
Varm en pandemed olie op til middelsvag varme.
-
Snit hvidløg i tynde skiver. Svits det i 30 sekunder, det må endelig ikke branke.
-
Dræn artiskokkerne for olie (gem den evt. til stegning).
-
Tilsæt artiskokkerne og svits i 2-3 min.
-
Hak persille og tilsæt halvdelen sammen med knust chili.
-
Imens skærer du tomaterne ud i kvarte. Tilsæt dem og svits yderligere i 2-3 min.
-
Tilsæt 3 spsk. pastavand.
-
Riv osten og tilsæt den, vend den godt rundt.
-
Når pastaen er kogt, så tilsætter du den også.
-
Smag til med salt og peber.
-
Server på to dybe tallerkner og giv det lidt ekstra parmesan, persille og friskkværnet peber.
Håber det giver anledning til at lave en nem og meget hurtig pastaret, hvis du foretrækker én med kød, så er der fx nem pasta med svampe og pancetta og naturligvis en opskrift på Pasta Carbonara uden fløde…